Mias farvel til Kandy

Måske er det første sted, man er udstationeret, det bedste, uanset hvad. Det skal jeg ikke kunne sige, andet end at Kandy har været et fantastisk sted at være udstationeret. Vi har boet så flot og stort i vores hus hér, og omgivelserne findes vist ikke smukkere og frodigere, tror jeg. Og vi lærte nogle fantastiske mennesker at kende.

Hvad vidste vi om Sri Lanka før vi kom? Natursmukt. Det holdt i den grad stik. Borgerkrig. Jep, der blev smidt en bombe små tre kilometer fra det atletikstadion, hvor Sarina boede i Colombo. Flere bomber blev smidt, mens vi var der. Buddhistisk land. Den er også god nok. Dengang var vi ikke helt på det rene med, hvad det indebar, men det føler vi, at vi er meget bevidste om i dag. Også hvori forskellen ligger mellem buddhismen i teori og praksis.

Hvad havde vi af forhåbninger, dengang for 1½ år siden? Kort sagt at vi ville få en på opleveren. Det føler vi også at vi har fået. Både i Sri Lanka og med turerne til Maldiverne, Indien, Singapore og Dhaka. Turen til Bangkok har vi til gode endnu.

Hvorfor var det nu, at vi flyttede om på den anden side af jorden? Fordi vores piger var ved at blive store og løb fra os som sand mellem fingrene. Fordi hverdagen i Danmark nogle gange føltes for rutinepræget og stram. Fordi vi ville have mere ud af livet.

Med flytningen til Kandy fik vi så sandelig en anden hverdag. Ikke kun pga det personale vi fik ansvar for, men også på grund af en anderledes døgnrytme med lige del lyse og mørke timer året rundt og en gennemsnitstemperatur på nogen og tyve grader. Og på grund af skolens anderledes rytme med fritidsaktiviteter lige efter skole og fri resten af dagen til lektier og fornøjelse. Vi oplevede især timerne fra fire til seks som afslappede, fordi alt det praktiske var gjort (handle, rengøring, vask m.v.) og lektierne var lavet eller tæt på at være lavet. Og så fordi solen og varmen bare er så vidunderlig på dette tidspunkt.

Dér hvor Sri Lanka for alvor overraskede os positivt var ved dens mangfoldighed af muligheder for ture/ferier og rejser. Vi har boet midt i teplantager, vi har slænget os på resorter ved kysterne, og vi har overnattet i hytte midt i nationalparker omringet af vilde dyr. Nordpå kom vi aldrig. Først var der borgerkrig og adgang forbudt, så blev der åbent og folk valfartede dertil, så vi ikke kunne få et hotelværelse, til sidst nedprioriterede vi det.

Vi fik lov til at opleve afslutningen af borgerkrigen - 28 års krig afsluttet lige så militaristisk og brutalt, som den har været undervejs. Valget i januar 2010 bekræftede for alvor den siddende præsidents magt, og ja, jeg er alvorlig talt noget bekymret for de enevældige tendenser, jeg ser praktiseret i øjeblikket.

Mine stærkeste oplevelser er vores kobberbryllup på The Beach i Negombo, min 40 års fødselsdag med alle de mennesker, jeg holdt af, og bestigningen af Adams Peak, min personlige pilgrimsrejse, som på mange måder var så opløftende; vi var også over skyerne, da solen stod op. Wauv, det syn glemmer jeg aldrig, heller ikke da australieneren begyndte at synge "here comes the sun..."

Jeg endte op med virkelig at kunne lide Colombo. Den første gang, pigerne og jeg besøgte byen, konkluderede jeg, at jeg var så glad for, at det ikke var dér vi skulle bo. Efterhånden som jeg lærte byen og nogle af dens herlige og farverige personer at kende - især via min udstilling - da oplevede jeg byen helt anderledes. Bevares den mangler kultur, den har ingen storbyaktiviteter, den har ingen teater og museer og smukke parker, men så har den overskueligheden, strejfet af udvikling og nogle dejlige, kreative og dygtige mennesker.

Det absolut værste ved Kandy var skolen - eller de to engelske skoler, som pigerne gik på - eller burde jeg måske skrive kulturen, nej, det kan jeg jo ikke, for det er deres kultur, og den kan der ikke være noget i vejen med. Summa summarium er i alt fald, at det aldrig lykkedes pigerne at få venner i Kandy. De singalesiske børn er hoveder bagud vores selvstændigt opdragne børn, som anser venner for uundværlige til at dele oplevelser og lege med. Singalesiske børn er hjemme hos sine forældre indtil en ret høj alder. De laver lektier og ser Bollywoodfilm. De mere velhavendes børn altså. Læs evt. Sarinas farvel til Kandy her.

