Billeder fra Vesakfesten på skolen

Juniorskolens piger synger Sri Lankas nationalsang. Hør pigerne synge i forrige indlæg.
Pigerne i Sri Lankas nationaldragt.

Infant skolens børn.

Skolens to blonde piger med tempelblomster i håret kigger med.

Skolens dansegruppe optræder.

Pigerne synger til skolens Vesakfest

Det begyndte - som sædvanlig - lidt skævt med kommunikationen mellem skolen og os. Pigerne bringer et brev hjem, hvor der står, at skolen skal fejre den buddhistiske Vesak-fest - for nærmere beskrivelse af Vesak se bloggens indlæg her http://bastrupssrilanka.blogspot.com/2009/05/vesak.html. Dato, tid og program står i brevet. Fint nok. Så kommer den sædvanlige lange smøre om, hvad de skal have på, frisure, have i håret etc. Her bliver det understreget, at det forventes, at børnene møder op i den hvide nationaldragt, hvilket for pigers vedkommende vil sige en "halv sari". Vi ved godt, at singaleserne er klædt i hvidt, når de går i templer, fejrer større nationale fester etc., men det er ikke noget vi har købt til pigerne af den simple grund, at de ikke har brug for den. Pigerne fortæller mig, at ifølge musiklæreren må de ikke komme på scenen og optræde med den sang de har øvet de sidste uger, med mindre at de er iført den hvide, halve sari. Jeg ringer til skolen for at høre, hvad jeg eventuelt så kan iføre dem. Sagen er jo den, at tiden er kort, at pigerne er så høje og tynde, at de ikke lige kan låne, desuden benytter alle vi kender deres egen sari på dagen. Kontaktpersonen på skolen siger, at de kan bare komme i deres normale uniform. Hm, det er musiklæreren så ikke enig med hende i.

Kl. 5.15 på selve dagen kom vores kære chauffør med nyplukkede tempelblomster til pigernes hår og en lånt sari fra en nabo (uden vi havde bedt ham om det). Pigerne køres til skole en halv time tidligere i håb om, at de sammen med musiklæreren finder endnu en nationaldragt, så de begge kan få lov at optræde. Som sædvanlig ender det hele godt. Dragterne byttes på kryds og tværs, sikkerhedsnåle får tøjet til at sidde rigtigt, og blomsterne holder deres facon, så pigerne lige så fint kan optræde med den singalesiske nationalsang.

Sådanne oplevelser har vi tit her. Vi kommunikerer lidt skævt med hotellet, skolen, butikken, håndværkeren, ja, hvem som helst, men det ender altid godt. Ikke med planlægning, men med tålmodighed og fleksibilitet løser tingene sig. Dér hvor det for alvor går galt, er når personer/virksomheder får det til at se ud som om, de er har tjek på tingene, men ikke har det. For så er det, at vi møder dem med krav om professionalisme, og det holder sjældent.

I kan høre pigerne synge her:

Den 18. maj 2009: Borgerkrigen er slut

Så skete det endeligt. 26 års borgerkrig mellem den srilankanske regering og terrororganisationen De Tamilske Tigre (LTTE) er nu slut.


Søndag den 17. maj indtog regeringens styrker det sidste stykke land oppe nordpå og havde for første gang i alle de år fuld kontrol over landet. Sejrsrusen hos srilankanerne var dog beskeden, da det lød, at LTTEs leder og demagog, Velupillai Prabhakaran, endnu var i live. Hans søn var blevet skudt. Det hed sig også, at der var selvmordsaktioner i gang blandt de tamilske soldater under overgivelsen.


Mandag middag kom så meldingen om, at Prabhakaran var blevet skudt under et flygtforsøg i en ambulance. Han har været et samlingspunkt i forhold til LTTE, og med hans død anses LTTE for død.


Allerede søndag var der fyrværkeri igennem dagen, der tog til efter mandagens udmelding om LTTEs lederens død. Jeg sendte maiden og gartneren hjem for at fejre det med familie, venner og landsbyen.


Tirsdag formiddag holdt præsidenten en tale for nationen. Vores maid blev placeret i sofaen med det singalesiske TV-program tændt, så hun kunne se og høre ham fortælle. Han var utrolig kedelig - og upersonlig - at høre og se på. Han kiggede bare ned i papirerne og snakkede løs. Han sagde, at hans mål var LTTE, ikke det tamilske folk. Han sagde, at fra nu af er der kun ét folk i Sri Lanka: Srilankanere. Ingen tamilere, ingen singalesere, ingen muslimer. Fremover skal alle på dåbscertifikaterne blot stå opført som srilankanere. Han vil som noget af det første bygge en hovedvej fra Colombo til byen Jaffna i nord, så den nordlige del af øen kan genopbygges. Han fortalte, at andre lande nu trygt kan starte deres virksomheder op her. Hvad han præcist vil gøre for at genopbygge den nordlige del socialt og menneskeligt har jeg ikke kunne finde frem til. Hvad angår alle flygtningene i camps, så skal de tilbage til deres hjem, sagde han. Det er ikke lykkedes mig at få det uddybet. Han sluttede talen af med at erklære den 20. maj for nationaldag.
PS. De har i forvejen en nationaldag for uafhængigheden fra englænderne.


Der er glæde rundt om her i byen Kandy, men slet ikke som på de billeder jeg har set fra maj 1945 i Danmark. På den anden side er dette jo også en borgerkrig, hvor afslutningen har længe været undervejs. Der deles små riskager på blade ud på gaderne. Især de unge, som kun kender til et liv med krigen, synes at være glade.


Personligt har jeg en lidt flad fornemmelse. Det hele er jo endt med en militær løsning, der ikke nødvendigvis sætter en stopper for eller forandre de forhold, der er årsag til krigens begyndelse. En terrororganisation er død - det er godt.


Det hedder sig mange steder, at en af de ting, som udløste konflikten var, at det i begyndelsen af 60'erne blev lov, at singalesisk skulle være det eneste officielle sprog i landet. Dengang kørte verdens første kvindelige premiereminister, Bandaranaike, en utrolig hård kurs mod tamilerne. I dag hedder det sig, at singalesere og tamilere har lige adgang til uddannelse og job. Singalesisk, tamilsk og engelsk er alle tre officielle sprog, ligesom buddhisme, hiduisme og islam alle tre er godkendte religioner i landet. Hvad der er praksis, har jeg ikke overblik over. Faktum er, at der stadigvæk er tamilere - også blandt de 600.000 tamilere, som er flygtet til vesten - som ønsker en uafhængig stat i det nordlige Sri Lanka.


Under alle omstændigheder er det her en ny begyndelse - en mulighed for at genopbygge den nordlige del af Sri Lanka og lade denne genopbygning få afsmittende effekt på resten af landet. En fremtid, hvor pengene skal bruges på andet end krig. Ét lille minus vil der dog være for familien Bastrup her; nu får vi nok ikke hotellerne for os selv mere.

På safari og se Yala Nationalparks vilde dyr

Noget af det vi holder af ved Sri Lanka er, at vi inden for forholdsvis korte afstande kan vælge mellem storbyferie, bjergvandring, strandlivet... og safari. Det er i tørkeperioden fra februar til juli, at chancerne for at se dyrerne ved vandhullerne er størst. Så med tre dages fri til Jens og årstiden taget i betragtning var tiden kommet til safaritur på Sri Lanka i deres største nationalpark Yala. Yala udmærker sig ved, at stort set alle arter af Sri Lankas vilde dyr lever her, heriblandt ca. 35 leoparder som det eneste sted.

Yala ligger 5-6 timers kørsel sydøst for Kandy, så vi stod tidligt op fredag morgen for at køre dertil. Vi kørte gennem bjerge og hvilke bjerge - så flotte og frodige med jungle, palmetræer, lidt tebuske, så kaotisk, så naturligt, så anderledes end hvad vi ellers har set af naturlandskaber her på øen. Smukt, smukt og atter smukt.
Hele vejen blev vi stoppet af flinke singalesere, som ville forære os te i anledning af Vesak (se forrige indlæg på bloggen).

Vi ankom til hotellet, der ligger meget tæt på nationalparkens indgang. Hotellet ligger derfor i et landskab, som minder meget om en savanne med buskvegetation, ellers bare støvet og sandet med vandhuller hist og her. Hotellets vandhul byder på krokodiller, vandbøfler og masser af vildsvin. Sarina var den første til at gå op på verandaen til hytten og skreg forskrækket, da der lå en landmonitor (fireben på ½ meter) og solede sig på gelænderet. Den forsvandt dog hurtigt efter Sarinas kor-stemme havde udfoldet sig.
Om aftenen, når vi skulle op i restauranten og spise middag ringede vi til receptionen, der sendte en guide med lommelygte, så vi kunne gå sikkert op til buffeten. Restauranten ligger modsat alle de andre hoteller på første sal, så man kan sidde og kigge på savannen og dyrerne, mens man spiser.

Lørdag morgen havde vi booket en åben jeep med chauffør/guide til kl. 5.30. Efter lidt typisk singalesisk bureaukrati kørte vi ind i parken samtidig med at solen stod op. Igen var det et helt forskelligt Sri Lanka vi oplevede.
Parken er i alt 126.000 hektarer stor og inddelt i fem blokke, hvoraf der pt. kun er adgang til blok I (der er 14.000 hektarer). Elefanter, aber og vildsvin kender vi til. Det overraskede os, at se så mange rådyr og hjorter. Anderledes var det også at se vilde elefanter i flok. Ingen af os har specielt meget forstand eller interesse i fugle, men man skal være overodentligt blind, hvis man ikke på dette punkt blev fascineret af de farvestrålende fugle i parken. Parken har over 130 fuglearter.

Jens' jagtviden kom os til gode, da vi fik forklaringen på savannens fødekæde, og hvorfor leoparden ikke kan være i nærheden, når rådyrerne står stille og spiser.

Da vi ikke havde set den eftertrækkede leopard på morgensafarien bestilte vi engang safari til sen eftermiddag. Så kl. 14.30 satte vi os ind i den åbne jeep igen og tog på "jagt". Det blev faktisk til en jagt, for vores kære guide, Sumudu, gjorde alt hvad han kunne for at finde en leopard til os. Mobilsnakken mellem guiderne inde i parken var flittig, og mødtes bilerne på vejen blev der ivrigt udvekslet "opdagelser". På et tidspunkt blev speederen presset i bund, og Sumudu klappede på taget for at fortælle, at vi skulle kikke frem. Her så vi en mindre skare af biler, der holdt stille med besøgende, som havde de store linser fremme. En leopard var inde i buskadset! Vi kikkede og kikkede og så da også venstre bagben af en. Hm, vi jagtede videre, for vi syntes jo ikke helt, at vi kunne sige, at vi havde set en leopard. Kort tid efter så vi en afskyelig lang og stor pythonslange snige sig i skovbunden lige ved siden af vejen. Føj en kleppert. Så ringede mobilen igen, jeepen blev revet rundt, og støvet stod i en sky bagud, mens vi ræsede til en anden afkrog af parken. Her så vi bjørne i et træ. Ja, vi kunne kun se dem, fordi vi fik at vide, at de var der. Ellers havde vi aldrig opdaget dem (se billeder under link nederst).

Klokken var nu godt og vel 18, og parken havde officielt lukket, så turen gik hjemad. Vi var også både trætte og matte og støvede (og lidt skuffede over det med leoparden) på det tidspunkt, hvor vi forlod parken og kørte den sidste kilometer til hotellet. Hvad springer pludselig ud foran bilen? YES, en leopard! Og sørme om den ikke gør sig den ulejlighed at stoppe op, så vi kan se den rigtigt. YES, igen. I må tage os på ordet, for vi har ingen billeder af det plettede dyr. Stella var bare helt oppe at køre. Hun ville se krokodiller, bjørne og en leopard. Alle tre ting var set med egne øjne.

Safari i Yala Nationalpark er ikke safari i Kenya (kan jeg godt sige uden at have prøvet sidstnævnte). Yala kan føles noget "crowded" og lille, men er alligevel et besøg værd. Det er sjovt at opleve både stedet, atmosfæren og dyrerne "live". Naturscenarierne er også flotte. Det breddeste udvalg af dyrearter oplevede vi på morgensafarien, der også var den absolut flotteste tur. Leoparderne og bjørnene siges til gengæld at komme frem på seneftermiddagene, hvilket også holdt stik i vores tilfælde. Så vi anbefaler både en morgen- og aftensafari.

I alt 1.500 kr. for 2 overnatninger for 4 personer med fuld pension. Det skal siges, at barregningen er den billigste indtil videre, da der var Vesak dag om fredagen og fuldmånedag om lørdagen, hvorfor det de to dage var forbudt at udskænke alkohol. Man måtte dog godt nyde drikkelse fra minibaren...og få den fyldt op igen!

Vi sluttede af med at se en rotte-slange foran restauranten.

Billeder fra weekendturen:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/YalaNationalparkMaj2009?feat=directlink

Vesak

Den vigtigste fest i buddhismen er Vesak. Her fejrer man tre ting på en gang: Buddhas fødselsdag, den dag han fandt sandheden om livet, og den dag han døde. Vesak holdes ved fuldmåne i maj. Templer, huse og gader bliver udsmykket med vesaklamper dvs. papirslamper. Mange buddhister bruger tid på at meditere denne dag, således også vores gartner, som har set meget frem til denne dag. Sarina sammenligner dagen med juleaften, hvor vi fejrer Jesus fødsel, og det er en god sammenligning. I alt fald synes buddhisterne ekstra glade (om muligt!) denne dag. Man fejrer også dagen ved at skænke den karakteristiske søde te til alle forbipasserende, hvad enten de er til fods eller i bil. Pigerne skulle selvfølgelig også lave hver deres wesak-lampe. Her ses resultatet, trin for trin:
Ikke just en af de nemme IKEA-manualer, men Sarina er god til "ingeniør-tænkning" og finder hurtigt ud af hvordan og hvorledes.
Stella er en hurtig-arbejder. Her er begyndelsen af lampen.

Her er lampens skelet samlet.

Så skal der klippes og klistres, så lampen lukkes.

Til sidst skal der klippes "frynser", som også klistres på.

Da, da, daen...voila, Sarinas lampe.

...og Stellas lampe.

Weekendtur til Colombo og Blue Water

Den 1. maj er en form for helligdag på Sri Lanka. Alt er lukket. Denne fredag tog vi alle fire en tur til Colombo, da vi skulle vi til afskedsmiddag med en af Jens' kolleger om aftenen. Vi overnattede på Galle Face, det gamle engelske hotel i byen. Herunder ses pigerne sidde og hygge sig med chokoladerne og den friske frugt, som hører med til indlogeringen. Denne gang fik vi et fint stort værelse (nr. 2016), hvor vi alle fire kunne være uden problemer.
Afskedsmiddagen skulle have været på Gallery Café, men de serverede ikke alkohol pga. 1. maj, så festen blev flyttet til Restaurant og hotel Tintagel, som ingen alkohollicens har, men hvor man godt må medbringe egen alkohol til servering (!). Whatever (som Stella hele tiden siger), vi fik fremragende rødvin og fantastisk mad i utroligt flotte og anderledes omgivelser. Herunder ses pigerne i "velkomststuen" til restauranten. Jeg håber, at du kan se, hvor gennemført den moderne kolonistil er. Vi kom til tiden (kl. 19), og var som sædvanligt de første. "Sri Lanka-time", som Sarina tørt konstaterede.

Lørdag morgen begyndte vi med en fælles svømmetur i poolen. Bagefter morgenmad på "Verandaen" som den udendørs restaurant til hotellet hedder. Her sidder man og kigger ud på Det Indiske Ocean, mens små egern kravler energiske rundt og leder efter mad. Bagefter havde jeg anmodet om et par timers shopping i Colombo, hvilket var blevet bevilliget. Ranjith kørte bilen perfekt gennem Colombos myldrende og kaotiske trafik, smed os af foran hoveddørerne, så vi straks kunne gå ind i aircondition-tempererede butikker. Efter to timers shopping og adskillelige tusinde rupees fattigere gik turen sydpå til et hotel vi ikke tidligere har været på: Hotel Blue Water.

Hotellet, poolen og haveanlægget omkring er designet af den lokale og afdøde arkitekt Geoffrey Bawa, hvilket siger utrolig meget om stilen. Han arbejder med geometri, kubistiske former, og lader hotellets betonsøjler stå på række med palmerne i haven. Han har designet mange hoteller på Sri Lanka, og hans arkitektur er absolut værd at skele til, hvis man står for at skulle bygge et hus fra grunden i modernistisk stil i Danmark. Vi har tidligere boet på The Beach i Negombo og Heritance i Ahungalla, der også er tegnet af Bawa. Stilen er umiskendelig.

Vi nød eftermiddagen under palmerne og senere på vores terrasse med kortspillet 500. Sarina vandt!

