Mias sari

Her ses Mia iført sin sari - en sari i Kandyan styl. Der findes groft sagt to slags sari'er her på øen: Den indiske og kandy-stilen. Dét der kendetegner kandy-stilen er bl.a. det lille ekstra skørt uden på det lange skørt samt stykket hen over skulderen, som er et seperat stykke. Den indiske sari er ét langt stykke, der snoes først om livet og til sidst kastes resten af stoffet hen over skulderen. På den måde har man mere stof foran.
I Kandys gadebillede ser man hundredevis af sari'er i alskens farver og materialer. En sari er hverdagstøj for mange buddhistiske kvinder. Som tidligere nævnt kan det i visse anledninger være tvunget for kvinden at bære sin sari fx i folkeskolerne, når de skal hente børnene eller til møder. Nogle arbejdspladser har også sari'er som uniform.
Jeg synes, at den er irriterende at gå i. Jeg kan ikke tage lange skridt, gå på trapper uden at løfte op, og det meget stof rundt om benene giver en utrolig varme. Desuden forsvinder min bevægelsesfrihed for armene, da det der stykke hele tiden hænger i vejen eller falder ned.

Fødselsdagsfest på Citadel

Festens 20 gæster var inviteret til Hotel Citadel til BBQ-buffet i den åbne pavillon ved poolen. Buffeten var suppleret med Bastrups livretter: Sushi til Mia, pasta til Stella og Sarina og is til Jens.

Gæsterne var en blanding af fastboende udlændinge og nuværende expats - som kom fra både øst og vest for Kandy.

Midt under festen dukkede Mexico op i form af fire musikere, som spillede. Ja, hvorfor ikke? Når den amerikanske buffet kan indholde japansk sushi, kan vi vel også synge med på spansk/mexikanske sange.

Børnene havde poolen for sig selv og hyggede sig gevaldigt. Fra venstre: Stella, Poppy, Sarina, Hamish og Peter.

Det virkede så fint med fest på dagen, på vores stamhotel, i pavillonen, hvor vi godt kan lide at være - omringet af de venner vi har her. Det var lige sådan, jeg ville have det.

Mia, 40 og Buddha

Jeg fylder 40 år i dag. "Og hvordan har jeg det så med det?" Dét spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg lå tæt på midnat og ventede på, at Jens skulle komme hjem fra Colombo. "Ok", tænkte jeg. "Alle dem jeg elsker er sunde og raske og glade". På den anden side "GISP. 40 år lyder alligevel af meget, meget mere end 30 et eller andet. Eller gør det?". "Ok, hvad vil jeg nå, og hvad vil jeg evt. ændre, når nu jeg træder ind i 40'erne?". Jeg har nogle ting jeg gerne vil, og nogle få ting jeg gerne vil ændre. Og så faldt jeg i søvn.
Da jeg vågnede i morges med fødselsdagssang og kiggede ind i øjnene på Jens og pigerne - og en halv meter høj Buddha i maghognitræ - tænkte jeg, at det absolut var fantastisk at fylde 40 år.

Her har I så min fødselsdagsgave. Jeg har døbt ham "Den smilende Buddha", for han har bare det mest dejlige og beroligende smil, jeg nogensinde har set en buddhafigur have. Jens mente, at efter vores tid her, vil buddhismen altid være en del af mit liv. Ikke som religion, men som filosofi. Om Jens så også mener, at han kan have en beroligende effekt på mig, skal jeg ikke kunne sige.

Under min løbetur, bl.a. forbi det lokale yogacenter stod der på deres udvendige tavle: "Thougth for today. When you are angry, a great deal of energy is used up and wasted. Use energy wisely". Ja, og det var så lige nøjagtigt én af de ting jeg ville arbejde med: Min utålmodighed. At bruge den konstruktivt. Jeg har forsøgt det i længere tid, men nu stod "løsningen" dér sort på hvidt. (Nå, så enkelt er det nok ikke)

Om lidt går pigerne og jeg ind og klæder os om, da vi skal til min fødselsdagsfest på vores lokale hotel, Citadel. Jeg har inviteret en flok mennesker, som jeg godt kan lide, og jeg glæder mig til at fejre dagen med dem.