Til gengæld har pigerne mødt så utroligt søde og åbne expatsbørn rundt omkring. De blev venner med Fiona fra Australien, Clara og hendes brødre fra Colombo, Clara fra Sverige/Indien, Poppy og Peter fra England/Thailand, Stephanie og Gabriella fra Cuba/Italien/Afrika. Sjovt at se, hvordan der åbenbart er en fællesnævner mellem expatsbørn, som om de er i samme båd.

En anden skidt ting har været savnet. Savnet af familie og venner har været stort. Når vi har levet her, har det ikke fyldt så meget, eller også er det bare vores forsvarsmekanisme, fortrængningsevne, men når der er sket noget derhjemme - både godt og skidt - så har det gjort ondt, og farvelscenerne har slet ikke været sjove, fordi vi vidste, hvor tomt der er, lige der hvor tæt kontakt fylder ens person ud. Jeg kan ikke lige sige, hvor det er, men jeg kan love jer for, at det kan mærkes over hele kroppen.

Det er blevet til mange små og sjove oplevelser og erfaringer:

Blandt andet kan jeg fortælle, at det mest utidige sted at få et myggestik er på øret.

Jeg har set og oplevet i mit sind, hvor meget et smil betyder, for ih guder, hvor de buddhister smiler meget. Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes noget andet sted på jorden, hvor man under sine løbeture får så mange smil med til resten af dagen.

Jeg har oplevet min indre frustration, når singalesere ikke forstår en brik af et eller andet og jeg inderst inde godt ved, at de ikke kan gøre for det, når nu de ikke ved bedre.

Jeg har erfaret, hvor stik tosset jeg kan blive, når jeg har oplevet singalesere - buddhister - udnytte min godtroenhed og spille uvidne, når de udmærkede vidste, hvad et eller andet gik ud på.

Jeg har konstateret, at der ren faktisk er noget om, at singaleserne ikke kan blive flove.

Ja, jeg kunne blive ved, men skal nok stoppe her, for konklusionen for mig at se er bare, at Kandy har været en stor, stor oplevelse, at Kandy røg lige ind i hjertet på mig med sine mennesker, og at jeg aldrig vil glemme Sri Lanka.

Det store regnskab viser et kæmpeplus og et "har aldrig fortrydt" til vores valg af, at blive udstationerede.

1½ år - før og efter

September 2008. Sarina, 10 år, og Stella, 8 år. Forventningsfulde. Spændte.

Februar 2010. Sarina, 12 år, og Stella, 9 år. Mætte, men ikke trætte af oplevelser. Vi kunne sagtens have taget en større bid af Sri Lanka, hvis ellers der havde været en god skole til pigerne. Havde vi boet i Colombo, havde den amerikanske skole dér nok ikke været noget problem, men så havde vi på den anden side aldrig oplevet junglen, naturen, dyrerne og det dejlige klima i bjergene. Vi har absolut intet fortrydt! Selv pigerne snakker om en ferie engang i Sri Lanka.

Farvel igen, igen

Lørdag og søndag var to - vejrmæssigt - fantastiske dage i Kandy. Ikke for varmt, ikke for koldt og med brændende sol dagen lang, hvilket gjorde det endnu sværere at trisse rundt i weekenden og vide, at det var vores sidste dage.

Lørdag eftermiddag tog vi på Citadel og sagde farvel til poolen og de mange, skønne timer dér.

Søndag kom venner og sagde farvel og fik vores aflagte ting med sig. En del af de store ting som vores pool og havemøblerne gik til et hjem for misbrugte, srilankanske kvinder. Hjemmet drives af vores venner, som egentlig er hollændere fra Afrika. Missionærere. Mange af køkkentingene gik til et nyåbnet yogacenter. Resten blev fordelt mellem venner. Det var faktisk hyggeligt, og især fandt vi - desværre for sent - ud af, at vi burde have set nogen af dem noget oftere. Ind imellem farvellerne massede vi vores ting sammen i kufferterne, og vi fik da det meste med.

Søndag aften omkring kl. 18.00 sagde vi farvel til huset, vores hund og vores vagt, Vije, gennem 1½ år. Vije græd, gartneren græd, og de faldt begge på knæ og kyssede vores fødder.

Vi kørte til Kandy House og spiste vores middag der, hvilket var ekstra hyggeligt, for de fejrede Valentinsdag med levende lys i haven - nogle udformet som et hjerte midt i græsplænen. Manageren kender vi særdeles godt, det samme gjaldt nogle af gæsterne, så det blev alt i alt et vellykket farvel. Tjenerne havde for øvrigt skrevet "Bon voyage" med blomster midt på bordet, og den gode rødvin var på husets regning.

Vores kære driver der som den første tog i mod os for 1½ år siden en meget, meget tidlig morgen tog afsked med os foran den selv samme lufthavn. Det var bare så trist. Men security'en bad os om at træde nærmere og vise pas, så vi gled hurtigt ind i lufthavnen, hvor vi to timer senere lettede mod Bangkok, som mellemstop på vores flyvetur og flytning til Dhaka.

Farvel Riverdale Road, Aniwatte, Kandy

Alle disse billeder er fra Riverdale Road - vores vej i Kandy. Det er her, at jeg har løbet mange, mange gange og med lige stor fornøjelse. Gosh, hvor har jeg haft mange fantastiske oplevelser her. Ja, billederne fortæller så meget i selv sig.

Her mango- og cashewnødder-træer til højre.

Det her gælder for at være fin, fin vej i Kandy. To biler kan lige komme forbi hinanden, og der er langt mellem hullerne i vejen.
Bourgainvilla-blomsterne vælter ud over muren.
Et udpluk af de mange, forskellige slags træer.
Udsigten fra vores have.
Om på terrassen.

Farvel til Indrani og Nandapala

I dag, fredag, var det tiden at sige farvel til vores kære maid, Indrani. Et af hendes ønsker var at få et billede af os alle fem på terrassen. Jens kom et smut hjem i eftermiddags for at sige farvel, og vi benyttede chancen til at opfylde hendes ønske. Resultatet ser I her under.

Indrani er arbejdsløs fra på mandag, men vi har lagt rigtigt mange tråde ud for hende og håber, at en af dem giver hende job i nærmeste fremtid. Hun kørte herfra med en masse af vores ting. Vi kan ikke have det med til Dhaka, og hvis vi lader det blive i huset, er der en eller anden, som vi ikke kender, som tager det. Så hellere give det til vores personale, som har taget sig så godt af os.

I dag var også vores gartners, Nandapala, sidste dag. Af vores affald har han lavet denne afskedsgave til os. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal kalde "den", men det er tanken, der tæller. Som I kan tyde jer til, så blev han ret vilde med mine forældre, selv om de kun var her en uge. Master er selvfølgelig sat i centrum, fordi han symboliserer firmaet. Madam og babies er der også.

Nandapala er også arbejdsløs fra på mandag, men han skal hjælpe naboen med hendes have i ny og næ, hvilket jeg tror passer Nandapala fortrinligt. Nandapala har savnet at gå i templet (buddhistisk), når det passede ham, eller når der var særlige begivenheder.

Vi var alle kede af det, da vi sagde farvel - og Nandapala var på hans egen særlige måde nede og kysse vores fødder igen og igen. Jeg er fortrøstningsfuld. De skal nok klare sig. Indrani finder måske ikke lige en expat familie foreløbigt, fordi her simpelthen ikke er nogen expats, og hun ønsker ikke at flytte efter det, men et job skal hun nok finde. Desuden har hun, modsat de fleste af hendes landsmænd, sparet op gennem årene og kan da også som enlig kvinde og mor kalde sig husejer, hvilket der er mange mænd, som ikke kan.

Huset er snart helt tomt. Hele dagen er gået med at give væk, og det fortsætter vi med i weekenden. Til gengæld - jeg tør ikke skrive desværre - vælter det ind med gaver - som fylder og vejer i kufferterne, der i forvejen er proppede. Nå, det finder vi nok ud af.

En uventet oplevelse

I går eftermiddags tog Jens og jeg på Kandys offentlige hospital for at sige farvel til vores ven, som ligger der, fordi han skal opereres. Hans kone ringede mig op i går middags for at spørge, om jeg var sikker på, at vi ville besøge David midt i den travle flytning. "Ja, da", svarede jeg, mens jeg igen, igen undredes over denne engelske beskedenhed. "Ok, i så fald synes jeg ikke, at I skal tage pigerne med pga bakterier m.v.", sagde hun. Jeg skulle senere erfare, at det var ikke af ren beskedenhed, hun spurgte.

Jens og jeg tog til dette kæmpe store hospital. Vi kunne ikke helt finde vej - der er ligesom ingen blå eller orange linier, der fører til den og den afdeling, så vi havde fornøjelsen af at se lidt af hvert. Lugten (stanken!) af urin og blod var gennemtrængende. Patienter lå på gulvet på sivmåtter, og gennemsnittet af ben og arme var ikke to. Til gengæld var der langt over to soldater med maskingeværer, som passede på patienterne, hvoraf nogle er tidligere tamilske tigre. De arme, der holdt maskingeværerne, kunne have være meget nyttigere, hvis de havde gjort rent, tænkte jeg umiddelbart.

Vores ven lå på en tomandsstue og var ved rigtig godt mod og fortalte om de dygtige læger, som tog sig af ham, og det er jo det vigtigste.

Jeg kunne ikke snakke om det over middagsbordet af frygt for at miste appetitten, og det er da også et af de emner, hvor vi skal overveje, hvor meget pigerne behøver at vide. Min singalesiske venindes teenagedatter besvimede under et besøg dér, på grund af det hun så, og jeg føler mig stadigvæk mærket af oplevelsen.

PS.

Ren faktuelt kan jeg fortælle, at præsidenten netop har været i Rusland og forhandlet sig til en kontrakt om køb af våben for $300 mio USD (kilde). For $300 mio USD kan man købe rigtigt mange ting.

Farvel mig her og der

Mens Jens fejrer afleveringen med det ene og det andet, siger jeg farvel her og der. Som det har været min vane de sidste 1½ år hver mandag formiddag, var jeg en tur på markedet og hilse på min grønsagsmand, frugtmand og min sjalsmand (ja, hvem der er så heldig at have sådan én).

Selvam, hedder sjalsmanden, og I ser ham lige herunder. Han er tamiler, men dyrker en blanding af buddhisme og hinduisme. Hver morgen er forretningen fyldt med røgelse. Deraf duften i forretningen - og i sjalerne.

Hans assistent ser I på billedet neden under. Hun står foran alle sjalerne, som der har været en vis udskiftning i, takket være mig, jer der har været her og alle jer i Danmark, som i øjeblikket varmer jer med de mange smukke cashmere/silke sjaler. Hun er normalt meget smilende, men også meget genert, derfor det mutte udtryk.
Det har været ren fornøjelse at handle med Selvam, og jeg er blevet en del klogere på en uheldig side af vestlige turister, når jeg har stået og handlet og oplevet turister komme ind i butikken og "forlange" at prutte prisen ned til en slik. Jeg vil savne både Selvam og hans udvalg af sjaler, hovedpudebetræk og silketing. Han vil såmænd også savne mig og jer ;-D

Det samme vil byens muslimske urmager, som tørt konkluderede, at jeg har købt 10 armbåndsure og 1 køkkenur hos ham gennem det sidste års tid. Jeg måtte selv konstatere, at alle tilsyneladende var glade for samarbejdet.

Det har også været ren fornøjelse at handle hos juvelerforhandler Lakmini. Jeg skal ikke kunne sige, om de bare er glade for, at hende den pedantiske kunde rejser.

I går, tirsdag, var jo yogadag. Hver tirsdag eftermiddag siden september 2008 har jeg siddet, ligget, stået, strækket og balanceret mig gennem yogatimer. Og det har da været ren fornøjelse! I går var sådan en smuk dag og med en let vind, som kærtegnede huden, mens vi dyrkede yoga på terrassen. Når øvelserne krævede fokus, så kunne jeg bare finde et punkt ude i junglen og kigge på - og ikke lade mig distrahere af aber, ørne, farverige fugle eller andet. Clare, min kære veninde, havde efterfølgende arrangeret high-tea med sandwich og hjemmebag. Vi sad på den anden side af huset med udsigt over floden og drak te, hyggede og så solen gå ned (ja, high tea er ved 17-18-tiden, det er pga disse engelske traditioner, vi altid skal spise så pokkers sent på de hoteller). Det var bare en perfekt afslutning på yogatimerne.

I dag tager Jens og jeg på sygehuset og tager afsked med David, som desværre har brækket hoften. David er nulevende kolonihistorie med hans baggrund i Sri Lanka som søn og efterkommer af en engelsk plantageejer. David giftede sig med datteren af en englænder, som bosatte sig i Kina lige efter anden verdenskrig. De mødtes i Afrika. Dejlige mennesker.

