mandag den 30. november 2009

På sight- og siteseeing til Sri Lankas østkyst

Denne weekend tog familien for første gang til østkysten. Jens har været der før, men ikke vi tre andre. Der er et pænt stykke vej til vandet i øst. Her måler vi afstand i tid, og til kysten er der cirka fire timers kørsel, og det vel at mærke fire timer på elendige veje. Til gengæld var der ikke megen trafik. I får lige et billede af, hvordan vi tilbragte i alt cirka seks timer i lørdags og fire timer i går, søndag. Jens og Ranjith sidder foran.
Det her - rismarker = paddy fields - så vi næsten overalt østpå. Læg mærke til hvor fladt det er. Desværre ser vi ofte personer med en dunk på ryggen og en sprøjte i hånden gå rundt i rismarkerne og sprøjte - sandsynligvis noget kemikalieværk mod utøj. Ingen økologi her.
Dem her - teaktræer - så vi også rigtigt mange af. Teaktræer er også dyre her bl.a. fordi de vokser så usandsynligt langsomt. Men flotte er de.
Sådan her kan man også bo.
Og et lidt mindre hus på landet.
Her er så indkørslen til M.T.Højgaard sitet og en af årsagerne til vores tur østpå. Vi ville over og se de havne, som M.T.Højgaard bygger i Oluvil. På vejen var vi på besøg på et stenbrud, hvor M.T.Højgaard springer sten, hvorefter de kører dem til havnebyggeriet i Oluvil. 167 lastbiler kører i døgndrift med sten syv dage i ugen de cirka 70 km til Oluvil! Oluvil er udelukkende et muslimsk område.
Her en af de mange, mange kæmpe maskiner, som havneprojektet kræver. Sarina og Stella prøvede begge at køre den. Lidt drengerøv er man vel altid.
Imponerende "skovl".
Køerne, gederne, hønsene, hundene og kattene levede her og der og alle vegne - også midt på gaderne.
Her et stykke smukt natur, som vi kørte fordi på vejen hjem til Kandy. Sri Lanka er altså utrolig med dets forskellige natur og kultur, det fik vi endnu engang slået fast på vores tur.
Hvad vi ikke har billeder af er M.T.Højgaards årlige julefrokost, som blev holdt i Ampara. Her havde et par af M.T.Højgaard gutterne kreeret den helt store danske frokost med sild og karrysalat, leverpostej, grønkål, and m.v. samt en fantastisk ris a la mande. Mmm, siger jeg bare.
Vi havde en helt igennem god tur med sightseeing i det østlige og siteseeing på et imponerende havneprojekt - og med god mad. Så pyt skidt med de mange - kedelige - timer på bagsædet af jeepen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar