Dhaka - endnu et kulturchok

Hvis vi lige havde oplevet et kulturchok til den positive side (fra Sri Lanka til Singapore), så oplevede vi i første omgang et kulturchok til det negative side (fra Singapore til Dhaka). Dhaka er stik modsat Singapore - kæmpestor, ludfattig, møgbeskidt, overcrowded og med stillestående trafik.

Som nævnt i forrige indlæg skulle vi til Dhaka, fordi Jens skulle ud og se på et vandprojekt.

Vi ankom i nattens bulder mørke efter en times venten på visa og kuffert. Godt trætte blev vi transporteret til vores hotel, der faktisk hed "Hotel Sarina".

Om morgenen vågnede vi til et syn ud over Dhaka, der stod i modsætning til det fornemme hotel vi boede på. Høje bygninger lige så langt øjet rækkede. Ingen fancy arkitektur og glas – beskidt, hvid beton tæt plantet i uendelighed. Gisp, en grim by.

Jeg har læst, at der bor 130 mio. indbyggere i Bangladesh på et område, der er tre gange større end Danmark. Dette ville svare til, at der skulle bo 50 mio. mennesker i Danmark! En anden sammenligning er, at det i befolkningstæthed svarer til, at hele danmarks befolkning skulle bo nord for limfjorden! I Dhaka bor ca. 15 mio. indbyggere.

Efter morgenmaden bevægede vi os ud i den nordlige del af byen, hvor vi boede. Denne bydel er diplomatområde og hedder Baridhara. Det er her alle ambassaderne ligger. Der bor mange expats i området, og byens amerikanske internationale skole ligger her.

Dhaka er et mylder af mennesker og biler og rickshaw, der fungerer som cykel-taxaer. Når trafikken gik i stå, eller vi holdt for rødt, strømmede gadesælgere, tiggere med synlige handicap eller sygdomme og barfodede børn til bilruderne med bønfald og bedende øjne. Det syn kender vi kun alt for godt fra Indien og lidt fra Colombo og Kandy. Især det med at udstille sit handicap og de store, bedende, brune børneøjne har jeg svært ved at se på.

Billedet her er taget på en fredag - muslimernes helligdag, derfor er der ikke meget trafik. Da Bangladesh er et muslimsk land, har man fri fredag og måske lørdag - men ikke søndag.

Turen var arrangeret af en dansk familie, som er udstationeret af MTH i Dhaka. Først var vi en tur på skolen og kigge. Her fik vi for alvor oplevet, hvad det vil sige, når en skole er international. 40 forskellige nationaliteter går på denne skole, og hovedsproget er engelsk/amerikansk. Dhaka har flere tusinde amerikanere boende, og skolen er amerikansk. Stella og Sarina svømmede helt hen i den multietniske atmosfære og den high-school-musical-agtige stemning. På skolen mødte vi en anden dansk familie med en datter på Sarinas alder.

Billedet: Vi er i gymnastiksalen og overvære et sportsarrangement. Engagementet var stort, og stemningen god.

Herefter kørte vi et smut til Dhakas golfbane. Dét, der var fascinerende var, at vi kom kørende i de her beskidte, brune, ustrukturerede gader, ind igennem en gate, og vupti så var vi i det grønneste og smukkeste åndehul i byen, man kan forestille sig (se nedenfor).

Et andet trækplaster for danske expats i Dhaka er Nordic Club. En klub hvor svenskere, nordmænd og danskere kan spille tennis, gå i fitnessklub, få spabehandlinger, se på kunst, låne bøger, lege, svømme og spise. Her hyggede vi resten af eftermiddagen med forskellige danskere, som er i Dhaka af vidt forskellige grunde. Nedenfor: Billeder fra Nordic Club - aften og eftermiddag.

Om aftenen tog vi på Sushi-restaurant. En fantastisk god sushi-restaurant for øvrigt.

Næste dag tog mænderne på ingeniør-tour, mens kvinderne tog på shopping i den nordlige bydel. Det var absolut en fordel at blive guidet rundt af en sted-kendt kvinde. Det er stort set umuligt at gennemskue bag hvilken facade og vinduer, der gemmer sig en butik, hvis varer man kunne være interesseret i. Men de interessante butikker er der, og supermarkederne har lidt af hvert. Som hos os gælder det, at de lokale varer kan du få smidt i nakken for en krone, mens man næsten betaler overpriser for importvarer.

Resten af lørdagen blev tilbragt i klubben med svømning, tennis, afslapning og socialt samvær.

Søndag var vi igen på rundtur på skolen og sluttede dagen af med koreansk mad, som faldt i alles smag. Søndag nat var det retur til Singapore med flyveren.

At være udstationeret i Dhaka forekommer at være vidt forskellig fra, hvordan vi for eksempel har det. Vi er stort set de eneste danskere i Kandy og omegn. Vi er omkranset af natur og har friheden til at gå og køre rundt. Dhaka giver til gengæld muligheden for samvær med de andre skandinavere, OG så har de den her fantastisk velfungerende amerikanske skole med en masse børn, som er "i samme båd" og som snakker engelsk/amerikansk. En skole styret af værdier og respekt frem for regler og ordrer. Kunne man da for Søren bare slå de ting sammen til et sted.