Jeg stammer ikke. Overskriften er god nok. Sarina deltog i weekenden i Colombo i et inter internationalt atletikstævne, dvs. et stævne mellem 20 internationale skoler på Sri Lanka - for junior og senior klasserne. Hun deltog i disciplinerne: højdespring, længdespring, 200 meter, 4x100 meter stafet og 4x200 meter stafet. De tog af sted torsdag middag og kom retur søndag. Det var en lang og varm weekend i Colombo. Stadiet ligger ca. 3 km fra, hvor bomben blev kastet fredag aften sent, så det var en drøj omgang for alle atleterne og trænerne, som samlede alle børnene og guidede dem ned under borde i kantinen. Strømmen i byen var blevet slukket for at hæren bedre kunne orientere sig i luften, og der blev skudt med antiluftskyts, så det var nogle bange børn. Sarina havde det okay og fik snakket i telefon med os senere på natten. Lørdag og søndag tog vi til stadium.Alt i alt blev det en oplevelsesrig weekend for Sarina. Hun klarede sig flot i sine discipliner. Det kræver dog sin singaleser at acceptere, at der tages så let på reglerne, og at alting tage så lang tid. Én af finalerne kunne hun ikke deltage i, fordi dér lå en af hendes andre discipliner. Under stafet tog en medløber hendes bane. Søndag var de en time om at gøre klar til længdespring EFTER at de skulle være begyndt. Men sådan er det bare her.
En anden ting ved deltagerne som er slående er viljen til sejr eller mangel på samme. Jeg har aldrig deltaget i atletikstævner med mine piger i DK, men jeg har selv dyrket atletik og har deltaget i andre sportstævner med pigerne. I DK gennemfører man sin disciplin. Her dropper deltagere ud, hvis de bliver trætte. Ikke fordi de er skadet, men simpelthen fordi det tilsyneladende er for hårdt. Når deltagerne fx skal løbe 1500 meter lægger de hårdt ud for derefter at gå død efter den første runde eller stopper med at løbe. Det er som om, at der ingen strategi er, ingen gejst, ingen vilje. Hm, jeg tænker stadigvæk over, hvad det er der sker. Hvilken kulturel forskel ligger til grund her.
Opslag
Det var aldrig gået på Kolding Bibliotek. Tænk om man skulle i magasinet for at hente noget til en låner og aldrig kom længere end Berg :-)
SvarSletHåber I er ved at komme jer over bomben. Det var da lige uhyggeligt nok!
Bedste Hilsner Kristoffer
det sker da ofte.....så falder man lige over en kop kaffe/øl. Sådan går det tit for en musikbibliotekar.
SvarSlet