fredag den 27. februar 2009

Borgerkrigen kom pludseligt tæt på

Sidste weekend var Sarina sammen med andre elever fra junior- og seniorskolen taget til Colombo til atletikstævne (se forrige blogindlæg). Jens, Stella og jeg tog til Colombo fredag eftermiddag og skulle mødes med Sarina næste dag. Fredag aften blev dog noget anderledes end nogen af os havde forestillet os.

Vi overnattede i MT Højgaards lejlighed lidt uden for centrum. Kl. ca 21.30 stod jeg på terrassen og snakkede i telefon med min far, da strømmen pludselig blev taget område for område. Vi så det tydeligt, for vi befandt os på 8. sal med god udsigt over Colombos' lys. Umiddelbart troede vi, at det var strømsvigt, omvendt var det så kontrolleret. Da vi så, at parkeringsvagterne bad gæsterne i bil om at slukke lyset vidste vi, at der var noget galt. Stella sov heldigvis. Jens og jeg gik ind i et af de andre rum med udsigt og kiggede mod centrum af Colombo og den nordlige del af byen (hvor Sarina befandt sig). Her så vi lyskanoner og antiluftskyts én masse.

Vi blev meget stille. Var godt klar over at der med al overvejende sandsynlighed var tale om et luftangreb på Colombo udført af De Tamilske Tigre. Det har vi hørt om tidligere, men forskellen var, at nu befandt vi os midt i det, og ikke mindst at Sarina ikke var hos os. Vi var ikke engang helt præcist klar over, hvor hun var - kun vidste vi hun boede på et sportshotel tæt på bymidten. Vi forsøgte selvfølgelig at ringe til Sarina, men mobilnettet virkede ikke. Følelserne røg rundt i kroppen og spørgsmålene meldte sig. Vi følte os ikke direkte i livsfare, men eftersom vi opholdt os på 8. etage af en 23 etagers bygning, der ligger som to tvillingetårne tæt op ad hinanden strejfede tankerne da kortvarigt en tidligere terror aktion med lignende bygninger.

Billedet viser antiluftsskyts over Colombo centrum fredag ved 22-tiden den 20. februar 2009. Når man kan se projektilerne skyldes det, at der anvendes såkaldte fosfor-projektiler, der afgiver lys. Derved kan skytten se, hvor hans projektiler rammer.



Det viste sig efterfølgende, at det var LTTE (De Tamilske Tigre) der havde sendt to fly af sted til Colombo med hver sin bombe. Flyene lettede fra junglen i det aller nordligste Sri Lanka og fløj i meget lav højde (ca 70 m) for at undgå at blive opdaget på radarer. Man mener, at målet var Sri Lankas luftvåbens hovedkvarter, som ligger i Colombo centrum, men dette blev ikke ramt. Sri Lankas luftvåben opdagede flyene og skød dem ned.

Et af flyene styrtede ned i en bygning, der huser et skattekontor og detonerede en bombe. Det andet fly styrtede ned nær Colombos internationale lufthavn nord for byen. LTTE har en flåde af små fly, som tidligere er brugt til at gennemføre luftangreb. Regeringen har hævdet, at de har ødelagt alle oprørernes landingsbaner, så fredagens selvmordsangreb kom som noget af en overraskelse.

4 blev dræbt og 44 såret ved angrebet. Desværre var den ene dræbte en 14 årig pige som blot ville se, hvad hun troede var fyrværkeri.

På billedet ses i midten lederen (og stifteren) af De Tamilske Tigre, Mr. Prabhakaran, flankeret af de 2 piloter, som gennemførte luftangrebet på Colombo. Billedet er hentet fra LTTEs hjemmeside.

LTTE er i øjeblikket under hårdt pres af de srilankanske sikkerhedsstyrker, der har fordrevet dem fra hovedparten af de områder, de hidtil har kontrolleret. På kortet er med blå farve angivet de områder LTTE tidligere kontrollerede, og med rød farve den nuværende situation. Vi bor midt på øen.

Stella sov fra det hele. Sarina fik vi kontakt til senere på aftenen. Hun var ved godt mod. Stort set alle børnene havde grædt og holdt sig for ørerne pga larmen fra skyderiet.

Næste morgen var alt som normalt, livet gik videre i Colombo, som jo har prøvet det før.

For os betyder det meget, at der er tale om en etnisk borgerkrig og ikke en religionskrig eller ondsindet terror mod turister som i Mumbai.

Vi fik os en oplevelse, som gjorde dybt indtryk på os, fordi vi nåede at få snerten af angst for, at der skulle ske os noget. Men det gjorde der heldigvis ikke!

lørdag den 21. februar 2009

Sarina til Inter Internationalt Atletikstævne i Colombo

Jeg stammer ikke. Overskriften er god nok. Sarina deltog i weekenden i Colombo i et inter internationalt atletikstævne, dvs. et stævne mellem 20 internationale skoler på Sri Lanka - for junior og senior klasserne. Hun deltog i disciplinerne: højdespring, længdespring, 200 meter, 4x100 meter stafet og 4x200 meter stafet. De tog af sted torsdag middag og kom retur søndag. Det var en lang og varm weekend i Colombo. Stadiet ligger ca. 3 km fra, hvor bomben blev kastet fredag aften sent, så det var en drøj omgang for alle atleterne og trænerne, som samlede alle børnene og guidede dem ned under borde i kantinen. Strømmen i byen var blevet slukket for at hæren bedre kunne orientere sig i luften, og der blev skudt med antiluftskyts, så det var nogle bange børn. Sarina havde det okay og fik snakket i telefon med os senere på natten. Lørdag og søndag tog vi til stadium.


Alt i alt blev det en oplevelsesrig weekend for Sarina. Hun klarede sig flot i sine discipliner. Det kræver dog sin singaleser at acceptere, at der tages så let på reglerne, og at alting tage så lang tid. Én af finalerne kunne hun ikke deltage i, fordi dér lå en af hendes andre discipliner. Under stafet tog en medløber hendes bane. Søndag var de en time om at gøre klar til længdespring EFTER at de skulle være begyndt. Men sådan er det bare her.

En anden ting ved deltagerne som er slående er viljen til sejr eller mangel på samme. Jeg har aldrig deltaget i atletikstævner med mine piger i DK, men jeg har selv dyrket atletik og har deltaget i andre sportstævner med pigerne. I DK gennemfører man sin disciplin. Her dropper deltagere ud, hvis de bliver trætte. Ikke fordi de er skadet, men simpelthen fordi det tilsyneladende er for hårdt. Når deltagerne fx skal løbe 1500 meter lægger de hårdt ud for derefter at gå død efter den første runde eller stopper med at løbe. Det er som om, at der ingen strategi er, ingen gejst, ingen vilje. Hm, jeg tænker stadigvæk over, hvad det er der sker. Hvilken kulturel forskel ligger til grund her.

fredag den 20. februar 2009

Kandyan dancers - live!


Denne blomst kaldes Kandyan Dancers. Jeg har sat et andet billede ind oven for af "de rigtige" Kandyan Dancers. Noget er der om snakken.

En cashewnødfrugt

Jeg elsker cashewnødder. I Danmark koster de det hvide ud af øjnene. Her er de også forholdsvist dyre. Denne her cashewnød-frugt fandt jeg på en af mine ture. De vokser på træer, og mellem grenen og frugten er en blomst. I kan se, at der på toppen af frugten er noget lyserødt, hvor blomsten er knækket af eller spist af en abe. Hvis man åbner frugten med en kniv, skal man have handsker på. Nødden ligger som en baby i en moderkage og svømmer i noget hvidt vædske, der efter sigende skulle brænde helt forfærdeligt på den bare hud. Det er således en omstændig og tidskrævende proces at plukke og pille cashewnødder, derfor de høje priser. Men godt smager de på bananasplit, i muesli, i kager, til øl med chili....

