mandag den 12. januar 2009

Hundehvalpene 1-6 uger gammel


Nu er hvalpene snart 7 uger gammel og ved at være klar til at flytte hjemmefra. Moderen, Tina, virker ikke så interesseret i dem mere. Hver gang hun hopper ind i hundegården til dem, forsøger de at die hos hende (se billederne). De er ret brutale, og hun har sår på brysterne, så vi forstår godt, at hun ikke gider dem. Hvalpene får tørfoder, og vi er så småt begyndt at give dem ris m.v. Deres kommende ejermænd er alle singalesere, så de kan lige så godt blive vænnet til rester fra rice and curry. Tørfoder kommer de ikke til at få i deres fremtidige liv.
Tre af ejermændene er buddhister, og de har fået lagt hver deres horoskop for hvalpene hos en astrolog. Horoskopet skal fortælle, hvilken dag og hvilket tidspunkt hvalpen skal ind i sit nye hjem. Det gælder om at ramme det rigtige tidspunkt, så hvalpen og familien får en lykkelig fremtid sammen. (Man gør nøjagtigt det samme, når to mennesker skal giftes. Så lægges der et fælles horoskop, som fortæller, hvornår de to helt præcist skal gifte sig. Det samme sker, når man skal flytte ind i et nyt hus etc.). Om der her er tale om buddhisme eller blot en tradition, kan ingen fortælle mig. Så lad mig kalde det en buddhistisk tradition.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar