Stort set siden vi ankom til Kandy har jeg været "medlem" af en bogklub her i byen. Vi er 12 kvinder, som mødes den anden mandag i hver måned fra 10 til 12. Vi mødes som regel på Hotel Citadel, hvor vi låner deres ene møderum mod bestilling af kaffe, the og en mindre morgenbuffet.
Der er tale om 12 vidt forskellige kvinder med vidt forskellige baggrunde. Der er singalesiske kvinder, britiske, en halv fransk kvinde, en schweisisk og ja, sørme 3 danske kvinder. De er alle - undtagen mig - fastboende i Kandy og omegn.
I går havde vi vores årlige julefrokost, som holdes privat, og hvor vi hver især bidrager med noget spiseligt. Ellers går vores møder ud på at udveksle bøger - romaner, ikke faglitterære bøger. Vi analyserer og fortolker ikke pokkers meget, men vi kan godt tage en god snak om en bog, som har været rundt hos de fleste. Jeg har endnu ikke oplevet, at vi alle kunne lide den samme bog. Jeg er godt vant fra Kolding, hvor jeg er i en bogklub - en "rigtig" bogklub, hvor vi analyserer og fortolker bøger, vi alle har læst. Men bogklubben her har et udmærket koncept til mit behov for at kunne læse, hvad jeg har lyst til - alle bøgerne er på engelsk, og det er ikke hvad som helst jeg kaster mig ud i at læse på engelsk, selv om mit engelsk er blevet bedre - samtidig med, at jeg får en masse inspiration via bøgernes fysiske eksistens på bordet og den korte, mundtlige anbefaling.Så, ja, jeg har været glad for bogklubben og kvinderne i den. Det er få af dem, som jeg omgås i min dagligdag, men jeg har nydt godt af dem som netværk på mange områder a la hvor køber jeg det, hvor kan man tage hen etc. Jeg er spændt på, om der er en bogklub i Dhaka. Hvis der er, så tror jeg lige, at jeg kigger forbi, hvis det er tilladt, for jeg nyder at dele mine bogoplevelser med andre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar