Forsøg på at komme i julestemning

Denne weekend var hjemme- og "komme-i-julestemning"-weekend. Efter Jens' fyraften lørdag eftermiddag var der dømt fælles indsats for at lave julekonfekt. Sarina og jeg havde handlet her og der og alle vegne for at samle de rette ingredienser. Jens begyndte med at sætte julemusik på. Stella hev nissehuerne frem, og Sarina og jeg begyndte at finde det hele frem i køkkenet. Så langt så godt, men det gik altså bare ikke.

Musikken drillede, huerne var alt for varme at have på, chokoladen og florsukkeret var ikke ordentlig kvalitet, hvilket for øvrigt gjaldt de fleste af ingredienserne. Rekvisitterne var heller ikke de rigtige, og når der i opskriften stod, at trøffelmassen skulle stivne, ja, så smeltede den, mens smøret i havregrynskuglerne blev vandet mellem hænderne på Stella. For slet ikke at nævne dadlerne, som var hårde indeni og klistrede uden på. "Det er altså bare ikke hyggeligt, det her", sagde pigerne samstemmende, mens Jens og jeg for rundt og forsøgte at redde, hvad reddes kunne, mens vi også var overraskede over, hvor svært det dog kunne være. Anyway, vi fik da taglagt trøffelkugler (med klumpet florsukker), havregrynskugler, marcipanfyldte dadler m.v. i diverse aflagte isbokse og stillet i køleskabet.

Puhha, det gik bedre sidste år, hvor vi lod det være ved saks og papir og skabeloner.

Søndag aften tog jeg til julekoncert med en af de lokale skolers drengekor. En flot - og julet - oplevelse i et smukt sceneri. Dog var jeg i den grad skuffet over, at koret valgte at vende hovederne væk fra "publikum" (må de godt hedde sådan, når det er en kirke?) og synge hen mod maleriet med korsfæstede Jesus - se billedet nedenfor. Min britiske ledsager forklarede mig, at sådan skal det være. "Det er jo ikke et show", forklarede han. Hm, hvorfor var det hele så stillet op som et show med lys, kamera og salg af cd'er?

Jeg kom faktisk lidt i julestemning, men det blev ødelagt, da vi skulle hjem og opdagede, at det var selvopfundne singalesiske parkeringsregler, som havde hersket uden for kirken med det resultat, at vi holdt absolut inderst, og at vi ventede i en halv time med stikkende myg, inden vi kom fri. Vi burde have forudset det. Så kort blev julestemningen.

Nå, men nu sidder jeg her og blogger/skriver med Stig Rossens julemusik flydende ud af min bærbares højttaler, mens jeg nyder eftersmagen af Sarinas brunkager (de eneste brunkager, jeg nogensinde har kunnet lide) og konstatere, at julestemningen ligesom alt andet smukt kommer indefra.