I morgen skal jeg sige farvel til min singalesiske veninde, som bl.a. har lært mig meget om katolicisme. Jeg har også været med hende og datteren i katolsk kirke. I morgen aften skal vi alle fire sige farvel til den Cuba italienske-familie.

Ind mellem disser "farveller" forære jeg vores ting væk. I aften kommer der nogle buddhister, som skal til at åbne et yoga-center. De har brug for ting til køkkenet og sikkert andre ting også. Så det er ikke kun trist, det er også... nej, det er nok mest trist.

Festivitas som afslutning på vandprojektet

Søndag aften kl. 19 var vi inviteret til middag hos project manageren fra det singalesiske firma, som Jens har samarbejdet med i vandprojektet. Vi vidste, at der kom et par stykker mere fra MTHøjgaard. Vi er lidt trætte af altid at komme til tiden og nogen gange sidde i pinlig tavshed som de førstankomne. Så vi kørte hjemmefra kl. 19...og ankom som gæst nummer to.

Jens lurede med det samme, at den førstankomne var en fra det singalesiske firma, så han konkluderede, at vi nok blev lidt flere til middagen. Det blev vi også. Vi blev henvist til haven, hvor vi opdagede, at der var dækket om til 40-50 mennesker. Gisp, tænkte vi alle fire, fordi vi regnede ud, at hvis vi først kunne spise, når vi havde ventet på den sidstankomne, så ville klokken gå hen og blive 21, før vi ville få mad. Det skal lige fortælles, at der her er tradition for, at herrerne begynder at drikke alkohol med det samme, de ankommer. Og de drikker som regel indtil flaskerne er tømte. Og så spiser de. Og så går de hjem.

Fruerne og børnene befandt sig i stuen - altså inden for - og jeg og pigerne, ja, vi var uden for sammen med Jens. Når vi skulle igennem stuen blev der grundigt kigget på os. Ikke ondskabsfuldt, blot nysgerrrigt.

Værtinden var god, hun åbnede buffeten lidt over kl. 20, så vores udhulede maver kunne fyldes med ris, vegetarretter, kylling og en stærkt krydret oksegryde. Desserten med det dejlige friske frugt måtte vi springe over, da det pludseligt blev tæt på pigernes sengetid.

En interessant aften.

Pakke-weekend

Mens jeg har tulret rundt i Danmark i små to uger og coachet og planlagt diverse fremtidige arrangementer, har Jens afleveret de sidste etaper af vandprojektet og været alene-far samtidig. Alle dele med stor succes. Vandprojektet er nu officielt afsluttet og afleveret.

Jeg ankom lørdag middag efter ca. 30 timers transit, hvor jeg dog havde fået sovet hist og her, så jeg var okay, bl.a. fordi det var så dejligt at se dem alle tre igen.

Efter frokost begyndte vi at sortere og pakke de ting, som skulle til Dhaka eller gives væk. Pigerne og jeg har faktisk over flere uger ryddet ud i bøger, tøj, dvd'er etc., men jeg skulle hilse og sige, at Jens B. ikke var fornøjet, da han så den ene bunke af ting efter den anden hobe sig op i stuen parat til at komme i en kasse. Efter tredie runde af sortering forsøgte Sarina sig med argumenter om, at deres legetøj og bøger jo var deres arbejde, og de derfor havde så meget af det. For min skyld kunne vi godt have været meget skrappere i udrydningen, hvis det ikke lige var fordi, at det har taget mig hundredevis af timer at samle disse ting. Min fornemmelse siger mig, at det ikke bliver nemmere som fremmed i Dhaka at skulle ud og finde den der ting til køkkenet, de der varme bluser til pigerne, og de bedste bøger til læsning. Kvalitet er jo i den grad en mangelvare på disse kanter i Asien, og jeg orker bare ikke at skulle bruge timer på at finde fx sengetøj i god kvalitet igen. Derfor var jeg lidt stejl.

Så fra at de tre havde gået og hygget sig gevaldigt, kom jeg hjem, der skulle pakkes, og pludselig var stemningen desværre en anden. Efterhånden som weekenden gik måtte vi - Jens!? - sande, at der var behov for en fjerde kasse til vores ting, og at nogle større ting blev sorteret fra til sidst.

Nu er kassernes indhold registreret og vurderet, og kasserne er afhentet. Indrani mødte mandag morgen og sagde: "I feel like I die little by little when I see all the things disappear". "I know what you mean", kunne jeg kun mumle tilbage, for jeg vidste lige, hvad hun mente.