lørdag den 27. december 2008

Julen 2008 med mormor og morfar i Kandy

Lørdag den 20. dec.: Pigerne henter mormor og morfar i lufthavnen. En køretur på 3½ time hver vej, men hvad gør man ikke for at se sin mormor og morfar så hurtigt som muligt. Hjemme venter vi med spænding og sri lankansk middag: Chicken, rice and curry. Først skulle Sarina dog have lov at pakke sine fødselsdagsgaver ud - herimellem var 2. sæson af 2900 Happiness, hvilket vakte stor begejstring. PS. Alle afsnit er allerede "slugt".

Søndag den 21. dec.: Vi tager til vores stamhotel Citadel og råhygger ved poolen. Mormor føler sig som millionær på et luksushotel, siger hun. Morfar kan godt lide øl-priserne, siger han. Da de små, specielle bidende myg kommer, tager vi hjem på terrassen og får os en gang 500 i den sene eftermiddagssol. PS. Denne tid på dagen er Mias ynglingstid. Ikke for varmt, vidunderligt lys og stilhed i junglen.

Mandag den 22. dec.: Mandag er stor-indkøbsdag. Vi var på markedet og købe frugt, grøntsager og tørklæder en masse. Mormor kunne næsten ikke styre sig. Som morfar sagde: "Du smider jo rundt med 1000-rupees-sedlerne (=50 kr-sedler). Senere var der besøg på Jens' arbejde. Det er en kompliceret sag at bringe vand fra flod til huse. Aftenen afsluttedes med Mamma Mia på dvd'en. Dejligt med danske undertekster!

Tirsdag den 23. dec.: Dagen blev tilbragt i bjergene, hvor vi besøgte hele to te-fabrikker. Den første havde en meget overfladisk rundvisning. Her havde jeg aldrig været før. Så på vejen ned ad bjerget holdt vi inde ved den anden te-fabrik, som jeg kender. Her får man bedre syn for sagen, da man ser hver maskine arbejde i hvert led af processen på nært hold (dette er til gengæld ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt).

Onsdag den 24. dec.: Morfar har siden han så billedet af os på elefant sagt, at det ville han også prøve. Så denne dag tager mormor, morfar og pigerne til elefanthjemmet og ser og rider på elefanter. Undtagen mormor, hun vil hellere se på - og det er der fin mulighed for. Efter hjemkomst er der badning i vores bassin, mens vi så småt forbereder julemaden. Vores maid har skraldet kartoflerne, men får ellers lov at gå hjem og lave sin egen julemad. Hun har nemlig konverteret fra buddhisme til katolicisme og fejrer derfor jul. Ind i mellem julemaden afbrydes vi af skype-vennerne, som så småt er stået op hjemme i Danmark. Lillebror og svingerinden har fået installeret skype, så ham skyper vi med for første gang. Deres to små drenge er dog lidt forvirret over at se farmor og farfar i "fjernsynet" - de plejer jo at have dem live hver dag.
Julemaden blev...uforglemmelig. Ænderne fra Australien var gode. Security i lufthavnen i Berlin tog mormors ribdsgelé, også selv om morfar forsøgte sig med "Weinnachten kaput". Så rødkålssalaten og sovsen måtte krydders med...ja, vi fandt noget hindbærsyltetøj. Det kan ikke anbefales! Maiden havde som sagt skraldet kartoflerne, men ingen tænkte på at koge dem, så pludselig måtte mormor trylle små, rå kartofler om til brunkartofler. Hvordan gør man det? Ved at skære dem i skiver og brune dem som sædvanligt. Det kan til gengæld godt anbefales. Hele herligheden blev afsluttet med ris'a'la'mande med langtidsholdbar fløde, som smagte af...langtidsholdbar fløde, men sagtens kunne spises.
Bagefter dansede vi om juletræet, som ikke lyste, da ledningen til den elektriske lyskæde var revet over. Men vi dansede og sang af hjertens lyst og sikkert til stor forbavselse for vagten i haven. Bagefter var det gavetid, hvor hovedgaverne var tøj og mobiltelefoner til pigerne, smykker, bøger og nattøj til Mia, skjorter og taske til Jens, mens mormor og morfar fik 4 dages nytårsophold på femstjernet hotel ved sydvestkysten - sammen med os. En rigtig dejlig og smuk aften.

Torsdag den 25. dec.: Dagen stod på golf og pool på Victoria Golf Resort - blandt verdens 100 smukkeste golfbaner.

Fredag den 26. dec.: Dagen var afsat til kig på buddhismen - besøg i Temple of the Tooth, Big Buddha og Kandyan Dance.

Lørdag den 27. dec.: Besøg i Botanisk have, hvilket imponerede mormor, morfar og Jens, som var der for første gang. Aftenen afsluttedes på kinesisk restaurant.

Søndag den 28. dec.: Afgang til sydvestkysten - se næste indlæg på bloggen "Nytår 2008 med mormor og morfar i Ahungalla".

Kandy viste sig vejrmæssigt fra sin bedste side med sol og varme, hvilket mormor og morfar nød i fulde drag. Faktisk nåede de ikke at opleve regnvejr på Sri Lanka.

PS. Alle steder ovenfor er nævnt og beskrevet i detaljer andetsteds på bloggen.
PPS. Den første juleaften, hvor pigerne havde make up på.

Hermed et link til billeder fra vores jul i år med mormor og morfar.
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/Julen2008MedMormorOgMorfar#

fredag den 26. december 2008

Lykken er...

Lykken er at sove længe i juleferien, at vågne og vide, at mormor og morfar er i huset. Så smutter man lige ned under dynen og får læst Frække Frida. Frida er hylende morsom. Morfar griner mere end pigerne, som så griner af morfar! Senere kan man lege kravlenisse i poolen oven på morfar. Man kan spille 500 og læse højt for mormor. Lykken fuldendes juleaften, når man åbner sin sidste pakke, som viser sig at være en ny mobiltelefon. Stella bad om en pude, så hun kunne skrige af glæde ind i den.

fredag den 19. december 2008

Eksamen

Uge 48 var eksamensuge for Junior School. Hver termin afsluttes med en eksamen. Der er tre terminer på et skoleår. Sarina var til eksamen i 7 fag. Stella var til lidt andre eksamener i engelsk, fordi hun får ekstraundervisning i dette fag. Fransk og Sinhala/tamil slap de for. Alle eksamener er skriftlige.

Eksamensfagene var:
Grammar and Comprehension
- her får eleven opgivet en historie og skal svare på spørgsmål relateret til historien.
- her skal eleven kunne udfylde historier korrekt med tillægsord, udsagnsord m.v.
English Literature (kun Sarina)
- her har eleven på forhånd læst en bog, som man skal skrive referat og analyse til
Creative Writing
- her skal eleven skrive en historie ud fra en af tre overskrifter
Mathematics
- testen er todelt; en for matematik og en for "mental regning" dvs. evne til hovedregning
Science
- Sarina var oppe i fotosyntesen, bakterier/celler og solsystemet
- Stella var oppe i magnetisme, levende/ikke-levende ting og planter
Computer Science (IT)
- Sarina var oppe i computerens historie og generationer samt power point
- Stella var oppe i computerens funktionaliteter og ikoner samt word
Topic
- Sarina: Ancient egypt
- Stella: Dinosauer

Eksamenerne foregik i klasselokalet uden hjælpemidler og uden mulighed for at stille spørgsmål til læreren. Eksamenerne havde en varighed af 1-1½ time. 1-2 eksamener pr. dag.

Resultaterne gøres op i procenter; altså hvor mange procent har den enkelte elev besvaret korrekt. Eleverne får alle tests med hjem lige før ferien. På forsiden er elevens procenttal opgivet.

Vi fortalte pigerne, at de blot skulle gøre deres bedste og skrive ? hvis de ikke fattede en brik. Karaktererne var vi fuldstændig ligeglade med. Alligevel var det en hård uge for pigerne. Nu er den veloverstået, og vi er forberedte på næste terminseksamen.

torsdag den 18. december 2008

Goodbye to our dearest friends

Today we've said goodbye to our friends. We met at Citadel and played volleyball, like we usually do. They're going back to Scotland. We already miss them. We hope to keep in touch and to see them again.

Julen 2008 - snapshot

Sarina og Stella dyrker yoga. Der plejer at være vand i floden bagved poolen, så det ligner at de to vande glider sammen.
Julefest på Earl's Regency Hotel Kandy
Stella pjatter hos en kammerat.

Julekoncert med skolens kor

Sarina synger i juniorskolens kor. Mandag den 15. december havde skolen (CIS) inviteret til "A festival of Carols by the Choirs of CIS Kandy" 6.00 pm. Både junior- og seniorskolens kor sang. Det var simpelthen det mest julede og smukke, jeg længe har oplevet. Stig Rossen ville have givet sin ene arm for at synge for, hvis han ellers vidste en sådan begivenhed fandt sted.

Koncerten foregik i Trinity Colleges kapel her i byen. Kapellet viste sig at bestå af gulv, søjler og loft, møbleret med bænke - intet andet. Så der sad vi, mens mørket sænkede sig, og insekterne samledes om lyset, og hørte på den ene engelske og skotske julesalme efter den anden smukt synget af enten det ene kor ad gangen eller begge samtidigt. Soloer, andenstemmer, sopraner, tenorer og hvad det altsammen hedder i én skøn harmoni. Som altid, når skolen afholder et arrangement, er der indsamling. I julens ånd gik pengene denne gang til et hjem for fattige og hjemløse. Den sidste salme blev synget, mens alle holdt et tændt lys i mørket. SMUKT!

Hvad der også er interessant omkring programmet er forberedelserne. Skolen er ellers ikke for god til kommunikation, men netop i dette tilfælde (et prestigeprojekt) lød informationerne på seniorskolens uniform med kridhvide og rene sko og strømper, som gik lige over anklerne. Der var retningslinier for opsætning af langt hår og mellemlangt hår, mens kort hår skulle være rent og pænt redt (sidstnævnte er direkte oversat fra brevet).

Selve koncerten blev da også styret med hård hånd af skolens musiklære, som lydløst, men med tydeligt kropssprog signalerede korerne at rejse sig, sætte sig, afløse hinanden, opstilling m.v. Inden koncerten blev det sagt med bestemthed, at korerne skulle sætte sig ned og ikke sige et ord op til og under koncerten. Engelsk!? Striks!? Professionelt. I alt fald udansk.

søndag den 14. december 2008

Sarinas fødselsdagsfest for klassen

Lørdag den 13. december 2008 kl. 12.30 - 15.30 holdt Sarina sin fødselsdag for sine klassekammerater. Hun havde valgt at holde det på vores "stamhotel", Citadel. Menuen var Fish'N'Chips. Det var på alle måder en stor oplevelse og et nærmere bekendtskab med den singalesiske kultur.
Skolen valgte få dage før at annoncere, at der skulle være basketballstævne i hovedstaden. Det betød, at nogle af de inviterede måtte melde fra, da de skulle deltage. Nogle tilmeldinger kom en times tid før festen, og da vi mødte op på hotellet, vidste vi stadigvæk ikke, hvor mange vi ville blive. På bedste singalesiske facon kom halvdelen af gæsterne da også for sent - efter fem kvarter kom den sidste. De fik spist, leget i vandet og sluttede af med fødselsdagskage. De sidste gæster blev hentet af deres forældre tre kvarter for sent.
Det med tiden kan man falde op og ned på. Det interessante var stemningen og den måde de festede på. Vi har efterhånden holdt mange fødselsdage i vores hus, dette var den mest stille. Pigerne er ikke meget for at snakke højt, så alle kan høre det. De foretrækker at hviske med hinanden, hvilket kan opfattes uhøfligt. Vi har haft snakken hjemme mange gange her, for pigerne oplever det jo konstant i skolen, at de hvisker sammen, og at det får andre til at føle sig uden for. Men der er snarere tale om nogle forsigtige piger, som ikke ønsker at blive hørt. Det skal også fortælles, at det ikke er "normalt" at holde fødselsdagsfest for klassekammerater. Til gengæld skulle det vi oplevede være yderst almindeligt.
Her ser I pigerne more sig i vandet. I midten danser fødselsdagsbarnet. PS. Badedragterne her dækker noget mere end dem vi kender derhjemme. De fleste badedragter har et lille skørt. Bikinier benyttes oftest kun på resorts og af turister.



Vi klipper julehjerter sammen

Som I kan se, har vi kalenderlys, nisseøl og mandariner. Matadormix'en er fra vores venner fra Kolding og udgør det for pebernødder og brunkager. Det var hyggeligt, også selv om Sarina syntes, at det blev lige teknisk nok, da hendes ingeniørfar bad hende finde tangentpunktet på skabelonen til julehjertet.

Kattino, hun, ca. 2 uger gammel


Fiona, hun, ca. 2 uger gammel


Ciagi, han, ca. 2 uger gammel


Brutus, han, ca. 2 uger gammel


onsdag den 10. december 2008

Temple of the tooth

Efter at have boet 3 måneder i Kandy blev det endelig tid til at se en af landets og så absolut byens mest betydningsfulde buddhistiske helligdom, Buddhas hjørnetand. Det var vores venners ankomst til Kandy som gav anledningen.

Turistattraktionen er egentlig en fiasko, for tanden får ingen at se. Den ligger inde i et hus, som rummer et gammelt tempel, som rummer et rum, som rummer syv dagobaformede (=tempelformede) guldskrin. Tanden skulle efter sigende ligge i det indeste skrin. Vi var ikke engang inde i rummet, som rummer guldskrinene. Hovedbygningen rummer bl.a. et bibliotek og flere museer.

Det hedder sig, at hjørnetanden i det 4. årh. blev smuglet til Sri Lanka i en nordindisk prinsesses hår. I 1590 kom tanden til Kandy.

Det nuværende tempel blev bombet af Tigrene i januar 1998. Dengang gik vejen tæt forbi templet. En lastbil kørte tidligt om morgenen op foran templet og sprængtes. Bombningen medførte store ødelæggelser og har resulteret i en lukket have og anlæg rundt om templet samt omfattende sikkerhedstjek i forbindelse med entré.

Da jeg gik ud derfra var det med en noget blandet oplevelse og følelse. Templet viser så fint de buddhistiske relikvier, hvilket er interessant, men jeg går rundt som turist, mens buddhisterne omkring mig er dybt berørte og er der for at røre, se og bede. Templet fungerer som et mix af en kirke og et museum.

Om aftenen så vi filmen "The little Buddha", så den dag blev vi lidt klogere på buddhisme. Templet gjorde også indtryk på Lærke på 3 år, for efter den dag stillede hun mange spørgsmål om buddha.

Her billederne fra turen:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/Tandskuret#

Julen 2008 på Sri Lanka

Hm, ja, det er unægteligt en anderledes jul i år. Jeg kan ikke engang sige, om vi synes, at det er jul. Lad os kalde det en pseudo-jul, som vi holder i år. Uden at der skal lyde nogen suk i den sætning.

Det begyndte med mig på shopping i Colombo, hvor jeg i byens svar på Magasin købte julepynt, elegant julepynt oven i købet. Jeg var godt nok iført shorts og top, havde slet ikke indstillet min hjerne på jul, sveden løb ned ad ryggen, men julepynt ville jeg købe. Samme dag fik jeg købt de få julegaver, vi skal give hinanden i år.

Første jule-event var 1. søndag i advent, hvor vi var inviteret til traditionel dansk julekomsammen hos et dansk par lige uden for Kandy. Det var bare så godt med hjemmebagte æbleskiver, pebernødder, brunkager og en julekage fra Kille Enna, som smagte himmerisk. Alt sammen indtog vi i selskab med expats repræsenterende mange forskellige nationaliteter. Pigerne røg i "hjemmebiografen" og så Disneys Juleeventyr. Så var julen skudt i gang.

Få dage efter returnerede Jens fra Danmark med vores julecd'er og lidt andre juleting fra mormor og morfar. Så i går blev her pyntet til jul, mens Stig Rossen sang vores ynglingssalmer. Adventskransen består af fire enkeltstående, hvide bloklys. Kalenderlyset er sat løst på et fad og omkranset med julekugler og skaller fra Maldiverne. Julepynten i vinduet er også pyntet med skaller, sådan må det være her; en mixture.

Vi skal holde juleaften her i huset. Det lånte juletræ er helt igennem plastik fra inderste gren til den blinkende lyskæde. Kuglerne er i alle farver. Kirsebærsaucen er på dåse og fra Hongkong, rødkålen er hentet i bjergene her i weekenden, mandlerne er købt i specialbutik inde i byen, fløden er langtidsholdbar, grødrisen havde Jens med fra DK, ænderne er fra Australien, resten køber vi inde i byen eller finder alternativer til. Det skal nok blive festligt.

Ellers går vores nedtælling mere på mormor og morfars ankomst end at nå til den 24. dec. Vores "store pakke" lander med flyveren/kanen i Colombo den 20. dec. 2008 ved fire-tiden!

Når (de elektriske) julelys tændes og vi traver hånd i hånd rundt om træet med hinanden, så vil vi måske alligevel føle, at det også blev jul i år.

tirsdag den 9. december 2008

Endnu en tur i bjergene og se på te

Teplantagerne og bjergene er fantastisk smukke, så vi valgte at tage vores dansk/maldiviske gæster med en tur i bjergene og på St. Andrews Hotel i øens højestliggende by, Nuwara Eliya. Temperaturen daler og skyerne tættes for hver kilometer vi kører op, men det rører ikke ved bjergenes storslåethed.
St. Andrews Hotel var hyggelig med ild i pejsen ved baren og varmedunk i sengen. Her tager pigerne en omgang "kassebank" i sengen om morgenen. Det varmer også, når temperaturen er nede på 17-18 grader.
At se teplukkerne gå rundt og plukke de to øverste blade samt topskudet af buskene for at putte det i posen, som hænger på hovedet af dem og ned langs deres ryg er fascinerende, ja, nærmest romantisk, men der er ingen tvivl om, at der er tale om hårdt og opslidende arbejde. Associationerne går da også til 1800-tallets bomuldsplukkere/-slaver i USA.
Sidste år optog DR1 en dokumentarudsendelse bl.a. på Sri Lanka om teplukkernes forhold og Fair Trade. Udsendelsen blev vist i Danmark sidst i november i år. Den varer 1 time. Hermed link til udsendelsen:
http://www.dr.dk/DR1/Dokumentar/2008/1120141500.htm

Christmas Event på skolen

Fredag morgen fra 8.30-9.30 var forældre til Juniorelever inviteret til juleteater. Stella var med i teaterstykket (hun er iført grøn kjole og stok og holder I'et i Merry Christmas). Hun spillede en fattig dame. Sarina synger i Juniorkoret, som ses forrest til venstre i billedet.
Stykket handlede om, at julen er en tid til at give både i form af gaver og hjerterum. Skolen havde valgt at leve op til moralen ved at arrangere en indsamling til en fattig skole i det nordlige Sri Lanka. Eleverne og deres forældre afleverede aflagte sko og skoletasker til skolen, som sørgede for distribution til den udvalgte skole.
Ved hvert sceneskifte rejste koret sig og sang en julesalme. Det var en flot stykke og et vellydende kor. Som sædvanligt er elevernes kostumer imponerende. Der må være mange skræddere blandt familiemedlemmerne. Singaleserne sætter en ære i at deres børn er iført et flot kostume.
Det, som slår mig er, at der er udvalgt fire som gennemgående personer i stykket. Fire meget dygtige skuespillere, som stort set får lov at være på scenen samtlige af de 30 minutter, som stykket tager, mens de øvrige spillere mest udgør en levende kulisse. Der er tilsyneladende ikke lagt vægt på, at mange skal have fornøjelsen af aktivt at deltage og bidrage. Det er slående for Jens og jeg, hvordan skolen åbenlyst dyrker fremhævelse af de dygtige elever. Den sidste kommentar her bliver uddybet i et senere indlæg.

Her ses koret med Sarina midt for, øverst (stjernen er en del af baggrunden!). De røde øjenlåg skyldes singalesisk make up-stil (der spares ikke). Koret er ikke iført kostumer. De skulle iføre sig festtøj.

Papegøjer i haven

Her har vi synderen

Det er lykkedes Jens at få et billede af den art af frøer, som larmer så gevaldigt i vores have, når det har regnet. Sri Lanka har over 250 arter af frøer, så spørg os ikke, hvilken der er tale om. I skrivende stund kan jeg høre dem "gale op" i atriumgården, hvor det desuden giver ekko. Nogle gange må vi skrue op for fjernsynets volumen pga frøerne. Det er også deres skyld, at Sarina flyttede ud af værelset på 1. salen og ind på gæsteværelset. Hun kunne ikke sove for kvækkeriet om natten. Stella derimod hører dem ikke.

mandag den 8. december 2008

Tinas hundehvalpe

Torsdag den 27. november 2008 fødte vores hund, Tina, fire hvalpe: to sorte, en hvid og en brunmeleret. De to sorte er hunner, og de to andre er hanner, tror vi nok. Den hvide hedder Brutus. Det har dens kommende ejermand besluttet. Den brune hvalp er også afsat, men endnu ikke navngivet. Den sorte med hvidt maveparti har vi døbt Fiona. De er nu 13 dage og har endnu ikke fået øjne.
Tina valgte at føde i vores atriumgård under åben himmel og plaskende regn. Efter fødslen flyttede vi hende til den overdækkede del af atriumgården. Her bor hun i en af vores store træflyttekasser fra Danmark.
They are so cute...and ugly at the same time. Især den hvide minder mest af alt om en lille pattegris.

torsdag den 27. november 2008

Firben og gekkoer i huset

Firben og gekkoer har vi overalt udenfor og indendørs. Jeg kan ikke helt kende forskel på dem. Firben kender jeg fra DK. Gekkoer er lyse i skindet og af arten øgle. Deres adfærd er for mig at se ens: de kan sidde fast på alt og kravler ind og ud af alt. Vi har fundet en i cornflakespakken, en i vores el-kedelkoger, som efter kogning endte i bunden af Sarinas the, hvilket hun opdagede lige inden hun skulle tage den sidste slurk. Theen er jo ikke gennemsigtig men lysebrun af mælken, de putter i. Derfor opdagede Sarina det først, da hun nåede bunden af kruset. Mad på bordet farer de også i.
De er begge at betragte som nyttedyr, da de spiser insekter bl.a. myg (hvad laver de så i vores mad og drikkelse?). Lige det der med myggene, der synes jeg altså ikke, at de er effektive nok. Det forekommer mig, at de bare klæber sig til vores vægge og karme og ja, hvad som helst og venter på, at myggen kommer til dem. De gør ingen fortræd, men deres lort - som ligger overalt - er noget griseri.
Billedet her er taget i vores spisestue, hvor den klæber sig til vores vindueskarm, der sad den så hele aftenen.

søndag den 23. november 2008

Tempelblomsten

Her ser I tempelblomsten - the temple flower - En utrolig smuk, anderledes og meget duftende blomst. Den dufter faktisk så kraftigt, at jeg måtte fjerne den fra spisestuen. Hvis I kigger helt ind i midten af blomsten, kan I se en lille hvid forhøjning; templet, årsagen til dens navn.

onsdag den 19. november 2008

Weekendtur til Negombo

Weekenden den 14.-16. november 2008 valgte vi at tilbringe på hotel The Beach i Negombo http://www.jetwing.com/JW%20hotels/TBH/jw_tbh_index.php. Negombo ligger en god times kørsel nord for Colombo, ud til vestkysten.

Hotellet ligger med direkte adgang til Det Indiske Ocean, som vi efterhånden er blevet meget glade for at bade i. Det viste sig at være utrolig lækkert og med omgivelser, der mindede os om Maldiverne. Faktisk var det så lækkert, at vi tilbragte alle tre dage på hotellet uden at se omgivelserne og selve byen Negombo.

Det viste sig at være forgæves, at vi havde medbragt snorkeludstyret, for Det Indiske Ocean viste sig fra sin mere stygge side i Negombo med undervandsstrøm og høje bølger. Pigerne fik ikke lov at bade alene. Til gengæld kan man kaste sig rundt i bølgerne og lade dem rive sig med ud i havet igen og igen.

Vi forsøgte os med at spille squash, hvilket pigerne syntes var sjovt. Vi var også en tur forbi hotellets fitness center, hvor man afslutter træningen med en iskold klud fra køleskabet til at køle sig ned med.

Ellers stod den på badning, mad, badning, mad, badning og mad.

Lørdag eftermiddag fik vi besøg af en god ven fra Colombo, som ved ankomst spurgte efter "The Bastrup Family", hvorefter receptionisten spurgte: "Do you need a bathroom?". Da pigerne hentede vennen i receptionen kunne hun ikke lade være med at sige: "This is the "Bathroom-girls"". Så ja, der fik vi os lige et nyt nickname "The Bathroom Family".

Hammergodt hotel, god strand, god pool, god mad - dejlig sol og godt selskab.

Her kan I se billederne fra vores weekend:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/TheBeachNegombo#

Jeg kørte til Negombo fra Colombo og fik lejlighed til at få en hurtig sightseeing, inden jeg skulle mødes med Jens og pigerne. Det slog mig, at jeg lige pludselig så kirker og Jomfru Maria, Kristus og Jesus-figurer overalt. Aldrig har jeg set så mange kirker og kristne figurer på så forholdsvist lidt plads. Jeg er ellers blevet vant til alle buddhaerne og templerne. Forklaringen ligger i, at Negombo har status som en af øens kristne højborge, idet de lokale fiskere konverterede til katolicismen. Fiskere var der også overalt. De lever i små "huse" (skure) nede ved stranden og havnen.

Hotel Citadels pool er altid god

Vi har medlemsskab på Hotel Citadel, hvor vi som regel tager en dukkert i weekenden. Nogle gange mødes vi med de andre expats der.
Hotellet ligger nede ved floden (Mahaweli).

En god veninde på besøg


Stella skyper

Nogle af vores venner i Kolding har fået skype. Stella er veninde med datteren og blev vildt glad, da hun ringede op en aften. Her skyper de sammen.

tirsdag den 11. november 2008

Everyday life

I bestræbelsen på at indvie jer alle i vores oplevelser har vi glemt at skrive om vores dagligdag. Hermed lidt om den.

Vækkeurerne ringer rundt omkring i huset kl. 5.45. Jens står først op og køres afsted til arbejde af driveren kl. 06.30. Driveren kommer retur efter pigerne kl. 7.00. De møder i skole kl. 7.30. Jeg ordner lidt praktiske ting og tjekker mails, før jeg løber. I løbet af formiddagen skal koordineres og opgaver gives til driver, maid og gartner. Der skal handles, og jeg har som regel noget "kontortid/læse- og internettid" inden frokosttid. Pigerne kommer hjem kl. 13.45, så spiser vi og laver lektier. Jens er hjemme igen 12 timer senere, dvs. kl. 18.30, hvor vi spiser aftensmad. Efter aftensmaden tuller vi rundt, læser lidt, lægger planer for weekenden, ser lidt fjernsyn, er på nettet, pakker tasker til i morgen, smører madpakker og alle de der ting, som en familie gør i Danmark inden sengetid. Bortset fra at vi dyrker ingen fritidsaktiviteter om aftenen, det sker i forlængelse af skoletiden og i skoleregi. Vi har parabol og ca. 50 kanaler (ingen tekst-TV), men ser faktisk ikke rigtig fjernsyn, for det er svært at forstå engelsk, når det blot tales uden undertekster. Vi ser dvd-kopier, som kan købes her for 12 kr. Kopierne kan købes i etablerede forretninger, vel at mærke. Pigerne sover ved 21-tiden, og vi slukker lyset ved 22-tiden. Sådan forløber en typisk hverdag for os.

PS. Tiderne er så præcise, fordi der er en driver involveret.

Mad

Vores gode venner fra Herning har sammen med andre af jer stillet nogen gode og relevante spørgsmål, som jeg vil tage udgangspunkt i i dette indlæg.


Ting
Vi kan købe de fleste ting her i Kandy. Jeg har fået min mor til at sende afspænding til opvaskemaskine, sammenklappeligt myggenet, grydelapper, vinduesskraber, bagepapir og andre ting. Især bagepapir har vi savnet, indtil der kom en portion fra Danmark. Alt det andet kan man leve uden eller finde erstatninger for.


Mad
Vi kan også købe de fleste madvarer, og dem vi ikke kan købe tænker vi ikke så meget over, for vi kan til gengæld købe så mange andre gode og spændende råvarer. Jeg skal til hovedstaden for at købe mørk spisechokolade. Havregryn - hele flager - savner vi om morgenen. Brød findes kun i lys udgave i Kandy, derfor bager vores maid brød til os. Bagere i Colombo har vist nok større udvalg. Vi har medbragt rugbrødsblandinger. Pålæg findes i yderst begrænset udvalg i nogle delikatesser. Knorrs bearnaisesauce i brevform har faster været så venlig at sende til os, så vi har lidt nem sauce til, når vi har skaffet noget godt oksekød.


Til aftensmad får vi alt fra dansk over italiensk til sri lankansk inspireret mad. Vi får lasagne, pizza, kylling i teriyakisauce, kylling i kokossauce, burger med pommes etc. Meeeen vi får ikke frikadeller! Til Sarinas store ærgelse. Vi har forsøgt os med kødboller af kyllingefars og oksekødsfars, men det er ikke det samme. Faktisk har vi fået tilsendt karry for at kunne lave boller i karry til Stella (efter en opskrift, som hendes klasse har givet hende), men det er ikke det samme, når man ikke har grisekød. Stellas anden livret suppe med kød- og melboller må vi også vente med.


Maiden bager til os. Vanilliesukker, brun farin og marcipan undværer vi. Gær forsøges erstattes af tørgær, når danske bageopskrifter følges.


Frugt spiser vi en masse, frisk eller friskpresset som smoothie: dragonfruit, mango, papaya (=Jens' yngling), avocado (=Mias yngling), ananas (=Sarinas yngling), æbler (importerede fra Kina)(= Stellas yngling), passionsfrugter i flere varianter etc. etc.


Så alt i alt lider vi ingen nød, og med en dygtig maid kan vi absolut ikke klage.

torsdag den 6. november 2008

Hinduistisk lysfest

Mandag den 27. oktober 2008 havde pigerne fri fra skole pga. "Deepavali Festival Day" dvs. hinduistisk lysfest. 15% af befolkningen på Sri Lanka er hinduister (majoriteten 70% er buddhister. Nogle buddhister fejrer også Deepavali). Den dag var bare en fridag for pigerne, men for nogle af deres klassekammerater var det en stor dag med stor fest, som en blanding af jul og nytår. Pigernes skole, som rummer alle religioner, havde valgt at arrangere en hiduistisk lysfest her til formiddag i skolens festsal. Forældre var velkommen.

Det var et meget farverigt og musikalsk arrangement. Pigerne havde hvide blomsterranker i deres sorte hår, smukke toppe og nederdele (a la sarier) i klare farver, glitrende af pailletter, mens drengene var i lange tunikaer med bukser med hængerøv inden under (bukserne kaldes "ponja" eller noget i den retning).

Dansen og musikken er meget "sød" og feminin. Meget elegant. Det er utroligt at se, hvor godt traditionerne holdes i hævd og videreføres til og af børnene. Det er som om, at verden står stille på det punkt. Der er meget langt til de kropslige MGP-danse og hip hop med power. Der er mere fortælling i den hiduistiske dans. En af de optrædende var en af deltagerne i Sri Lankansk svar på X-Factor.

Festen afholdes til minde om guden Ramas' besejring af dæmonen Ravan, efter Rama havde været i eksil i 14 år. Festlighederne skal symbolisere den godes sejre over det onde, og lyset er til for at celebrere dette og give et håb for menneskeheden.

Selv om der var tale om et børneshow, var arrangementet i dag flot og intenst og helt sikkert sundt for mig at se. Religion betyder så meget for befolkningsgrupper her og det er så stor en del af kulturen og adfærden. Jeg er splittet, hver gang jeg oplever disse gamle traditioner, for på den ene side er det smukt at videreføre traditionerne med alt hvad det indebærer af formidling fra gammel til ung, at familier samles omkring begivenheder etc., men det afslører på en eller anden måde også, at de er forholdsvis lukkede for resten af verdens tendenser.

tirsdag den 4. november 2008

The Kandyan Dance


Lørdag aften besluttede vi at tage til byen og se kandydansere. Jeg havde længe glædet mig til denne opvisning, selv om jeg ikke rigtigt vidste, hvad det gik ud på. Blot noget med dans, flotte kostumer og musik. Det viste sig at være en meget autentisk og fascinerende oplevelse.
Ifølge en legende ligger rødderne til Kandyan Dance i et eksorcistisk ritual, som oprindeligt stammer fra indiske "shamaner", som kom til øen. De kom til Kandy for at hjælpe Sri Lankas konge, som led af en mystisk sygdom. Kongen var forfulgt af mareridt om en leopard, som prøvede at dræbe ham, hvilket betragtes som sort magi. Efter at "shamanerne" havde danset rundt om kongen, forsvandt kongens mareridt og sygdom. Mange indfødte adopterede herefter dansen - der opføres hver aften i Kulturcenteret i Kandy by.

Musikken kan virke ganske uvant med de sri lankanske instrumenters lyde og de dominerende trommer. Rytmen er meget speciel. Dansen er en opvisning i akrobatik, og kostumerne er meget anderledes og imponerende. Programmet indeholder både maskedans, trommedans, Cobradans, nationalsangen, vandring på glødende kul og meget andet. Det hele foregår i røg og damp, da der benyttes røgelse, ild og glødende kul i opvisningen. Nogle af dansene kan forekomme noget langtrukne, men på den anden side passer det ligesom til landet og dens rytme. Jeg har ikke tidligere set en dans, hvor armene og benene skal være så åbne. De danser hele tiden nede i knæene med spredte ben og armene åbne, mens håndled og fingrer drejer rundt i nogle rytmiske bevægelser.

Herefter tog på på restaurant Senani, der efter sigende skulle være byens bedste. Det holdt dog ikke stik. Til gengæld har den en af de bedste udsigter over Kandy City. En anden gang er det bedre at tage frokosten eller eftermiddagskaffen på Senani.

fredag den 31. oktober 2008

Priser i Kandy

"Hvad koster det at leve i Kandy", er der nogen af jer som spørger. Herunder nogle priseksempler, hvor jeg har taget de nyeste priser, for da vi kom var varerne billigere - det var før finanskrisen. Husk at timelønnen her typisk ligger på 4-6 kr. (se min konklusion nederst i dette indlæg).

Priseksempler:
500 g. hkt. oksekød = 12 kr. (det købes fra køledisk, så vi kender ikke kvaliteten, før vi tilbereder og spiser det)
500 g. benløs kylling = 19 kr. (det købes fra køledisk og er som regel godt)
1 flaske rødvin = 50-60 kr.
1 l. mælk = 7 kr. (langtidsholdbar, fedt-fri mælk, smager okay)
1 l. æblejuice = 20 kr. (import fra Danmark)
7 l. vand = 18 kr.
1½ l. vand = 3 kr.
½ l vand = 1,5 kr.
475 g. cornflakes = 25 kr. (import)
400 g. muesli = 30 kr. (import)
Oreo-kiks = 8 kr.
Banana-cream-kiks = 1.5 kr.
Lille yoghurt = 1 kr.
450 g. smør = 22 kr.
1 kg. mel = 4 kr. (der er to slags at vælge mellem, etiketten siger ikke meget)
1 kg. sukker = 3,50 kr.
5 x tørgær = 13 kr.
600 g. porre = 2,50 kr. (egenproduktion)
500 g. løg = 2 kr. (egenproduktion)
700 g. tomater = 1,50 kr.
250 g. salat = 2 kr.
300 g. gulerødder = 75 øre (egenproduktion)
250 g. champignoner = 14 kr.
1,3 kg. ananas = 7 kr. (=lille ananas, egenproduktion)
1 stor papaya = 1,50 kr.
375 g. pastaskruer = 12 kr. (import fra Italien)
250 g. lasagneplader = 16 kr. (import fra Italien)
400 g. nudler = 4,50 kr. (import fra Kina)
1 ds. hk. tomater = 9 kr. (import fra Italien)
10 meter/1 rulle folie = 22 kr. (import)
1 stang vanilie = 2,50-5 kr. (afhængigt af sted, egenproduktion)

Som I kan se, er grøntsager og frugt billigt. Importvarer fra DK og Italien er til gengæld meget dyre. Importvarer fra resten af Asien har helt okay priser. De lokale fortæller, at priserne i øjeblikket er alt, alt for høje, og at de er steget støt igennem de sidste 4 år. Timelønnen ligger et sted mellem 4 og 6 kr., og de arbejder typisk 45 til 60 timer om ugen. De sidstnævnte tal sætter priserne i det rette relief, for det vil sige, at de skal arbejde 1-1½ time for at købe en lille ananas.

Jens har her et andet priseksempel: Elektronik koster cirka det samme som i DK. En fladskærm til 5.000 kr. skal en timelønnet håndværker i DK arbejde 8 dage for at tjene til. En timelønnet håndværker her skal arbejde 133 dage - forskellen er endvidere, at her skal han arbejde 10 timer om dagen!

torsdag den 30. oktober 2008

Pinnewala - et elefanthjem

Det er en helt usædvanlig oplevelse at se og røre ved en elefant. Huden er tyk som...ja, jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sammenligne det med. Helt ru. Dens hår, som den har stort set overalt, er stive og stikker. Dens ryg er meget bred og meget varm. Der er langt ned, når man sidder på dens ryg. De synes at elske vand. Det var, hvad vi lærte på vores søndagsudflugt til elefantopdrættet Pinnewala.

Forladte elefantunger, der findes i junglen, bringes hertil, hvor de opforstres og trænes til arbejde. Vi så en voksenelefant uden øre. En leopard havde spist det, da den var lille og hjælpeløs, før den kom til dette "børnehjem". Elefanter benyttes bl.a. til at rydde op i ufremkommelige terræner fx junglen, slæbe tunge ting m.v.

Siden etableringen i 1975 er bestanddelen vokset til nu at være på 84.
Elefanter yngler normalt ikke i fangenskab, men dette opdræt er med til at sikre øens bestand af "tykhuder".

Vi begyndte dagen med at se elefanterne blive fodret med (store) sutteflasker. Dernæst gik vi lidt rundt i parken og undrede os over synet af så mange elefanter på én gang. Så var der spadseretur til floden, hvor vi kom bag hegn, inden et stort antal elefanter kom marcherende målrettet mod floden. De så ud til at nyde badningen (se billederne under link nedenfor).

Bagefter var der tur i en krydderurtehave med fortælling om urterne og deres helbredende virkninger, massage og efterfølgende salg af produkterne.

Sidst var der elefantridning i junglen. Selv om det var så arrangeret, som det kan blive med sikkerhed og alting, føltes turen på elefantryggen, højt oppe blandt træernes grene meget naturlig.

En absolut god oplevelse.

PS. På grund af vores visa kan vi få adgang til museer, elefanthjem etc. til lokalpriser. Turister betaler typisk 1000 rs (=50 kr.) for entré. Vi betaler 15-25 rs (=7,50-12,50 kr.).

Her er flere billeder med tekst fra dagen:

onsdag den 29. oktober 2008

Skole-hjem samtale

I går var jeg til den første skole-hjem samtale på pigernes skole. Her kalder de det Parent/Teacher meeting. Tirsdag og onsdag i denne uge er det for Junior School, hvilket betyder, at junior-eleverne får fri de to dage 12, da deres lærerer skal afholde samtaler med forældrene fra 1.30 - 4.00 pm. Allerede nu kan forældre til skolebørn i Danmark se forskellen til den danske opskrift for skole-hjem samtale, som oftest foregår efter skoletid.
I "indkaldelsesbrevet" fra skolen til Jens og jeg står, at børnene ikke må deltage, heller ikke ældre søskende. Skolen tilbyder tolk. I brevet står, at jeg skulle møde op til samtale med Sarinas lærer kl. 1.40-1.50 pm og med Stellas lærer kl. 2.00-2.10 (mødet med Stellas lærer var lagt noget senere, så det fik jeg lavet om). Ud fra disse informationer havde jeg et billede af en samtale med hver lærer i hvert sit klasseværelse på de givne tidspunkter. Men sådan foregik det ikke.
Alle junior-skolens lærere var samlet i skolens sal, hvor de sad én og én ved hvert sit enmandsbord med en stol på den anden side. Nærmest som i en skriftlig eksamenssituation. Jeg studsede lige lidt ved det syn. Der var en summen uden lige, da alle jo talte i munden på hinanden selv om de sad to og to. Stellas lærer var fri, så hun vinkede mig hen til sig. Så fik jeg en snak med hende. Bagefter var Sarinas lærer fri. Så kaldte Stellas engelsklærer på mig. Og så slog jeg lige et slag forbi musiklæreren også, for hende ville jeg gerne snakke med.
Konklusion: Det var egentlig et udmærket koncept. De tider jeg havde fået, ved jeg ikke rigtig om havde den store betydning, men de var i alt fald vejledende, så ikke alle forældre kom samtidigt. Til trods for at hver lærer har cirka 30 elever i hver klasse, havde de et godt indblik i vores to pigers kvalifikationer, synes jeg. Jeg fik en rigtig god og konstruktiv feedback, hvor der var lagt vægt på, hvad de havde af planer for hver af pigerne, og hvordan vi på hjemmefronten kunne støtte op om disse. Skolefritidsaktiviteterne var ikke i tale her. Kun faglige kvalifikationer. Alt i alt en god oplevelse. Det bedste ved det hele var beskeden om, at pigerne klarer sig rigtig fint i skolen. Der var ros for deres opførelse og engagement, som de mente bærer dem gennem den svære situation det er, at befinde sig i et miljø, hvor de ikke fatter et ord, og oven i købet skal interagere med andre og løse flere opgaver hver dag i det miljø og på et sekundært sprog.

tirsdag den 28. oktober 2008

Yoga

Hver tirsdag 3.30-5.00 pm går jeg til yoga. Det smiddigør mine stive løbemuskler. Vi mødes privat hos en englænder, som er født og opvokset i Asien. På billedet ses den ene af hendes terrasser, hvor vi dyrker yoga. Til venstre er der helt åbent ud til det fri - og junglen foran hendes hus. Hun bor højt med en pragtfuld udsigt over Kandy by til den ene side og junglen til den anden. Vejen/stien til hendes hus er så stejl, at nogle af bilerne ikke kan komme derop, så må vi benytte os af "klatreturen" til huset som opvarmning.
Underviseren er singaleser og dygtig, synes jeg. Han underviser til hverdag i et Yoga Center i byen og skal til foråret til Tyskland og tage en master i Tai Chi (se definition nedenfor). Han taler tydeligt engelsk, så man kan forstå, hvad man skal gøre med sin krop. Hans tilbagevendende sætning er: "Feel your body", udtales "feeeeeeel your body".
Vi er en 5-7 kvinder, som deltager. Vi er alle expats og fra lande som Thailand, Australien, England og Danmark.
At ligge/sidde/stå på terrassen i det friske luft og dyrke yoga til lyden af dyrerne, som farer rundt i junglen, eller regnen, der plasker voldsomt mod alle bladene, er en unik oplevelse. Yoga er godt, uanset hvor man dyrker det, men at gøre det i det fri giver en helt anden oplevelse end i en neonoplyst sal. Hvis jeg skal pege på et minus, så er det myggene. Jeg er smurt ind i myggebalsam og står ikke tilbage for at slå dem ihjel, selv om det ikke er tilladt at dræbe ifølge buddhisme. Underviseren vifter dem også bare væk, hvis han overhovedet opdager dem.

Definition Tai Chi:
Tai Chi combines movement, meditation and breath regulation to enhance the flow of vital energy in the body, improve blood circulation, and enhance immune functions. Tai Chi is one of the oldest and broadly applicable systems of self-care in the world. In China, it is estimated that 200 million people practice Tai Chi everyday.

Typisk gadebillede



søndag den 26. oktober 2008

Colombo, Sri Lankas hovedstad


Efter Maldiverne tog pigerne og jeg direkte fra lufthavnen til Galle Face Hotel i Colombo http://www.gallefacehotel.com/ Her boede vi i den nye wing - i en suite (Så fik vi prøvet det. Wauw et badeværelse vi havde). http://www.gallefacehotel.com/html_regency/home_regency.htm
Jens hader byer, så vi lod ham tage på arbejde. Pigerne havde midt-term-holiday (= midt i første termin-ferie).

Ingen af os havde været i Colombo før. Vi havde en liste så lang med butikker, restauranter og caféer, og så lige Nationalmuseet, som vi skulle besøge. Herudover havde jeg en liste over ting, som jeg ikke kunne købe i Kandy.

Hotellet vi boede på er ligesom St. Andrews i Nuwara Eliya fuld af historie og kultur. Det ligger helt ned til stranden og man hører bølgernes brusen. Pigerne var vilde med vores himmelseng (se billedet).

Den første aften blev vi inviteret til cocktailparty i hotellets store sal. Vi havde nu mest lyst til at hygge på hotelværelset, men besluttede at deltage bare for en lille stund. Det viste sig at være et større arrangement med mange mennesker, pindemadder, danseopvisning, modeshow m.v. Stor oplevelse, især for pigerne at se et professionelt modeshow med tynde, tynde, flotte singalesiske piger i høje, høje sko.

Colombo har mange butikker med vestlige varer og mærke-varer. Der er masser af gode butikker med dejlige ting, men vi er nu alligevel glade for, at vi bor i Kandy og ikke Colombo. Kandy forekommer os at have mere kultur og natur, mens Colombo blot er en stor by.

Maldiverne - tæt på paradis

Ca. 30 grader varm luft, ca. 28 grader varmt og krystalklart vand, kridhvidt koralsand, skyggespredende palmer, store og små fisk i alskens farver, de flotteste solnedgange over Det Indiske Ocean...ren bountyland, sådan er Maldiverne, nøjagtigt som på et postkort. Her ses solnedgangen fra "vores" pool.

Den 17. til 21. oktober 2008 tog vi på miniferie til Maldiverne - på besøg hos vores venner Tanja og Jimmy og deres 3-årige datter, Lærke. Jimmy er project manager for MTHøjgaard på Maldiverne. Vi fik en ferie i Male-atollen, vi aldrig glemmer.

Vi blev afhentet fra lufthavnsøen i speedbåd og sejlet til øen Vilingilli. Lørdag formiddag sejlede vi ud i det blå for at finde en øde ø, hvor vi kunne holde picnic. Ud af Maldivernes ca. 1200 øer er de ca. 1000 øde, så det skulle ikke være så svært. Vi fandt en lille perfekt ø midt i det azurblå vand. Vi spiste, snakkede, fandt konkylier, legede med sand og snorklede - ren fornøjelse. Det var lettere overskyet - heldigvis, ellers var vi blevet brændt af (solen er 25% stærkere på Maldiverne).

Vi sejlede videre til Meeru - det resort (hotel-ø), hvor vi tilbragte de næste to døgn http://www.meeru.com/ En ø bestående af forskellige slags hytter, nogle på land og nogle på vand. Restauranter, reception, tennisbaner, butikker, fodboldbane med kunstgræs etc. Man må ikke bo med børn under 18 år i hytterne i vandet, så vi boede i hytter på land med perfekt beliggenhed i forhold til pool og restaurant.

Principielt kan man tage sine sko af ved ankomst til resortet og først tage dem på igen ved afgang. Der er det fineste sand fra man træder i land, i receptionen, i baren, i restauranten, ja, overalt undtagen på værelserne og ved poolen. Så vi spiste i bare tæer. Dejligt befriende.

En anden ting man også kan efterlade i kufferten er ens pung. Det er så smart, at uanset om man skal leje tennisbaner, købe juveler, vand eller nyde barens eksotiske drinks, så beder man bare om at få omkostningen på værelsesregningen. Den tid, den sorg. Uhha, nogle gode Maldivian Punch de mikser.

Vi har tidligere snorklet i Kroatien, og jeg har haft fornøjelsen af at bade ud for Grækenland, men det myldrende liv vi oplevede under havoverfladen på Maldiverne var ganske simpelthen FANTASTISK. Et ufatteligt farveorgie. Vi svømmede sammen med fisk på 40-50 cm, svømmede hen over en Sting ray (en art rokke) og Jens forsøgte sig med at svømme sammen med minihajer. Alene det at opleve at kommunikere under vand med sine børn og hinanden er fascinerende.

Ferien måtte jo ende - så vi vinkede farvel til Familien Laursen og takkede for et godt program, nogle herlige stunder og godt samvær.

Link til webalbum med flere billeder og tekster:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/TheMaldives#

Link til Tanja og Jimmys hjemmeside med flere billeder fra vores tur bl.a. nogle af alle fiskene
http://www.tanjaogjimmy.dk/12361354

Fakta om Maldiverne:
250.000 indbyggere.
800 km lang og 130 km bred.
1200 koraløer, hvoraf de ca. 1000 er øde.
Den sydligste ø befinder sig lige under ækvator.
Øerne er opdelt i 26 naturlige atoller, som er en ring af koraløer, der omkranser en lagune.
Øernes højeste punkt er ingen steder mere end 3 m.o.h., hvorfor drivhuseffektens afsmeltning af iskapperne ved polerne skaber bekymring.
Maldiverne består af 19 administrative enheder, som også er atoller.

torsdag den 16. oktober 2008

Pippi was never here

Vi har været på privathospital med Stella pga. børnesår. Hun forlod Danmark med et begyndende børnesår, som vi dengang behandlede med to forskellige slags salve og senere primcillin, som vi har med i vores mini-akut-medicinkuffert. Da det blev værre, bad jeg chaufføren om hjælp til at bestille tid ved en læge. Vupti, havde han kørt os til et privathospital, hvor vi efter ca. 5 minutters venten kom ind til en læge. Stella har haft børnesår rundt om næsen før, så jeg vidste, at jeg skulle have fat i nogle bredspekterede antibiotika-piller. Hvordan siger man det på engelsk? Jeg besluttede, at lade ham kigge på hende og høre, hvilken diagnose han stillede. Det var derfor ikke videre betryggende, da han kiggede med skepsis på hendes fregner hen over næsen og begyndte at snakke om en henvisning til en hudlæge! "No, no, that's normal", sagde jeg og fik fortalt ham om "children-worn" (direkte oversat). Jeg ved ikke helt, hvordan vi nåede frem til en fælles diagnose, men i alt fald fik jeg en recept på noget antibiotika i pilleform, som har hjulpet.
Sjældent har jeg nærstuderet produkt-/medicinbeskrivelsen, som jeg gjorde denne gang. Jeg ville være helt sikker på, hvad jeg bad Stella om at sluge. Dosis, alder etc. Jeg havde både ordbog og lommeregner til hjælp.
Det er en fantastisk organisering og indretning, de har på hospitalet: Man kommer ind, får en tid, venter, kommer ind til lægen, får en recept, indløser recepten ved apoteket (der ligger over for lægens værelse) og betaler ved udgangen/receptionen. Små 40 kr. måtte jeg af med for konsultation og medicin - og hurtig og "kvalificeret" hjælp.
Igen blev jeg mindet om, at vi befinder os i en kulturel kontekst, som hverken H.C. Andersen eller Pippi Langstrømpe med hendes mange fregner er en del af. Jeg er i Østen, i et udviklingsland and Pippi was never here. Only Sarina and Stella.

tirsdag den 14. oktober 2008

Kontaktoplysninger

POST:
Bastrup Family
138/3 Riverdale Road
Aniwatte
Kandy
Sri Lanka

HJEMMEtelefonummer:
+94 81 222 3596

MOBILnumre:
Mia: +94 77 364 1994
Jens: +94 77 757 9448

MAIL:
Stella stella.bastrup@hotmail.com
Sarina sarina.bastrup@hotmail.com
Mia mia.bastrup@gmail.com
Jens jens.bastrup@hotmail.com

SKYPE:
Sarina sarina.bastrup
Mia mia.bastrup
Jens jens.bastrup

FACEbook:
Mia Mia Bastrup
Jens Jens Bastrup

NB. Tidsforskel: Sri Lanka er 3½ time foran DK under sommertid og 4½ time under vintertid.

søndag den 12. oktober 2008

Hvad skal vi med materielle goder?

Efter netop at have skrevet et indlæg om at have købt seks stole og et bord til vores terrasse, kommer jeg til at tænke på buddhisternes overbevisning: At når man ejer ting, bekymrer man sig blot om dem.
Det har jeg tænkt noget over, for mange af de expats vi omgås her begynder på en frisk, hver gang de flytter til et nyt land. Vi har jo heller ikke vores ting og møbler med. Vi savner dem heller ikke.
Et par af vores venner har flyttet mange gange med deres to børn. Jeg spurgte til menageriet med at flytte hver gang. Hun kiggede forbavset på mig og sagde, at de efterlod sig møbler, køkkenting og tøj, når de rejste. Det gik til velgørenhed. Nyt land, nyt hjem. Et andet par er ved at pakke ned, for de skal flytte retur til Europa. De er også godt på vej til at forære det hele væk.

Tankevækkende - taget i betragtning, hvor meget danskere værdsætter deres hjem og møbler, som de føler har affektionsværdi. Jeg kan helt tilslutte mig buddhisternes overbevisning, men må konstatere, at de nye møbler til terrassen har en fantastisk funktion. Endnu har de ikke givet mig bekymringer. Lidt materialist er man vel altid ;0)

På besøg i "Kurvebyen"

A1 hedder vejen mellem hovedstaden Colombo og Kandy. Vejen er vel nærmest at sammenligne med en ældre og slidt hovedvej mellem to mindre byer i Jylland. Glem alt om motorvej og lange, lige strækninger uden huller. 116 km er der mellem de to byer. At det tager ca. 3 timer at køre den strækning fortæller alt om vejens tilstand.

Det er nu i øvrigt en spændende og flot strækning. Jeg kan overhovedet ikke navnene på småbyerne på strækningen, men jeg husker, at vi som noget af det første kørte gennem en by, som solgte ananas over alt. Butikkerne lå side og side, og sælger ananas. Lidt senere kører man gennem en by, som sælger alt inden for kurveflet (møbler, kurve, skraldespande, bakker, ja, alt muligt). Senere kører man gennem en by, hvis butikker sælger lerpotter til alskens formål. Store og små potter og vaser. Alle i rødler. Sidst, nærmest Kandy, kører man gennem en by, hvor butikkerne sælger lædervarer (møbler, tasker, puffer, penalhuse etc.). Én har fortalt mig, at de byer er arrangeret sådan for at gøre ruten interessant. Bortset fra ananaserne er det heller ikke nemt at opdrive de varer i Kandy by, så man skal køre til dem. Andre siger, at sådan er det bare endt op, med byer, som sælger bestemte varer.

Jeg har været en tur i kurvebyen. Jeg kunne ikke opdrive en liggestol i Kandy. Ej heller seks stole og et bord til terrassen. De sælger plastikstole, som vi kender dem fra Danmark, men uden borde. Så Randith og jeg kørte de godt 1½ time i bil til "Kurvebyen/Canecity". Her fandt jeg både liggestol, vasketøjskurve, brevbakker, frugtkurve m.v...og så bestilte jeg ubeset seks stole og et glasbord i bambus og flet. Lagde et depositum og kørte hjem. Møblerne er nu kommet og vi kan for alvor nyde vores overdækkede terrasse med den pragtfulde udsigt.

søndag den 5. oktober 2008

Weekendtur til teplantager og Nuwara Eliya

Lørdag og søndag den 4. og 5. okt. valgte vi at tage en tur op i bjergene og se teplantagerne. Vi havde booket en overnatning på St. Andrews Hotel http://www.jetwing.com/JW%20hotels/SAH/jw_sah_index.php i byen Nuwara Eliya.

Om Nuwara Eliya:
NE er Sri Lankas højestliggende by - "lysets By" - placeret på et plateau (1998 m.o.h.). Byen er anlagt 1828 og har 30.000 indbyggere og en årlig gennemsnitstemperatur på 16 grader C. Om sommeren regner det hyppigt og meget. Vi oplevede byen i både solskin og regn. Der skulle være flottest om foråret. En række murstensbygninger er opført i typisk britisk kolonistil, ligesom haver og parkanlæg er mere engelske, end man finder dem i England. Dette gælder især det hotel vi boede på. Byen blev kaldt "Little England" og det skyldes især, at briterne dyrkede engelske grønsager og anlagde galopbane og golfbane i byen. Golfbanen betegnes som en af Asiens bedste.
Vi fandt, at byen er en skøn (dis-)harmoni af sri lankanske og engelske træk.

Om St. Andrews:
Som historiker leder jeg altid efter det historiske vingesus. Jeg fandt det ikke, som ventet, i Versaillesslottets Spejlsal. Jeg fandt det til gengæld helt uventet her på hotellet. Jeg kunne nærmest se englænderne, tamilerne og singalserne spadsere rundt i deres hvide rober i gangene på hotellet og i den engelske have i slutningen af 1800-tallet. Fantastisk. Pigerne synes, at hotellet var vildt hyggeligt, og det er det. Ild i pejsen i baren, en meget hjertelig velkomst med servering af Ginger-tea, mens bagagen fragtes til værelset, en dunkel og flot spisesal, god mad, og...varmedunke i vores senge, da vi returnerede fra middagen. Hvilken herlig overraskelse. Gammelt, slidt, funktionelt og med en atmosfære, som jeg ikke tidligere har oplevet.

Om te:
Sri Lanka er i dag, efter Kina, Indien og Kenya, den fjerdestørste teproducent i verden. Den første te blev plantet i 1867 af skotten James Taylor, der udlagde en lille jordlod til tedyrkning. Det skyldtes, at han havde været uheldig med sygdom i sine kaffebuske.
Tebuskene kan blive høje, men holdes i 1-1½ meters højde. Så er bladene lettere at nå for teplukkerne. En teplukkers profil: Kvinde, tamil, klædt med regnslag og sæk på hovedet. Når hun ikke arbejder genkendes hun på nogle overdimensionerede pege- og tommelfingre. De plukker kun de to øverste blade og knoppen/skudet af. Den daglige høst pr. plukker ligger på 8-20 kg.

Her er vi på besøg på Blue Field Tea Centre:
Sarina og Stella havde ikke set frem til turen, men de hyggede sig gevaldigt og synes også, at det var interessant.










Se billeder og tekster fra turen:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/NuwaraEliya#

torsdag den 2. oktober 2008

Botanisk Have i Kandy

Sarina og Stella i begyndelsen af en palmeallé i Botanisk Have.

Kender man Geografisk Have i Kolding, så har man en god ide om, hvad Botanisk Have i Kandy er. Haven er 60 ha og er på tre sider omslynget af floden Mahaweli. Hen ved 4000 forskellige plantearter og -sorter er repræsenteret. Her er krydderihave, orkidéhus, kaktushus, kæmpebambuser, palmealleer m.v. Haven indeholder i alt ca. 200 arter af palmer. Den mærkeligste er dobbeltkokosnødden. For en gangs skyld er den latinske artsbetegnelse "callipyge" interessant, det betyder nemlig "smuk bagdel" - og det er netop hvad det ligner, der hænger på palmen. Bagdelene er 8-10 år om at modnes. I haven er der også en kunstig sø, hvis omrids har form som Sri Lanka.

Vi var knap kommet inden for i haven, før en mand henvendte sig til os og begyndte at fortælle om haven og dens herligheder. Pga. af hans khakifarvede tøj og hans store viden om haven var vi i tvivl om, om der var tale om en ansat, men vi blev enige om, at der var tale om en person, som ønskede penge af os for sin rundvisning. Han var påtrængende og hersede rundt med os, så han fik klar besked om at gå. Hvilket han så gjorde. På et tidspunkt kom der en anden mand hen til os med et blad med en skorpion på (billedet nedenfor). Han rakte bladet frem og sagde: "Take a picture", hvorefter han stak hånden frem som en gestus for at få penge. Stella, som ikke aner, hvad en skorpion er, var godt på vej til at stikke fingrene ned til den. Jeg betalte ham, bare for at slippe for ham.


Det her med at "nogle" henvender sig til én og leger guide er udbredt her - og kan være et problem. Ham den førstnævnte havde nu ellers en interessant viden om haven, dens dyr og planter - bl.a. så vi en 2½ meter lang slange sno sig i græsset ved siden af os, som han kunne fortælle om. Havde han ikke været der, var vi alle tre løbet skrigende bort.

Singalesisk skrift

Skilte og facader er skrevet med singalesisk og tamil. Begge er officielle sprog her. Nogle gange står det nederst på engelsk også. Singalesisk er en skulpturel og flot skrift. Vores maid er rigtig god til engelsk tale, men skriver kun singalesisk. Som I kan se nedenfor er skriften tegnet med både fed og tynd pen/streg. Her ser I alfabetet:





















Den sri lankanske forfatter Michael Ondaatje skriver i "Det ligger til familien" (2000, Running in the Family, 1982) poetisk om singalesisk:

"Jeg finder stadig, at det smukkeste alfabet blev skabt af singaleserne. Blækkets insekt krummer sig i en form, der næsten ligner segl, skeer, øjenlåg. Bogstaverne står uden skarphed, som glasstykker, slebet runde af havet...Månens, kokosnøddens. Knoglerne i den elskedes rygrad".


Sanskrift var præget af lodrette linier, men dets skarpe gitterpræg kunne ikke overføres til Ceylon. Her var palmebladene (olabladene), som man skrev på, alt for skøre. En lige linie ville skære bladet i stykker, derfor udvikledes et alfabet med kurver fra dets indiske fætter.




PS.
Michael Ondaatje er født på Sri Lanka i 1943, flyttede siden til London og er nu bosat i Toronto, Canada. Ondaatje har udgivet adskillige romaner og digtsamlinger, men slog først bredt igennem med krigsromanen Den engelske patient, som siden blev filmatiseret.

onsdag den 1. oktober 2008

Helligdage og fridage

Her kan man have ferie, helligdage og fridage - ligesom i Danmark. Og dog. For ferie har man mindre af end i DK, og det afhænger desuden af, hvad man arbejder med. Hellig- og fridage er derimod en helt anden og alvorlig sag her. Disse kan ikke dateres, da de er bestemt af astrologers anbefalinger. Pigerne har fri i forbindelse med diverse religiøse festivaler og en gang hver måned, hvor det er fuldmåne. Fuldmånedagen kaldes poya (Anuradhapura) og er en national helligdag/fridag. For eksempel er det fuldmåne her tirsdag den 14. oktober, så har skolerne og offentlige kontorer lukket, og der officielt er der ingen udskænkning af alkoholdrikke. På Jens' kontor rykker de fridagen fra tirsdag til weekenden, så de kan gå fredag middag i stedet for lørdag middag.

I dag, onsdag den 1. oktober, har børnene haft fri, fordi Ramadanen er slut. Her er godt nok kun 8% muslimer og måske en mindre andel i skolen, men alligevel har alle fri. Alle muslimskejede butikker har også haft lukket i dag. På Jens' arbejde har de ikke fri i forbindelse med Ramadanen - kun Poya-day. Så pigerne og jeg har sammen med to andre familier været på picnic-tur i bjergene 1½ times kørsel nord for Kandy. Vi så bl.a. den ene families fars ingeniørprojekter. Han arbejder med vandforsyningsprojekter som Jens. Vi vandrede langs et vandløb ned af et stykke bjergskråning.

Her ses pigerne - fra venstre: Abi, Stella, Sarina, Hannah og Poppy. Poppys bror, Peter, mangler på billedet.









Vi sluttede af med en dukkert på Earls Regency Hotel i Kandy. Et femstjernet hotel med en kæmpepool http://www.asiahotels.com/hotelinfo/Earls_Regency_Hotel_Kandy/ Åh, hvilken herlig ting efter vandring i varmen (35 grader C) i bjergene.

I sidste uge havde pigerne også fri fra skole. Det skyldtes, at en tidligere præsident, som regerede Sri Lanka for tyve år siden, døde og skulle begraves. Begravelsen fandt sted her i hans fødeby Kandy. Begravelsen ville indebære så meget trafikalt tumult og forstærket sikkerhed i form af checkpoints overalt i byen, så man valgte at lukke skolerne. Pigerne og jeg valgte at køre på Hotel Citadel og tage en slapper ved poolen efter dagens lektielæsning.

mandag den 29. september 2008

Stellas oplevelser på Sri lanka

Det er rigtig dejligt et være her.

Men jeg savner alle vennerne og familien.

Indrani og Randith er meget søde og det er rigtig hyggeligt at være sammen med dem.

Her er meget smukt. jeg elsker at stå ude på tarassen i bikini og danse.

I er velkommen til at skrive en mail til mig på stella.bastrup@hotmail.com.

Jeg har fået RIGTIG MANGE venner her nede.

Det er dejligt med alle de pool´s.


SKOLEN
Skolen er en god skole.

Min lære er meget sød.

Mit y-fag (ynglingsfag) er: English,Math,Art, p-band(det er fløjtning)Topic(det er emne)Pe,drama,music,library.

Mit h-fag (hadefag) er: Computer,fransk,ekstra English,singhala/tamil, Swimming,Science.

P.S alle fagene står HER.

Vi har også lige været til skolens 10 årige fødselsdag. Hvor ALLE klasser havde en bod hvor man kunne købe noget.

Hilsen Stella

Victoria Golf & Country Resort

Søndag skulle vi ud i det blå og finde en golfbane til morfar, som kommer til jul. Det lykkedes. Vi fandt et vidunderligt, smukt og stille sted kun 50 minutters kørsel fra Kandy: Victoria Golf & Country Resort http://www.srilankagolf.com/html/default2.htm

Her kan man spille tennis, ride på heste og ponyer, spille golf, gå lange ture, se vand og palmer og ikke mindst bade i poolen. Vi valgte at få en frokost, bade i poolen, se os lidt omkring, og Jens fik en omgang massage. Hele hans overkrop inkl. hovedbund var smurt ind i olivenolie.
Vi mødte Watsons (en skotsk familie fra Kandy) på stedet. På billedet ser I Sarina og Stella i poolen, og de voksne i skyggen ved liggestolene. Pigerne sluttede dagen af med en times ridning i området. De fik nogle smukke naturoplevelser på hesteryggen og måtte tage sig i agt for aber, som sad i træerne og kastede kokosnødder efter dem. Luksus-søndag for krop og sjæl.

søndag den 28. september 2008

Skolens 10 års fødselsdag

I går, lørdag den 27. september 2008, var vi på skolen fra kl. ca. 9 am til 1 pm. Skolen fejrede sin 10 års fødselsdag. Det var på forhånd aftalt, at hver klasse sammen med sin klasselærer skulle stå for en bod. Stellas klasse skulle sælge søde sager i form af sri lankansk slik, kager m.v. Stella havde en af Indranis kager med, der minder om sri lankas svar på brunsviger. Sarinas klasse skulle sælge drikkevarer. Sarina valgte at have frugt-smoothies med. Sarina skulle være i tatoveringsboden sammen med nogle klassekammerater og sin art-lærer.

Fødselsdagsfesten kører på samme måde hvert år, og indtjeningen fra boderne går til velgørenhed. I år skal pengene gå til et af byens hospitaler. Skolen kunne godt selv trænge til en kærlig hånd og nye ting, men traditionen er, at pengene går ubeskåret videre.

Det hele foregår i skolegården mellem de tre bygninger: Infant School, Junior School og Senior School. Midt i skolegården står et kæmpe træ, som både er skulpturelt og smukt at se på, og som samtidig giver skygge hele dagen.

Billeder - med tekster - fra dagen:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/CISKandys10RsFDselsdag#

onsdag den 24. september 2008

Mine løbeture

Det er ikke nemt at løbe her i byen. Terrænet er ujævnt (huller op til 20 cm dybde) og snoet. De veje som går lige ud og uden for mange stigninger er veje fyldt med biler og busser (cykelstier og fortov eksisterer ikke her). Så jeg holder mig til vejene som fører til kvarterer og boliger. Ja, der er faktisk mere tale om stier i vores forstand, for to biler kan knap og nok passere hinanden på disse veje. Jeg løber i en radius på 5 km fra vores bolig på disse stier, som er meget ujævne og med mange bakker. Det fungerer fint, og jeg nyder hver eneste tur.

Det eneste minus ved løbeturerne er alle de løse hunde, som løber mig i møde. Jeg er en dårlig hundekender og kan ikke skelne mellem gøen og haler, der vifter den ene eller anden vej, så jeg er generelt bange for de kræ. På en 5 km tur vil jeg typisk møde 30-50 løsgående hunde på vejen og i indkørslerne.

Det skal lige fortælles, at jeg har endnu ikke mødt eller set en anden løber. Jeg mødes med smil og let hovedrysten eller forundring. Den vesteuropæiske kropsdyrkelse og -kultur kan - efter sigende - virke stødende på og misforståes af singaleserne. Det føler jeg nu ikke.

Det kan ikke betale sig at løbe ved 7-tiden, når pigerne er hoppet ind i bilen og køres til skole. Der er alt for meget trafik på dette tidspunkt. Så jeg løber typisk ved 8-tiden, hvor trafikken er mindsket, og varmen endnu ikke for høj.

Hvis jeg løber tidligere, kan jeg lugte deres morgenmad (rice and curry). Ved 8-tiden er det mere lugten af affald, som brændes af i vejkanten - og blomsterne. Jasminen dufter igennem.

De mange dyr møder jeg også på turerne. Frøerne, aberne, sommerfuglene og fuglene.

PS. Jeg løber i højre side af vejen - pga. højrekørsel.

Vejret

Hvordan er vejret hos jer, spørge mange. Det korte svar: "Foreløbigt har det været pragtfulgt med sol hele dagen og nogle gange regn om natten. Termometeret viser typisk 20-25 grader om morgenen og 34 grader C om dagen og lidt mindre om natten".

I det lange svar afsløres, at vejret kan være ustabilt og regnfulgt:
På grund af Sri Lankas beliggenhed nær ækvator er temperaturen næsten ens året og dagen igennem. Vandtemperaturen i Det Indiske Ocean ligger konstant på 27 grader C.
Her tales ikke om årstider. Her tales om regntid eller ikke regntid. Sydvestmonsunen (maj-juli) giver store mængder regn på øens sydvestkyst, mens nordøstmonsunen (nov.-jan.) betyder regn på nordøstkysten. Da Kandy ligger mellem de to geografiske områder får vi - efter sigende - glæde af begge monsuner; det vil sige, at det regner her i byen vinter- og sommermåneder. Vi er altså ankommet midt i ikke-regntiden.

I Kandy (500 m.o.h.) er årets middeltemperatur 24,8 grader C, og byen har i gennemsnit 151 regndage.

Man kan komme op til teplantagerne her i højlandet i ca. 1900 meters højde, og her er væsentligt koldere (gennemsnitligt 15,5 grader C).

tirsdag den 23. september 2008

Borgerkrigen

Borgerkrigen mellem regeringen og de Tamilske Tigre mærker vi ikke meget til i hverdagen, selv om fronten er mindre end 200 km fra hvor vi bor. Og så alligevel mærker vi den indirekte, fordi veje, infrastruktur, skoler etc. er i så dårlig stand, fordi regeringen bliver nødt til (?) at spendere penge på bekæmpelse af Tigrerne. Der er også vagter overalt - foran vores hus, i butikkerne (de åbner dørerne for de handlende), ved turistattraktioner etc. Der er nogle enkelte checkpoints i byen hvor der står soldater med maskinpistoler, og der er meget fokus på efterladt bagage. Vi får bl.a. uopfordrede sms om hvor vi skal ringe hen, hvis vi ser noget usædvanligt. Maiden fortæller, at hun bliver kropsvisiteret jævnligt, før hun stiger på bussen om morgenen.
I lørdags var vi sammen med bl.a. en englænder, som arbejder for en humanitær organisation ved fronten. Når man snakker med ham, tegner der sig et helt andet og trist syn af borgerkrigen. Der er virkelig tale om en krig med alt hvad det indebærer af sult, terror, mafia og andre elendigheder. Det han fortalte - og hans kropssprog, mens han fortalte - gjorde indtryk.

Vi har fået visa og vores ting

Så lykkedes det at få visa og dermed lov til at få de ting, som vi har sendt fra Danmark. Tingene blev hentet på Bakkevænget onsdag den 27. august og har efter en flyvetur hertil dagen efter befundet sig hos Colombos toldmyndigheder. De ville først frigive dem, når vi havde fået visa. På et tidspunkt hed det sig, at Jens skulle de ca. 3 timers kørsel frem og tilbage til Colombo for at hente tingene. Men det behøvede han ikke, og nu er de her altså - en lille måned senere.

Det drejer sig om en printer, støvsuger, kaffemaskine, en køkken- og røremaskine, kaffe og -filter, rugbrødsblandinger, lakridser, lidt tøj, lys og fyrfadslys, mit malergrej og alt pigernes legetøj. Pigerne var ellevilde i går aftes.

Den første kasse Jens åbnede lå der en uldsweater og et par cowboybukser øverst. Hm, noget malplaceret, kan vi godt se nu. Her skal nok blive koldere, og vi skal en tur højere op i bjergene på et tidspunkt, men vi har alligevel for meget varmt tøj med (tror vi lige nu).

Det ser ud til, at toldmyndighederne har haft åbnet nogle af kasserne og kigget godt og grundigt på dem. Både procedurerne for forsendelsen, ventetiden samt det, at kasserne har været åbnet hænger sammen med borgerkrigen og indsmuglingen af våben til landet.

søndag den 21. september 2008

Projektet

Bloggen skal retfærdigvis indholde indlæg om det, som er årsagen til, at vi er her: Vandforsyningsprojektet i Kandy.

Jeg har nu været på projektet i 14 dage, og er ved at få en ide om hvad det hele går ud på. Mit firma, MT Højgaard A/S, har en kontrakt på at udføre et anlæg der kan levere drikkevand til ca. 33.000 husstande. Disse husstande er placeret på et område der er ca. 25*40 km, og beliggende syd for Kandy.
Vandet hentes ved at bygge 3 dæmninger over nogle floder hvorved der skabes en mindre kunstig sø. Søen sikrer at man også kan skaffe vand i tørre perioder hvor der ikke er så meget vand i floden. Derudover hentes der også vand fra en enkelt boring (brønd).

Fra floden pumpes vandet op i nogle ret avancerede renseanlæg hvor vandet renses ad mange omgange. Først sorteres store grene, malerspande, de største døde dyr og andre lækkerier fra. Derefter tilsættes forskellige kemikalier der får urenhederne i vandet til at samle sig i klumper så de nemmere kan fjernes. Endelig tilsættes klor for at desinficere vandet hvorefter det er drikkeklart. Det er samme princip man anvender over hele verden, også i mange lande i Europa.


Fra de 3 renseanlæg pumpes vandet i nogle ret kraftige rør, (typisk 300 mm i diameter) rundt til ca.30 vandreservoirer (vandtårne) beliggende på de højeste punkter i landskabet.


Fra vandreservoirerne løber vandet i mindre rør ned til de mange huse.

Kontakten er en totalentreprise, dvs. at man ikke alene bygger anlægget, men man dimensionerer, tegner og beregner det også. Projektet startede i efteråret 2006 og vi forventer at være færdige midt på sommeren 2009. Der er pt. beskæftiget ca. 60 funktionærer og 1400 timelønnede medarbejdere på projektet. Når vi når på den anden side af jul vil dette tal blive noget reduceret.