På sight- og siteseeing til Sri Lankas østkyst

Denne weekend tog familien for første gang til østkysten. Jens har været der før, men ikke vi tre andre. Der er et pænt stykke vej til vandet i øst. Her måler vi afstand i tid, og til kysten er der cirka fire timers kørsel, og det vel at mærke fire timer på elendige veje. Til gengæld var der ikke megen trafik. I får lige et billede af, hvordan vi tilbragte i alt cirka seks timer i lørdags og fire timer i går, søndag. Jens og Ranjith sidder foran.

Det her - rismarker = paddy fields - så vi næsten overalt østpå. Læg mærke til hvor fladt det er. Desværre ser vi ofte personer med en dunk på ryggen og en sprøjte i hånden gå rundt i rismarkerne og sprøjte - sandsynligvis noget kemikalieværk mod utøj. Ingen økologi her.
Dem her - teaktræer - så vi også rigtigt mange af. Teaktræer er også dyre her bl.a. fordi de vokser så usandsynligt langsomt. Men flotte er de.
Sådan her kan man også bo.
Og et lidt mindre hus på landet.
Her er så indkørslen til M.T.Højgaard sitet og en af årsagerne til vores tur østpå. Vi ville over og se de havne, som M.T.Højgaard bygger i Oluvil. På vejen var vi på besøg på et stenbrud, hvor M.T.Højgaard springer sten, hvorefter de kører dem til havnebyggeriet i Oluvil. 167 lastbiler kører i døgndrift med sten syv dage i ugen de cirka 70 km til Oluvil! Oluvil er udelukkende et muslimsk område.
Her en af de mange, mange kæmpe maskiner, som havneprojektet kræver. Sarina og Stella prøvede begge at køre den. Lidt drengerøv er man vel altid.
Imponerende "skovl".
Køerne, gederne, hønsene, hundene og kattene levede her og der og alle vegne - også midt på gaderne.
Her et stykke smukt natur, som vi kørte fordi på vejen hjem til Kandy. Sri Lanka er altså utrolig med dets forskellige natur og kultur, det fik vi endnu engang slået fast på vores tur.
Hvad vi ikke har billeder af er M.T.Højgaards årlige julefrokost, som blev holdt i Ampara. Her havde et par af M.T.Højgaard gutterne kreeret den helt store danske frokost med sild og karrysalat, leverpostej, grønkål, and m.v. samt en fantastisk ris a la mande. Mmm, siger jeg bare.

Vi havde en helt igennem god tur med sightseeing i det østlige og siteseeing på et imponerende havneprojekt - og med god mad. Så pyt skidt med de mange - kedelige - timer på bagsædet af jeepen.

Skadedyrsbekæmpelse rundt om vores hus

I fredags, den 27. nov. 2009, blev det igen tiden til at forgifte grunden rundt om vores hus. Vi får det gjort sådan cirka hvert halve år, når antallet af dyr indendøre stiger så meget, at vi føler, at de er ved at overtage huset.

Her ses de to mænd og de maskiner, som de benytter. Dette er inden, at de tager masker og briller på og tænder for "røgkanonerne".

Her er den første mand på vej op til vores hovedindgang og tænde for røgkanonen.
Begge mænd er nu i gang med at indhylde huset i gift og røg. Sarina og jeg er på vej væk i bilen, da det lugter lige så forfærdeligt, som det sikkert er farligt. Gartneren får fri, den halve time det står på. Indrani valgte at gemme sig indendøre bag lukkede døre og vinduer.

Nyt om den uventede skoleferie

Siden jeg skrev til jer i fredags er der sket det, at landets sundhedsminister har udtalt, at den kære Chief minister fra Central provinsen slet ikke har kompetence til at bede skolerne om at lukke på ubestemt tid. Sundhedsministeren sendte i mandags en flok læger fra Colombo til Kandy for at mødes med fagfæller her og drøfte risikoen for en H1N1 epidemi i vores provins. Hm, måske det skulle være gjort før alt andet!?!