På mandag letter flyveren med retning mod Danmark, hvor alle de mennesker vi holder af venter på at få besøg af os. Næste fredag står den på frokost med min elskede mor, som jeg for en gang skyld får helt for mig selv. Så ja, der er masser at glæde sig over - og være taknemlig over (som de dyrker meget at være her).

Nu er det så også kommet så vidt, at jeg sidder her og blogger om nogle af mine inderste tanker, men det er nu et bevidst valg.

Ifølge buddhismen skal man ikke søge. Man skal være åben og se, hvad der kommer til én. Med min smilende Buddha ved min side vil jeg med åbent sind vandre videre og se, hvad 40'erne byder....

Nå, festen kalder.

University of Peradeniya

Jeg har tilmeldt mig en kursusrække om religion på Peradeniya Universitet. Universitetet ligger lige uden for Kandy, på vej til Jens' arbejde. Kursusrækken udbydes under "Faculty of Art". Den første forelæsning hed "What is Religion?" og var uhyre interessant. Forestil jer at skulle drøfte hvad religion er i en forsamling med singalesere, hinduister, muslimer, buddhistiske munke, professorer og så et par "halvkristne" expats. Oplægsholderen - Dr. et eller andet - var heldigvis et meget åbent menneske og var helt med på, at vi expats spurgte til, om man ikke kunne forestille sig at være religiøs uden at have en religion, eller at cricket jo faktisk er en slags religion i Indien. Desværre sagde munkene ikke så meget. Nå, jamen, ja, jeg kommer vidt omkring under min ledighed her i landet. Herligt!
Jeg fandt ud af, at børn fra internationale skoler (og dem er der mange i landet) ikke må gå på universitetet, fordi det er et lokalt og offentligt universitet. Så det er derfor, at dem jeg snakker med har store børn gående på universiteter i Thailand, Indien, England etc. Der arbejdes fra regeringens side på en løsning med private universiteter for børn fra internationale skoler på Sri Lanka. Det lyder da som en start. Hvilket andet land vil ellers frivilligt sende "sine kloge hoveder" ud af landet i en ung alder?

Billedet er taget her til morgen og viser et af de mange smukke og gamle træer, som netop nu står i fuldt flor med deres flotte, store og gule blomster.

Blot lidt ekstra info:
PS. Universitetsparken har sin eget tempel.
PPS. Universitetet har et kollegium for kvinder og et kollegium for mænd.

Weekendtur til Mahatenne House

Mahatenne Houses veranda. Man kan nemt forestille sig, at det bedre engelske borgerskab i form af teplantageejeren/familien har siddet her og kigget ud over sin ejendom og teplukkerne.
Solnedgang fra verandaen. Smukt, ikke?

Vi har prøvet Bowlana House og Rangale House. Nu kom turen til Mahatenne House. Hvad snakker jeg om? Jeg snakker om at booke gæstehuse med få værelser til overnatning. Med i prisen får man mad, køkkenpersonalet og en tjener, som sørger for én. Som regel har man huset for sig selv, og fælles for alle tre huse er, at de ligger utrolig naturskønt i bjergene. Mahatenne har flere værelser, men vi var de eneste, som havde booket os ind i weekenden, så vi fik huset for os selv. Det vil sige, at vi kunne boltre os i poolen og på tennisbanen, lige som vi havde lyst.

Et af Mahatennes store plusser er adgang til "eget" vandfald. Vi gik ca. 10 minutter ned af en masse naturtrapper og endte ved dette smukke vandfald med dejligt rent vand, omend lidt køligt. Det var skægt og anderledes i forhold til alle poolsene.

Her er Jens og pigerne på vej ind under vandfaldet. Det var en hård omgang massage.

Tilbage til poolen, der havde vandrutschebane. Det har vi ikke tidligere set på Sri Lanka.

En dejlig og afslappet weekend med tid til fysiske aktiviteter, kortspil, snak og bare være til.