Vores nye gartner: Nandapala

Pr. 1. februar ansatte vi Nandapala som vores gartner. Nandapala er en hårdtarbejdende mand, som knokler med at anlægge og holde orden i vores store have og grund. Han har en forkærlighed for blomster og kan ikke forstå, at Madam her primært ønsker planter. På et punkt stod han dog fast: Foran det vindue, hvor pigerne leger i stuen, dér skulle der være blomster til "the babies", som han kalder pigerne. Når de kommer hjem fra skole siger han også: "Hallo, baby". Det smiler pigerne lidt over. Her er han ved at samle jord sammen, som han tilsætter kompost fra junglen og så fordeler rundt om i bedene. Ugens opgave er husets atriumgård, som hvalpene og senere malerne har ødelagt. Efter 10 ugers tørke ønsker Nandapala sig regn, skulle jeg hilse og sige.

torsdag den 19. februar 2009

Susanne og Steffen på besøg

Susanne og Steffen er på rundtur i Sri Lanka i tre uger. Et af deres første stop var tre dage hos os. DEJLIGT! Vi fik snakket, slappet af, gået ture, badet i pool på Hotel Citadel, spillet golf på Victoria, handlet på markedet og set Kandy by og Botanisk Have. De ankom i weekenden for provinsvalget i Kandy, så der blev ikke serveret alkohol rundt omkring i byen. De to eftermiddage skyndte vi os hjem til terrassen og den fri udskænkning her. De har rejst meget i Østen og konkluderede, at Kandy er smuk og ordentlig sammenlignet med mange af de andre byer, de har set. Vi har aldrig - endnu! - set andre byer i Asien, så vi kan ikke sammenligne "vores" by med andre. Vi har hørt andre sige, at Kandy og Sri Lanka har det bedste fra Indien, så noget må der være om snakken. Vi er spændt på at høre, hvad de ellers oplever rundt omkring på Sri Lanka. Måske vi følger i deres fodspor nogle af stederne.
PS. Det var den siddende regerings parti, som vandt valget i Kandy. Men der mangler at være valg i alle de andre provinser.

Sarina og Jens pjatter på terrassen


fredag den 13. februar 2009

Fiona på besøg

This is our friend, Fiona. She is from Australia and stays in Kandy for six weeks. Luckily we got to know her and family. They are wonderful people. We play with our Bratz dolls a lot and sometimes we see a film together. She knows the same films as we do.

onsdag den 11. februar 2009

Skolen fejrer Sri Lankas nationaldag

Den 4. februar er Sri Lankas nationaldag. I år er det 61 år siden, at Sri Lanka blev uafhængige af Englands kolonistyre. På selve dagen havde pigerne fri fra skole og Jens fri fra arbejde. Nationaldagen fejrede Juniorskolen i fredags, hvor forældre var inviteret til en times optræden om øens historie, kultur og traditioner. Stella deltog i en dansegruppe. Gruppen ses på billedet herunder.
Sarina dannede sammen med skolens eneste "hvide" dreng et hollandsk par fra dengang, hvor hollænderne havde magten på øen. Først var Sri Lanka "sin egen", i 1500-tallet kontrollerede portugiserne store dele af øen, i slutningen af 1600-tallet og frem til 1796 var hollænderne koloniherrer, hvorefter englænderne gjorde øen til en britisk kronkoloni og beholdt magten til 1948.
Her ses en dreng i kopi af "kongedragten" fra dengang, hvor Sri Lanka havde selvstændige kongeriger. I dag bliver mange mænd fra Kandy gift i en dragt som denne. Kandy er en tidligere kongeby.
Her synger de yngste fra Infantskolen en sang.

Endnu et herligt arrangement på skolen, hvor der blev holdt et minuts stilhed for alle de dræbte i borgerkrigen, og hvor der blev danset og synget. Hovedbudskabet var: "This place is for you, this place is for me, this place is for all of us..."(omkvædet fra en af sangene).

Ananas

Sådan ser en ananasplante ud. På singalesisk hedder den "annasi", så der er ingen tvivl om, hvor vores benævnelse "ananas" kommer fra. På Sri Lanka kommer hovedparten af ananas fra "Ananas og kokosnød-trekanten", som er et område på vestkysten. Vi kørte gennem området i denne weekend og så masser af kokosnødder, ananasplanter og teak-træer. I Sri Lanka kan vi for få penge købe store, små, umodne og modne ananas. Frugten bruges til juice, smoothie, spises frisk med salt, chili og lidt sukker, benyttes i gryderetter, saucer og chutney etc. På strandene sælges friske kokosnødder med sugerør og friskudskårne ananas. Hm!