I dag, torsdag, kender vi stadigvæk ikke resultatet af mødet mellem lægerne. Sundhedsministeren har endnu ikke sagt noget, men forventes at melde ud inden weekenden, om børnene skal begynde igen på mandag. Intet nyt er også nyt.Jeg tror nu ikke, at det ændrer noget for Sarinas vedkommende. Hendes skole har tilsyneladende besluttet sig for at holde lukket indtil den 28. dec. 2009.

Sarina slår tiden ihjel med Twilight-quatrologien af Stepanie Meyer. I alt 2.250 sider på engelsk. Hun holder igen med at læse, for at trække spændingen ud.

Om aftenen snupper Sarina og jeg lige et afsnit eller to af Livvagterne, sæson 1. Den

fik vi af mormor og morfar og er meget optaget af den. Også her prøver vi at trække det ud, så vi har til lidt flere aftener.

På billedet ser I også vores ynglingsfotoalbum fra min lillebror og hans kæreste, som også er den kreative sjæl bag. Albummet er lavet "fra bunden" med farveafstemninger og temaer og er vores absolutte favorit. Det ligger altid fremme i stuen, så alle kan se det.

Uh, ha, gode bøger og film - og billeder af familie og venner - kan man aldrig få for mange af.

Det hele mugner

Vi har en form for efterår her også. I oktober begynder det så småt at regne, det fortsætter i hele november og skulle gerne stoppe engang i december. Sidste år så vi stort set ikke regnen i oktober, kun om aftenen i november og den stoppede brat midt i december og blev efterfulgt af tre måneders tørke. I år er indtil videre anderledes. Vi har faktisk ligefrem gråt vejr hele dage ad gangen og regn stort set hver dag. Til gengæld har vi stadigvæk varmegraderne, og solen skinner også hver dag, så vi klager ikke.

Og dog så klager jeg lidt, for det fugtige vejr betyder to væmmelig ting: 1) dyrerne trækker ind i huset og 2) fugten trækker gennem huset - og vores ting. Sko, bælter, puder, papirer mugner og lugter. Nogle gange kan jeg vaske det af og lufte tingene, for at forhindre, at det sker yderligere, men andre gange ryger det lige i skraldespanden.

Dyrerne synes åbenbart, at det er rarere at bo her indenfor end ude i regnen i junglen, så de hygger sig rigtigt med hinanden i vores skuffer, på borde og i vores mad, hvis de kan komme afsted med det. Vi kan ikke efterlade mad på bordet i to sekunder, uden at noget "udefinerbart" begynder at bevæge sig.

Jeg har absolut intet mod regnen - varmen og solen er her jo, men fugten og dyrerne var jeg gerne foruden. På fredag kommer der et firma og sprøjter vores grund med "vitaminer" (læs giftstof), så håber vi på, at det hjælper. Og så håber vi på at se solen lidt mere jo længere hen i december vi kommer. Vi kan kun håbe.

Dhaka i sigte

Kære alle.

Jeg ved det godt. Jeg har ikke været så stabil til at skrive på det sidste, simpelthen fordi vi ikke rigtig har været nogen nye steder. Men det betyder ikke, at der ikke sker noget i vores liv, for det gør der i den grad i øjeblikket. Vi har taget en beslutning om til februar 2010 at flytte til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.

Dér er et stort vandprojekt, som Jens skal starte op, en - efter sigende - fantastisk amerikansk, international skole til pigerne, og nye muligheder for mig. Pigerne har set skolen og faldt for den med det samme. 40 nationaliteter går på skolen, som næsten udelukkende har amerikanske lærere. Læs evt. vores blogindlæg om Dhaka

Jeg har besluttet mig for så hurtigt som flyrejser og logistik tillader det at færdiggøre min coach-uddannelse i Danmark til foråret, for så at fungere som coach for de mange expats, som lever i Dhaka. Modsat her i Kandy, hvor vi er stort set de eneste hvide, så er Dhaka fyldt med expats, heriblandt ca. 3.000 amerikanere og 150 danskere, og et større antal af mange andre nationaliteter. Måske vil jeg også komme til at arbejde for Jens og MTHøjgaard med kommunikation og administration.

