En dårlig dag i går

I går var bare ikke min dag. Dagen begyndte med regnvejr. Den voldsomme regn om natten havde (igen) væltet en mur og givet jordskred, hvilket ofte sker for tiden pga deres dårlige byggeri. Forskellen var bare, at dette jordskred fandt sted på vores vej på vej ind til byen, så vi måtte køre omveje hele dagen i går for at komme til og fra vores hus. Og jeg skulle til byen og blandt andet hente en bestilt julegave.

Jeg har ringet mange gange til min singalesiske "ven" og forretningsindehaver om denne ting (som jeg jo af gode grunde ikke kan afsløre, hvad er). "Ok, I will get it for you. No problem, Madam. Come next week". En uge senere: "Oh, hello, Madam, no bla bla bla, but next week, Madam". I den mellemliggende tid var jeg i Colombo og kunne købe tingen der, men ikke helt den samme som jeg havde fået lovning på i Kandy, så jeg valgte at satse på min forretningsmand i Kandy. En uge senere får jeg at vide, at jeg kunne hente den i går. Og så er det bare slet ikke den ting, jeg har efterspurgt. Skuffelsen var så stor, at jeg højlydt måtte give ham besked om, at det bare ikke var i orden, og hvordan jeg så tingene. På grund af tiden hang jeg på hans ting, som jeg så til gengæld fik presset ned i pris. Øv, hverken tilfredsstillende for ham eller mig.

Bagefter en tur til stationen og købe billetter til toget til Colombo og retur for Sarina og jeg. Meget larm, dårlige engelskkundskaber, en hvid der ikke kan tale singalesisk, fem andre mænd omkring mig, som skubber og lige vil ekspederes samtidig med mig, hvilket billetsælgeren selvfølgelig tillader (det er kulturen her) gjorde det til en 20 minutters lang samtale med vrissen, stønnen og "please...". Men det lykkedes næsten at få de billetter, jeg ville have.

På vejen hjem skulle jeg lige handle. Kunne som sædvanligt ikke få halvdelen af tingene og måtte tænke i alternativer hele tiden, hvilket gjorde det til en længere affære.

DRÅBEN kom, da jeg kom inden for døren, og telefonen ringede. Det var Stellas skole, der ringede. De ville bare fortælle, at Stella ikke var velkommen til at deltage i Julekoncerten mandag aften, da hun ikke havde været til dagens prøver i kirken. "Jamen, hun er jo syg og ligger i sengen med feber", fik jeg sagt, samtidig med at jeg efterhånden som alvoren af ordene gled ind i min hjerne mærkede, at jeg blev gal. "Ja, vi ved det, men vi kan ikke have hende til at deltage i koncerten, når hun ikke har deltaget i dag", lød det igen. Belært af erfaringer bad jeg straks om at blive stillet om til hendes overordnede, hvilket skete. Jeg forklarede, at for mig at se gjaldt det om at have deltaget i korprøverne på skolen hele semesteret og især i de sidste fire ugers julesange, og ikke så meget om, hvor man skulle stå, hvilket vel hurtigt kunne forklares. Jeg fortalte, at Stella møgsommeligt havde brugt sine frikvarterer på at indhente, hvad de andre havde lavet i timerne, fordi hun havde prioriteret at følge korundervisningen. Den overordnede lovede at undersøge tingene.

Imens jeg ventede på tilbagemeldingen og "dommen" fra skolen satte jeg mig ned på gulvet og tænkte, at der altså bare er så stor forskel fra det danske skolesystem og dets værdier om at deltage alle sammen, at give eleven succesoplevelser til den her skoles stræben efter, at koncerten skal profilere skolen udadtil og derfor kan de ikke acceptere, at nogle elever ikke ved, præcist hvor de skal stå og gøre. Under alle omstændigheder, hvad er det for noget med at smide en elev af holdet i sidste øjeblik? Hvad pokker ligner det?

Den overordnede ringede tilbage og sagde, at vi undtagelsesvis kunne aftale, at hvis min datter var blevet rask på mandag og kunne deltage i prøverne på mandag, så kunne hun få lov til at deltage om aftenen til selve julekoncerten... (den sætning lader jeg lige stå uden kommentarer).

Og hvorfor er det så lige, at jeg sidder her og blogger, mens jeg stadigvæk kan mærke, at jeg bliver gal og skuffet? Jeg fik jo min vilje. Stella skal optræde, hvis hun er rask. FORDI jeg ikke føler, at jeg har gjort en forskel. Skolen gav mig ret, de fik fred. Min pointe om, at man altså ikke leger sådan med elevers/børns engagement er aldrig nogensinde nået frem. Snarere tænker jeg, at de tænker, at endnu engang brokkede en hvid madam sig og at de måtte give hende særbehandling. Selv efter snart 1½ år hernede gør sådanne oplevelser mig frustreret.

Set lidt på afstand skete der jo ikke noget katastrofalt i går. Jeg fik næsten den julegave, jeg vil give væk. Jeg fik næsten de togbilletter, jeg gerne ville. Vi fik noget at spise til aftensmad, og vigtigst af alt, Stella får lov til at optræde, hvis hun er rask. I går havde jeg bare ikke overskuddet til at affinde mig med omstændighederne og kulturen. Hvad kan jeg lære af det? At jeg må finde overskuddet, for de omstændigheder er nu engang eksisterende her.