Herunder ses udsigten fra vores suite med Det Indiske Ocean i baggrunden og poolen i fronten. Læg mærke til palmerne, som står på række. Når man befinder sig i Bawas bygninger, så glider ude og inde sammen.
Desværre endte denne dejlige weekend med en forfærdelig madforgiftning for os alle fire. Vi afsluttede med frokost på hotellet, satte os i bilen for at køre den cirka 4 timer lange tur hjem. Efter cirka 2 timer begyndte Jens og jeg at få det dårligt. Vi troede på daværende tidspunkt, at det var køresyge, som vi nogle gange lider af hernede pga de mange brems og sving, men som eftermiddagen og aftenen skred frem, og vi alle fire led af opkast og diarré, kunne vi godt se, hvad der var galt. Sikken et cirkus. Jens måtte ringe til læge i Danmark for at få bekræftet diagnosen og fundet den rette medicin i vores lille medicin-kuffert fra Danmark. Den fandt vi, og takker endnu engang vores nabo fra Rebæk, som anbefalede os at tage et medicin-depot med (også selv om apotekeren kiggede mistænkeligt på mig, da jeg kom med tre tæt-skrevne recepter fra lægen med medicin, som jeg skulle købe).
Efterrationaliseringer og sammenligninger af hvad vi spiste viser, at fællesnævneren for vores frokost var den røgede laks. Af alle retterne, som hotellets menu tilbød, havde vi alle fire spist af laksen, der er impoteret og derfor en "sjældenhed" hernede. Vores nye tommelfingerregel er, at vi holder os fra det importerede, der har været for længe undervejs, og som de ikke er sikre på, hvad de skal gøre med. Hoteldirektøren har heldigvis taget henvendelsen alvorligt og kvitteret med et nyt, frit ophold. Det ser vi frem til.

Det er de små ting, der fortæller om forskellen

Når gartneren har skåret sig slemt med leen i foden, kommer jeg løbende med vores lille falck-kasse med plaster og forbinding, mens han farer rundt i haven efter de rette grønne blade, som han tygger godt og grundigt, før han binder det rundt om såret med et bananblad. Der står jeg så med min falck-kasse.

Når jeg skal vise maiden, hvordan en dansk dåseåbner fungerer, mens hun viser mig, hvordan en singalesisk kokosnød-skraber virker.

Når jeg handler her med en eller to ekspedienter i hælene som private hjælpere, mens jeg i Danmark ofte skal afsætte tid til at lede efter en, som har tid til at hjælpe mig. Tænk bare på Bilka.

Når jeg drøner rundt mellem butikkerne i Kandy og Colombo og leder som en besat efter flåede tomater på dåse (hakkede kan man desværre ikke få) og vita wrap, mens det kun er få udenlandske tøj-mærkevarer, som er en mangelvarer i Danmark.

Når jeg her møder det ene smil efter det andet (uanset situationen!), mens jeg i Danmark får kvalificeret - og alvorlig - feedback.

Når singaleseren (altid!) vælger at gøre det nemme først (i håb om aldrig at komme til det svære, eller at det løser sig selv i mellemtiden), mens danskeren med kompetence og engagement kaster sig over den svære opgave, og måske aldrig får løst den nemme.

Når singaleseren står eller sidder og kigger ud i luften (evt. mens han er på arbejde), mens danskeren selv mens han venter på bussen sørger for at holde sig beskæftiget med mails, sms'er og nyhedsopdatering. Hvem har så et godt liv?

Når junglen larmer hele tiden af vågne dyr, der kommunikerer kærlighedserklæringer og territoriekampe, mens trafikken kører i en uendelighed og summen på de gode veje i Danmark.

Når vores storhjertede og enfoldige gartner pludseligt og meget præcist redegør for historien bag og forskellen mellem yoga, meditation og buddhisme. Ja, hvem er så enfoldig?

Der er forskelle i vores kulturer! Forskelle som giver stof til eftertanke - stoffet er hermed videregivet.

PS.
Har du lyst til at se eller læse mere om kulturforskelle, så kan filmen "Slumdog Millionaire" varmt anbefales - en moderne version af Oliver Twist (foregår i Indien). En anden anbefaling er bogen "Shantaram" af Gregory David Roberts, der også foregår i Indien og er ved at blive filmatiseret med Johnny Deep i hovedrollen.
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/shantaram-af-gregory-david-roberts
http://www.shantaram.com/

Abesjov i haven (en lille film)

Denne film er taget en morgen, hvor aberne for alvor indtog vores basketball bane. Jeg har filmet fra vores bryggers, hvor jeg står godt og sikkert! På et tidspunkt, mens jeg står og kikker på aberne, er der en enkelt abe, som stiller sig lige over for mig på den anden side af ruden og efterligner mine bevægelser fx da jeg kløede mig på næsen, gjorde den det samme ved sin næse!

Videoen kan tage et lille stykke tid af downloade.

På videoen ser I, hvordan vores hund Tina forsøger at jage dem væk, men hun opgiver hurtigt. De er for hurtige og mange.