I Dhaka venter der os et helt andet expat-liv. Forskellene er tilsyneladende mange, men det vigtigste er, at vi trives - og det overbeviste vores besøg i Dhaka os om, at vi kan.
Så nu glædes vi over de sidste måneder i Kandy/Sri Lanka og glæder os til vores nye liv i Dhaka.
I forbindelse med skiftet mellem de to steder kommer vi til Danmark en tur på ferie, nærmere bestemt til marts.

Det betyder, at jeg sideløbende med denne vil skrive på en ny blog, kaldet Bastrups Dhaka. Dén blog vil blive anderledes i indlæggene, da jeg har ønske om at skrive om mere dagligdagsoplevelser. Læs første indlæg her.

Uventet juleferie

Som de fleste af jer sikkert ved, så går Sarina og Stella til eksamen i disse uger. Det vil sige, at Stella har haft sine sidste eksamener i dag, mens Sarina skulle have fortsat mandag, tirsdag og onsdag i næste uge. Men...sådan bliver det ikke. Som titlen på indlægget antyder, så har - i første omgang - Sarina - sammen med alle andre skolebørn i Central Provinsen, som er den region vi bor i - uventet fået juleferie.
Lige nu forstår jeg ikke ret meget af bevæggrunden, andet end noget med at 10 mennesker i vores provins er død af H1N1. Vi snakker om en provins med sikkert omkring flere millioner indbyggere. For en dansker, som er vant til influenza og med vane for at tjekke et internet for fakta om sygdomme, lyder det grotesk at sende alle skolebørn hjem på juleferie, afbryde eksamener og aflyse julearrangementer etc. Ikke desto mindre bliver det sådan, siger selveste Chief Minister of the Central Province.
Stellas skole har åbenbart ikke tænkt sig at følge ministerens melding, for hun skal møde på mandag. Men til gengæld er der vildt røre blandt forældrene på Stellas skole. De ønsker ikke at sende deres børn i skole. De er bange for, at de vil blive smittet og dø. Tror de, at H1N1 er forsvundet om 14 dage, fordi børnene i én provins er blevet holdt hjemme?
Et held at man ikke har mindre børn og ikke er udearbejdende.

Nå, men historien er ikke slut endnu, for Sarinas skole har for at kompensere for den for tidlige juleferie bedt børnene om at komme i skole igen den 28. december og fremad. De får dog fri den 31. december, men ikke den 1. januar. Det her er virkelig Sri Lanka, tænker og griner jeg. Buddhisternes svar på jul samt deres nytår ligger i april, så for dem er det åbenbart helt okay at bede børnene møde den 1. januar om morgenen.

Vi får besøg af gode venner fra Danmark den 17. december og frem til lige efter nytår, har planlagt diverse udflugter blandt andet en nytårstur til vestkysten. I praksis betyder alt det her for Sarina, at hun kommer til at gå glip af de sidste to til tre eksamener, for familien har ikke tænkt sig at holde nytår her, for at hun kan gå til eksamen og i skole i disse dage.

Ja, det blev et noget anderledes indlæg på bloggen, men det er nu engang, hvad vi oplever lige i disse dage; hysteri omkring H1N1.
PS. Jeg skulle hilse fra nettet og sige, at H1N1 ikke er farligere end andre influenzaer og kun er dødbringende for folk, som i forvejen er syge.

Sarina på vej i skole i morges (fredag den 20. nov. 2009)

Billederne er taget i morges. Stella skulle møde tidligt og blev kørt af Ranjith, så Sarina måtte tage en trehjuler. Chaufføren her, Richard, er ham vi foretrækker at bruge som taxa-chauffør. Jeg er helt tryg ved at lade Sarina køre alene i skole med ham. En sød og stærk fyr med varme, brune øjne og et stort smil (dog smiler han ikke på billedet). Det er for øvrigt ham, som har døbt mig "The blond in the black jeep". Prisen for at køre med Richard? 200 Rs (=10 kr.) for det, som svarer til 10 minutters kørsel.
Her kører Sarina af sted til skole.

