Måske er det første sted, man er udstationeret, det bedste, uanset hvad. Det skal jeg ikke kunne sige, andet end at Kandy har været et fantastisk sted at være udstationeret. Vi har boet så flot og stort i vores hus hér, og omgivelserne findes vist ikke smukkere og frodigere, tror jeg. Og vi lærte nogle fantastiske mennesker at kende.
Hvad vidste vi om Sri Lanka før vi kom? Natursmukt. Det holdt i den grad stik. Borgerkrig. Jep, der blev smidt en bombe
små tre kilometer fra det atletikstadion, hvor Sarina boede i Colombo. Flere bomber blev smidt, mens vi var der. Buddhistisk land. Den er også god nok. Dengang var vi ikke helt på det rene med, hvad det indebar, men det føler vi, at vi er meget bevidste om i dag. Også hvori forskellen ligger mellem buddhismen i teori og praksis.
Hvad havde vi af forhåbninger, dengang for 1½ år siden? Kort sagt at vi ville få en på opleveren. Det føler vi også at vi har fået. Både i Sri Lanka og med turerne til Maldiverne, Indien, Singapore og Dhaka. Turen til Bangkok har vi til gode endnu.
Hvorfor var det nu, at vi flyttede om på den anden side af jorden? Fordi vores piger var ved at blive store og løb fra os som sand mellem fingrene. Fordi hverdagen i Danmark nogle gange føltes for rutinepræget og stram. Fordi vi ville have mere ud af livet.
Med flytningen til Kandy fik vi så sandelig en anden hverdag. Ikke kun pga det personale vi fik ansvar for, men også på grund af en anderledes døgnrytme med lige del lyse og mørke timer året rundt og en gennemsnitstemperatur på nogen og tyve grader. Og på grund af skolens anderledes rytme med fritidsaktiviteter lige efter skole og fri resten af dagen til lektier og fornøjelse. Vi oplevede især timerne fra fire til seks som afslappede, fordi alt det praktiske var gjort (handle, rengøring, vask m.v.) og lektierne var lavet eller tæt på at være lavet. Og så fordi solen og varmen bare er så vidunderlig på dette tidspunkt.
Dér hvor Sri Lanka for alvor overraskede os positivt var ved dens mangfoldighed af muligheder for ture/ferier og rejser. Vi har boet midt i teplantager, vi har slænget os på resorter ved kysterne, og vi har overnattet i hytte midt i nationalparker omringet af vilde dyr. Nordpå kom vi aldrig. Først var der borgerkrig og adgang forbudt, så blev der åbent og folk valfartede dertil, så vi ikke kunne få et hotelværelse, til sidst nedprioriterede vi det.
Vi fik lov til at opleve afslutningen af borgerkrigen - 28 års krig afsluttet lige så militaristisk og brutalt, som den har været undervejs. Valget i januar 2010 bekræftede for alvor den siddende præsidents magt, og ja, jeg er alvorlig talt noget bekymret for de enevældige tendenser, jeg ser praktiseret i øjeblikket.
Mine stærkeste oplevelser er vores kobberbryllup på The Beach i Negombo, min 40 års fødselsdag med alle de mennesker, jeg holdt af, og bestigningen af
Adams Peak, min personlige pilgrimsrejse, som på mange måder var så opløftende; vi var også over skyerne, da solen stod op. Wauv, det syn glemmer jeg aldrig, heller ikke da australieneren begyndte at synge "here comes the sun..."
Jeg endte op med virkelig at kunne lide Colombo.
Den første gang, pigerne og jeg besøgte byen, konkluderede jeg, at jeg var så glad for, at det ikke var dér vi skulle bo. Efterhånden som jeg lærte byen og nogle af dens herlige og farverige personer at kende - især via min udstilling - da oplevede jeg byen helt anderledes. Bevares den mangler kultur, den har ingen storbyaktiviteter, den har ingen teater og museer og smukke parker, men så har den overskueligheden, strejfet af udvikling og nogle dejlige, kreative og dygtige mennesker.
Det absolut værste ved Kandy var skolen - eller de to engelske skoler, som pigerne gik på - eller burde jeg måske skrive kulturen, nej, det kan jeg jo ikke, for det er deres kultur, og den kan der ikke være noget i vejen med. Summa summarium er i alt fald, at det aldrig lykkedes pigerne at få venner i Kandy. De singalesiske børn er hoveder bagud vores selvstændigt opdragne børn, som anser venner for uundværlige til at dele oplevelser og lege med. Singalesiske børn er hjemme hos sine forældre indtil en ret høj alder. De laver lektier og ser Bollywoodfilm. De mere velhavendes børn altså. Læs evt. Sarinas farvel til Kandy
her.
Til gengæld har pigerne mødt så utroligt søde og åbne expatsbørn rundt omkring. De blev venner med Fiona fra Australien, Clara og hendes brødre fra Colombo, Clara fra Sverige/Indien, Poppy og Peter fra England/Thailand, Stephanie og Gabriella fra Cuba/Italien/Afrika. Sjovt at se, hvordan der åbenbart er en fællesnævner mellem expatsbørn, som om de er i samme båd.
En anden skidt ting har været savnet. Savnet af familie og venner har været stort. Når vi har levet her, har det ikke fyldt så meget, eller også er det bare vores forsvarsmekanisme, fortrængningsevne, men når der er sket noget derhjemme - både godt og skidt - så har det gjort ondt, og farvelscenerne har slet ikke været sjove, fordi vi vidste, hvor tomt der er, lige der hvor tæt kontakt fylder ens person ud. Jeg kan ikke lige sige, hvor det er, men jeg kan love jer for, at det kan mærkes over hele kroppen.
Det er blevet til mange små og sjove oplevelser og erfaringer:
Blandt andet kan jeg fortælle, at det mest utidige sted at få et myggestik er på øret.
Jeg har set og oplevet i mit sind, hvor meget et smil betyder, for ih guder, hvor de buddhister smiler meget. Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes noget andet sted på jorden, hvor man under sine løbeture får så mange smil med til resten af dagen.
Jeg har oplevet min indre frustration, når singalesere ikke forstår en brik af et eller andet og jeg inderst inde godt ved, at de ikke kan gøre for det, når nu de ikke ved bedre.
Jeg har erfaret, hvor stik tosset jeg kan blive, når jeg har oplevet singalesere - buddhister - udnytte min godtroenhed og spille uvidne, når de udmærkede vidste, hvad et eller andet gik ud på.
Jeg har konstateret, at der ren faktisk er noget om, at singaleserne ikke kan blive flove.
Ja, jeg kunne blive ved, men skal nok stoppe her, for konklusionen for mig at se er bare, at Kandy har været en stor, stor oplevelse, at Kandy røg lige ind i hjertet på mig med sine mennesker, og at jeg aldrig vil glemme Sri Lanka.
Det store regnskab viser et kæmpeplus og et "har aldrig fortrydt" til vores valg af, at blive udstationerede.
Her et billede fra aftenen på Kolding Bibliotek, hvor pigerne og jeg fortalte om at bo på Sri Lanka (se forrige indlæg). Der kom 76 mennesker, og spørgsmålene var mange. Heldigvis har vi fået mange positive tilbagemeldinger.
Opslag