Papayaplanten/palmen

Kaffeplanten

Her ses nogle umodne (de grønne) bønner, modne (de røde) og udtørrede (de sorte) kaffebønner.

Fortsættelse på "Kandy upside-down"

Et af de forrige indlæg fra denne måned handler om, at Kandy er ét stort trafikkaos pga at Templet i byen den 6.-16. marts viser Buddhas hjørnetand. Normalt er den jo dækket til med syv guldbelagte skrin, formet som mini-templer. Faktisk var det - pga strømmen af mennesker, som gerne ville se tanden - besluttet, at man skulle vise tanden i yderligere en dag. Så langt nåede man dog aldrig.

Lørdag valfartede buddhister til Kandy fra nær og fjern i så stort et antal, at byens trafik gik i stå. Ambulancer kunne ikke komme hverken frem eller tilbage, ældre, babyer og sygelige, som stod i kø for at se tanden kollapsede i gaderne. Simpelthen kaos, har vi fået at vide. Politiet tog affære og stoppede øjeblikkeligt for visning af tanden midt på dagen, og brugte ellers kræfter på at forsøge at løsne op for trafikken, så byen kunne rømmes. Der gik rygter (eller sande udsagn?) om, at Tigrene var i byen og på vej ind i templet (der er blevet sprængt i luften én gang tidligere). Så spredte panikken sig for alvor. Siden lørdag middag har inden fået lov til at se tanden. Tanden er tilbage inden under de syv dagobaer. Mandag var byen normal igen.

Stellas 9 års fødselsdag i Bentota

Stellas 9 års fødselsdag holdt vi ved vestkysten, syd for Colombo på Bentota Beach Hotel. Her holdt MTHøjgaard sit årlige "area meeting" dvs. regionsmøde for sydvest afdelingen. Det blev en weekend sammen med mange andre børn, masser af sol og vand og godt selskab.
Pigerne sammen med svenske Clara fra Indien. De snakker engelsk sammen, da det er nemmere for alle parter at forstå. Nu har de dog lært at sige: "Jæ hetter..."

Forfra: Sarina, Stella, Clara, Jens og (rosinen i pølseenden) Mia. Sådan lagde viikke ud med at sidde, men efter et styrt på åbent vand var det sådan vi kom op på bananen igen.

Køreturen

Tidligt fredag morgen kørte vi hjemmefra. Det kan tage sin tid at køre de forholdsvis få kilometer, der er til Bentota, der ligger noget syd for Colombo. Som "i de gamle dage når vi kørte til Italien" havde jeg pakket blade fra Danmark ind og gav til pigerne på bagsædet. Olivia og Wendy-blade gør en køretur mentalt kortere. Vi kunne vejen til Colombo, men derefter var vi noget usikre på at dreje sydpå. At skrå ind over fra hovedvejene til Colombo og sydpå er den rigtige vej, når man vil uden om Colombo. En af Jens' kolleger havde udstyret os med et håndtegnet/skrevet kort. GPS er uden værdi her, skilte er der rigtigt mange af, men det er mest reklamer og forretningerne, som bruger disse. Templer er der overalt, og rundkørslerne og byernes "clock towers" ligner til forveksling hinanden, så pejlemærker er ikke nemme at finde. Der er ingen store IdeMøbler lige hvor man drejer, eller et byskilt, som fortæller, at du nu er kørt inden for Xkøbings bygrænse. Så et håndskrevet kort, bilens kompas, tre pigers opmærksomhed på alt hvad der kan ligne et pejlemærke samt Jens' evner i at køre hernede og tage en hurtig 180 graders drejning gjorde, at vi kom frem efter 5 timer (hvilket var beregnet tid). Undervejs fik vi endda kvalificeret kortet, så vi kunne finde hjem også.

Det er altid spændende at køre bil her. Man oplever overhalinger i fjerde vejbane (som ikke er der), busser som kører lige mod dig (og de er ikke spøgelsesbilister), biler med røg ud af udstødningen, som forhindrer én i at se 2 meter for sig, tuk tuk'er som kører midt på vejene og spærer det hele med deres lille "krop". Sidst men ikke mindst de titusinde hunde, som vader rundt ude på vejene eller ligger halvvejs ude på vejene og sover ganske roligt. Der er mange hensyn at tage. Et af de sjoveste pejlemærker vi havde, var en død flyvende hund (flagermus), som hang i strømledningerne på en af de små veje, man bare skal huske at dreje ned ad for at komme det rigtige sted hen.

Fødselsdagen

Sarina og Stella vil gerne, at vi aftenen før fødselsdagen kysser dem godnat og siger "Godnat, Sarina, 10 år" og så vækker dem næste morgen med "Godmorgen, Sarina, 11 år". Sådan gør de også i Karla-bøgerne. Det gjorde vi selvfølgelig også her, så Stella blev vækket med morgensang og "Godmorgen, Stella, 9 år". Blandt gaverne var "fede" Converse støvler (kopi), et ur og den længe ventede dvd High School Musical 3, som mormor og postvæsenet havde sørget for, at Sarina kunne give Stella. (TAK til mormor!). Pigerne har en dvd-kopi hernede med spanske! undertekster. En af de kopier, hvor man kan høre sidemandens slikpose knase.

Efter morgenmaden med svensk! fødselsdagssang var det tid til vandsjov. Familien havde meldt sig til en tur på bananen efter speedbåd. Wauv, det var sjovt. Om eftermiddagen tog vi et lynkursus i dykning i hotellets pool. Det var også sjovt. Ellers blev weekenden for pigernes vedkommende tilbragt i poolen med Clara fra Indien, Lisa og Mads fra Bangladesh og Lærke fra Maldiverne. Før aftensmaden var der biograf på vores hotelværelse med HSM3. Efter Stellas elskede "plain spaghetti" til aftensmad var der mere eller midnre udsolgt. Vandet efterlod trætte og røde øjne.

Stella fik holdt sin fødselsdag helt i tråd med det liv hun har her med hoteller, vand, børn fra andre lande og hendes elskede buffetter med pasta og brød. Hun tager i alt fald ikke nogen singalesiske livretter med sig hjem ;-D Vi har lovet hende en gang take-away fra Pizza Hut i den kommende weekend. Efter ferien i Danmark vil hun dele dansk slik ud til klassekammeraterne. SÅ har hun også holdt sin fødselsdag, som hun gerne ville hernede. Hun håber så på en lille fødselsdagsfest i Danmark.

En anderledes sammenkomst

Søndag aften var jeg inviteret til uformel kvindekomsammen. Eller det var, hvad jeg troede. Sammenkomsten havde dog snarere karakter af et feminist-møde, hvor dagsordenen tilsyneladende var at finde sammen om at arbejde for ligestilling på forskellige områder. Mødet var ustruktureret, og der var flere dominerende kvinder tilstede, der talte deres egne sager. Når så det er sagt, må jeg sige, at historierne på mødet i den grad var en øjenåbner for mig og samtidig gav mening til nogle af mine forundringer og oplevelser. Det skal siges, at vi var i alt 16 kvinder, og at disse repræsenterede alt fra rige husmødre over business-women til universitetslektorer (jeg var den eneste rigtige expat). Absolut interessante og spændende kvinder med intelligens og evner til at formulere sig.
De fortalte om utilfredsheden med, at kvinder SKAL bære sari, når de er på børnenes skole (der er her tale om offentlige skoler). Om diverse offentlige papirer, der skal udfyldes, men hvor der kun er plads til kvinders navn, mens mændene skal udfylde titel, firma etc. Om manglende kvinder inden for politik og bestyrelser. Manglende ligeløn etc. etc. De fortalte også om, hvordan de omgås og udnytter de mange uskrevne og skrevne regler for kvinder. Danske kvinder kan selvfølgelig nikke genkendende til problematikker som manglende ligeløn, men her er de altså bare mange, mange skridt bagud. Faktisk nævnte oplægsholderen (en universitetslektor, som havde undersøgt repræsentativitet af kvinder i politik), at Skandinavien var et foregangsland for dem.
Vi brugte en del tid til at diskutere påklædning, fordi der er så meget signalværdi i det her. Jeg har tidligere fået at vide, at der lægges mærke til, at jeg går med shorts og nederdele (som kun går til lige over knæet). Jeg går også med toppe, altså ærmeløse t-shirts. Alt andet er for varmt, synes jeg. Som sagt lægges der mærke til det, mens ingen tilsyneladende skænker det en tanke, at sari'en (når den bæres som "Kandyan styl") tillader at se et bredt stykke af mave og ryg (og det uanset mavens størrelse), mens benene totalt er dækket til. Sari'en er også rimelig dyb i sin udskæring både for og bag, men det mener de dækkes af sari'ens slør, som svinges over den ene skulder. Personligt synes jeg, at mange af kvinderne er flotte i deres sari'er, men jeg mener også, at sari'en er upraktisk, varm og... stopper udviklingen for kvinden. Her er jo ingen mode. Ingen "in-farver". Ingen "in-snit". Mændene har smart hår, smart tøj, mens kvinderne har sit hår flettet ned langs ryggen og er iført sari. Sari er derfor for mig at se en spejling af kvindernes plads i samfundet. Hun rokker sig ikke ud af stedet. Har det samme på, som for hundrede af år siden.
Hvad det endte med, skal jeg ikke kunne sige, men aftenen gav mange gode input, og jeg var glad for at være tilstede og høre udsagn fra nogle andre kvindetyper end jeg normalt oplever her.