Mormor og morfar på besøg, november 2009

Sidste fredag sad vi alle fire i bilen på vej til Negombo, dér hvor vores ynglingshotel og lufthavnen ligger. Solen skinnede, og humøret var højt, for Mormor og morfar ville lande lørdag morgen ved 9-tiden. Jubiiii. I dag er stemningen en helt anden. Mormor og morfar kørte til lufthavnen torsdag aften ved 22-tiden, så huset er tomt her i weekenden.
Pigerne var knuste, da de sagde farvel, og ja, det var vi andre også, men vi kan bedre forholde os til, at vi ses om fire måneder igen, hvor det for pigerne føles som år. Som Stella sagde aftenen før de rejste, mens morfar puttede hende: "Morfar jeg vil ikke have, at I rejser. Du står en meter fra mig, og jeg savner dig allerede".

Pointen er, at vi har haft det godt i de 6 dage, de har været her.

Vi tilbragte weekenden på ynglingshotellet ved stranden, inden vi søndag eftermiddag kørte retur til Kandy. Pigerne skulle i skole og Jens på arbejde.

På hotellet fik vi badet og hygget, og både mormor og morfar og Stella fik massage. Mormor havde det så godt under massagen, at hun kom til at savle ned i skålen med duftende blomster og vand, som man kan ligge og kigge ned i under massagen (så den skål fik lige pludselig en ny funktion).

I Kandy fik de shoppet og besøgt pigernes skoler. Det er og bliver en anderledes følelse at shoppe her, når der er tale om at bruge 1000 rupees-sedler (=50 kr.). Det føles så voldsomt at konstatere, at man i dag har brugt fx 35.000.

Her ses mor og far i begyndelsen af bymidten.


Den første morgen i Kandy vækkede vi dem med aber, som kravlede rundt i haven og på taget. Den næste morgen vækkede vi dem med plaskende vand i køkkenet, spisestuen og stuen. En vandvarmer under vasken i køkkenet var sprunget, og vand var løbet ud gennem hele natten. Så der blev opsamlet vand.


Den ene dag besøgte vi børnehjemmet Fridsro, hvis varer Nyborgværkstedet vil begynde at sælge til december. Her fik min mor nærstuderet vævene og forholdene. Det var absolut et interessant besøg for os alle.

En anden dag tog vi i bjergene, hvor vi gik tur, badede og spillede bordtennis.
Vi "lejede" os ind hos Rangala Guesthouse, hvor vi nød godt af faciliteterne og den fantastiske udsigt.


Morfar syntes ikke, at vandet var koldt. November er regntidsmåned her og kold, synes vi. Men de fandt det lige tilpas, men de er nu også altid så positive.


Vi fik gået tur i teplantagerne, hvor de berømte igler kravlede på os og sugede sig fast.


Her spiller vi "jorden rundt" i bordtennis.




Ingen ferie i Sri Lanka uden en kølig Lion Lager på terrassen.


På et tidspunkt fik vi besøg af min singalesiske veninde. Her prøvede mor og far, hvad det vil sige at kindkysse - noget som jeg ikke tror, at de har prøvet før. Lad os bare konstatere, at det lå dem ikke naturligt at gøre det (ti, hi). Pigerne og Jens skreg af grin, da jeg fortalte om det, for de kender morfar og hans smækkys.

Traditionen tro fik vi spillet 500 (en tradition, der opstod i USA, hvor Stella lærte kortspillet). Vi har grinet, hygget og snakket - drukket og spist godt forskellige steder og herhjemme på terrassen og ved spisebordet. Vi har med andre ord haft det godt og råhygget, og det kan man aldrig få nok af. I weekenden her læses der lektier (eksamen er i næste uge), ses dvd og trøstespises af de slikposer, som mormor og morfar havde med. Bevidst eskapisme er tilladt.

Weekendtur til bjergene, 1.-2. november 2009

"Vores" hus i den forgangne weekend. Nydeligt, ikke?