Vi mangler endnu at se en anden af Sri Lankas naturprodukter og vigtigste eksportvarer, gummitræet, som giver gummi til såler, gummisko m.v.

Pigerne i "formal uniform"

Denne beige uniform skal pigerne have på, når de optræder med kor, skal fotograferes eller er til anden større forsamling og fest med skolen.

torsdag den 5. februar 2009

Mia on top of the world, Adams Peak

Mit livs smukkeste solopgang. Det var hvad jeg oplevede på toppen af Adams Peak, et bjerg, som ligger et par timers kørsel syd for Kandy. Det kostede nattesøvn, sved, vilje og nysgerrighed at klatre 3 timer for at komme op og 3 timer at komme ned. Opad var hårdt for lårmuskler og hjertet/vejrtrækningen, mens nedad var hårdt for knæene. I dag kan jeg også godt mærke, hvilke muskler man bruger, når man går på trapper. Men det var det hele værd.

En fantastisk og unik oplevelse - i godt selskab med en australsk familie, en expat-veninde herfra og en kvinde fra New York. Jens blev i Kandy sammen med pigerne. Jeg spurgte Stella, om det havde interesse at bestige et bjerg midt om natten. "No way", røg det ud af hende. Vi blev enige om, at jeg først forsøgte mig, så kunne vi altid gøre det sammen senere, hvis det viste sig, at det var nemt nok. Den australske families to yngste på 8 og 11 år klarede det utrolig flot, så hvor der er vilje, er der vej.

Bjerget hedder Adams Peak (peak = bjergtop), fordi det skulle være her, at Adam (ham med Eva) først satte sin fod på jorden efter udvisningen fra Paradis. Buddhisterne kalder bjergtoppen for Sri Pada, "Det hellige fodaftryk" efter Buddhas fod. Hinduisterne tror på, at fodaftrykket stammer fra deres gud, Shivas' fod. Så bjerget er helligt for alle troende, uanset religion. Derfor er turen op til toppen også en pilgrimsrejse for mange. Tusindvis af nysgerrige, turister og pilgrimme når til tops i løbet af sæsonen (dec.-apr.). De øvrige måneder er toppen indhyllet i skyer, og regn gør opstigningen farlig.

Vi tog til en by ved foden af bjerget tirsdag eftermiddag, studerede bjerget på afstand og spiste et kalorieholdigt måltid mad. Sov fra 10 pm til 2 am. Traskede mod bjerget kl. 2.30 og begyndte vores gang opad. Allerede ved foden af bjerget er der utallige små handelsboder med alt fra varmt tøj til legetøj og mad. Resten af vejen er der jævnligt teboder, hvor man kan købe te, brød og andet spiseligt og drikkeligt. Gamle, unge, børn, ja, alle mulige singalesere havde som os sat sig for at se solopgangen fra oven af. Vi var ganske få turister og flest unge, singalesiske mænd, som besteg de 5.200 trin, hvilket svarer til 7 km op til bjergets højde på 2.243 meter.

At gå på trapper i en uendelighed i mørket blandt fremmede mennesker og passere de mange oplyste teboder med høj musik var i sig selv en oplevelse. Toiletter var oplyste huller bag boderne. Det var hundekoldt, jeg vil gætte på en 10-15 grader, og blev koldere jo nærmere vi kom den blæsende top. Alligevel løb sveden ned af ryggen, mens vi knoklede op ad de noget ujævne trappetrin.

Solopgangen var flot og...rørende. Næsten overnaturligt blev det, da vi gik om på vestsiden af toppen og så dens skygge aftegne sig i luften. "Cool!", røg det ud af munden på den australske søn. "Amazing", sagde jeg. I det hele taget en god oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Her ses solopgangen i 8 tempi:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/AdamsPeak?feat=directlink