En af Kandys hovedgader

Kandy upside-down

Det sker hvert femte år - og det er i år - at de buddhistiske munke løfter de syv dagobaer, som skjuler Buddhas hjørnetand og viser den frem for offentligheden. Helt præcist sker det fra den 6. til 16. marts 2009 kl. 13 til 17. Kandy bymidte er ét stort trafikkaos med busser og mennesker fra nær og fjern, som valfarter til Temple of the Tooft for at stå i kø i timevis for at se tanden i et halvt sekund. De er alle sammen klædt i hvidt, samme dragt som bruges til festivalen i august. De står i kø; én kø hele vejen rundt om søen og én langs gaden, der fører til templet. For os betyder det ren praktisk, at vi ikke kan købe alkohol og kød i de 10 dage. Ingen har formået at forklare mig sammenhængen, men sådan er det. Det samme skete på valgdagen og dagen efter valgdagen, her måtte der heller ikke sælges alkohol.
Stella på vej til fødselsdag på Pizza Hut. Besøgende fra templet går den modsatte vej. Alle klædt i hvidt, som man skal, når man går i tempel. Stemningen var rigtig god, afslappet og glad.

Her ses Sarina, Poppy og Peter på vej til fødselsdagsfesten.

Masser af militær, soldater og politiet passer på og styrer trafikken i bymidten.

Og så en sjov lille historie om hjørnetanden. For mange, mange år siden var der en forfærdelig tørke i Kandy. Folk, specielt ældre døde. Munkene bad og spurgte til, hvad de skulle gøre. De endte med at åbne for hjørnetanden, og så begyndte det at regne. I går hed det sig derfor, at vi ville få regn. Det skal lige siges, at vi ikke har haft regn siden begyndelsen af december, så vi trænger til det. Da de åbnede til tanden kl. 13 skinnede solen fra en skyfri himmel og termometeret viste de sædvanlige nogen og 30 grader. Sidst på eftermiddagen samlede skyerne sig, blev mørkere og mørkere...og så regnede det! Regnen ophørte dog hurtigt, og i dag skinner solen igen. Men buddhisterne fik ret, vi fik regn, og det har regnet hver eftermiddag siden.

Fridsro børnehjem lidt uden for Kandy

Bag denne port gemmer sig næsten en lille landsby midt i et smukt stykke natur. Dette er indkørslen til børnehjemmet Fridsro, der ligger en times kørsel fra Kandy. Dér var jeg på besøg i sidste uge.

Børnehjemmet er grundlagt i 1972 af Pastor Jacob Perera og hans svenske kone Anne Greta. Hjemmet er baseret på kristne principper. Over de sidste 30 år har hundredvis af hjemløse og underpriviligerede børn boet på Fridsro.

I dag bor her 61 børn (fra 9 måneder gammel til 40 år gammel) og 7 gamle. De gamle bor i "Elders Home", som er en slags ældrecenter. Ham på 40 år er blind og underudviklet. De fandt ham i junglen, da han var 10 år gammel. Dér har han tilsyneladende boet siden han var spæd.

Hjemmet betaler børnenes logi, mad, skole og senere uddannelse, indtil de er færdiguddannede og har fået job, så de kan klare sig selv.

Fridsro har bl.a. deres eget væveri, hvor lokalsamfundets kvinder er ansat og væver smukke tekstiler. Deres syværksted benytter tekstilerne til at sy duge, sengelinned, håndklæder, toiletpunge, tasker m.v.

Varerne sælges i Fridsros butik i Kandy by. Pengene fra salget går ubeskåret retur til børnehjemmet og børnene. Det var faktisk via et besøg i denne butik, at jeg blev bekendt med Fridsro og hele konceptet. Det var vores ven, præsten fra Skotland, som viste mig butikken. Siden har jeg handlet mange ting der.

Anne Greta døde for to år siden. I dag køres børnehjemmet af Jakob Perera, hans søn og en pastor.

Her er et billede fra væveriet.

Her er et billede fra Fridsro butikken i Kandy by. Det eneste sted på Sri Lanka, hvor man kan købe toilettasker. 20 kr for den største. Tekstilerne ses i baggrunden.

Her ses sengelinned og duge.

Nu er jeg jo ikke det mest kristne menneske og havde derfor mine forbehold under rundvisningen, hvor jeg blev indviet i alle de ting, som Gud havde skabt og ville med dette hjem. Ikke desto mindre gør det dybt indtryk at snakke med mennesker, som i den grad helliger deres liv, tid, energi og hjerte i at tage sig af børnene. Fx kan jeg fortælle, at pastoren blev opsøgt af en af de tidligere børn fra hjemmet. Han var på vej til Colombo. Han snakker med pastoren og fortæller, at han godt kunne bruge lidt mønter til turen. Pastoren tømmer sin pung (jeg mener tømmer!) og siger, at Gud vil sørge for, at der kommer nye penge i den.

Du kan læse mere om Fridsro på http://www.fridsro.org/

Jeg har købt en del af deres varer, som jeg tager med hjem til april med videresalg til jer for øje.

Pigerne med Indrani i køkkenet

Pigerne er blevet glade for de singalesiske, hjemmelavede chips ved navn "Papadam". Her er de i køkkenet og hjælpe Indrani med at "oliestege" dem. Indrani står på sin uundværlige skammel, som gør at hun kan røre i gryderne, som står på bagerste blus. Hun er lige så sød, som hun ser ud til på billedet.

Risplanten

Ovenfor: En rismark.

Dette indlæg har Stella hjulpet mig med at skrive. Hun har nemlig haft om risplanten. Her ses den. Risene indeni er ikke modnet helt endnu.

Ris er en slags græs. Den skal sås hvert år og kan bliver cirka 1,2 m høj. Der er cirka 20 sorter ris og flere tusinde undersorter. Ris deles i hovedgrupperne ”bjergris”, der kan dyrkes på en almindelig mark og den mest udbredte ”sumpris”, der dyrkes i vand noget af tiden. Sumprisen kræver et varmere klima.

Sumprisen sås i mindre bede og plantes ud på markerne når planterne er 25-50 dage gamle (ca. 40 cm høje).

Alt efter rissorten går der mellem 3 og 9 måneder fra såning til høst. Mange steder er det muligt at høste ris to gange om året. Hvis der benyttes kunstvanding, er det muligt at høste 3 gange om året.

Her på Sri Lanka er vi tæt på rishøsten. Vi har tørkeperiode i øjeblikket.

Sri Lanka bestræber sig på at blive selvforsynende med ris, så de i det mindste ikke skal importere denne vare.