Denne weekend tog vi en tur i nogle bjerge, hvor vi aldrig har været før. Nu er bjerge måske rimelige ens at se på, især hvis de er beklædt med grønne og lave te-buske, men alligevel kan vi ikke få nok af at se ud over de bølgende, grønne tæpper. Denne gang boede vi sågar ud til en sø, eller rettere et reservoir af vand (det lyder nu bedre med sø).

Det er et firma, Tea Trail, som har opkøbt fire bungalower, der tidligere var ejet af teplantageejere (http://www.teatrails.com/index.htm). De har så moderniseret husene og lejer værelserne ud, så hver bungalow fungerer som et lille hotel med 5 værelser. Personalet forekommer at være specialiseret i "vestlændinges" krav om kvalitet og service, så for en forholdsvis pæn pris sørger personalet for at give gæsterne, hvad de vil have. Et luksusophold var det i alt fald - sikkert med den bedste morgenmad vi indtil videre har fået serveret. Friskpresset juice (frugt efter eget valg), hjemmelavet marmelade, friskbagte pandekager med gylden sirup etc.

At komme ud på terrassen om morgenen, kigge ud over søen og indtage sådan et morgenmåltid i en behagelig bjerg-temperatur, ja, det er luksus.

Baghaven og husets terrasse med udsigt over søen.
Der ventes med længsel på den næste ret, selv om vi slet ikke nåede at blive sultne mellem måltiderne. Især stedets Tea-time-anretning ved 17-tiden var et fantastisk måltid med små sandwiches, scones og kager - og te af mærket Dilmah (mit ynglingsmærke - kan man købe det i Danmark?).
Så spilles der kroket - eller Hannah Montana-kroket, som Jens døbte det, fordi der blev danset og sunget en del mellem slagene.
Et syn fra vores travetur i teplantagerne.
Det er hverken Østrig eller Sverige - det er et bjergområde i Sri Lanka.

Ellers tilbragte vi tiden med at spille kroket og gå tur i te-plantagerne - og så lige lidt lektielæsning her op til eksamen. Stella har læseferie, og Sarina går i skole, men skal også til eksamen næste uge igen. Sarina har lidt af et dilemma i øjeblikket, da quattrologien om vampyrer af Stephenie Meyer trækker i hende hele tiden. Hun begyndte på den for en måneds tid siden, men kunne ikke rigtig komme ind i den og syntes, at den var for svær på engelsk. Så så hun og jeg filmen, og hun gav bogen en chance mere. Siden har hun været begravet. Godt bøger er så billige hernede.

Her er vores del af huset med adgang til egen have. I højre hjørne skimtes Stella og jeg under lektielæsningen.

Julestjernerne er lidt større her end dem i vindueskarmene i Danmark.

Stellas indlæg: Sportsmeeting

Fredag den. 30. oktober holdt skolen deres årlige "sports meeting."

Skolen har delt eleverne op i 4 farver (huse) hvor de kæmper mod hinanden.

Der er rødt hus, grønt hus, gult hus og blå hus.

Jeg er i gul hus!

Ved sportsmødet skal eleverne kæmpe mod de andre børn på deres alder. De bliver så delt op

i deres køn.

Det her er de normale sportsgrene som eleverne skal deltage i: 50 m, 100 m, 200 m, stafetløb, højdespring og længdespring.

I forhold til elevernes køn og klasse ser det sådan her ud:

Under 9, girls and boys- Nogen 2 klasser og nogen 3 klasser.

Under 11, girls and boys-Nogen 3 klasser, 4 klasser og et par 5 klasser.

Under 13, girls and boys-Nogen 5 klasser og 6 klasser.

På det billede I kan se nedenunder, kan I se mig stå oppe på sejrsskammel.

I kan også se, hvilken plads jeg kom på!

First place, under 11 girls, Long jump.

Det er dejligt man kan bruge sine lange ben på noget fornuftigt.

Min diplom og medalje.

Alle eleverne ventede spændt på om de ville få en pris eller ej.

De ventede også på at få at vide, hvilken plads deres hus kom på.

Det endte så med at gult hus(det hus jeg er I) kom på 2 pladsen.