torsdag den 11. februar 2010

En uventet oplevelse

I går eftermiddags tog Jens og jeg på Kandys offentlige hospital for at sige farvel til vores ven, som ligger der, fordi han skal opereres. Hans kone ringede mig op i går middags for at spørge, om jeg var sikker på, at vi ville besøge David midt i den travle flytning. "Ja, da", svarede jeg, mens jeg igen, igen undredes over denne engelske beskedenhed. "Ok, i så fald synes jeg ikke, at I skal tage pigerne med pga bakterier m.v.", sagde hun. Jeg skulle senere erfare, at det var ikke af ren beskedenhed, hun spurgte.

Jens og jeg tog til dette kæmpe store hospital. Vi kunne ikke helt finde vej - der er ligesom ingen blå eller orange linier, der fører til den og den afdeling, så vi havde fornøjelsen af at se lidt af hvert. Lugten (stanken!) af urin og blod var gennemtrængende. Patienter lå på gulvet på sivmåtter, og gennemsnittet af ben og arme var ikke to. Til gengæld var der langt over to soldater med maskingeværer, som passede på patienterne, hvoraf nogle er tidligere tamilske tigre. De arme, der holdt maskingeværerne, kunne have være meget nyttigere, hvis de havde gjort rent, tænkte jeg umiddelbart.

Vores ven lå på en tomandsstue og var ved rigtig godt mod og fortalte om de dygtige læger, som tog sig af ham, og det er jo det vigtigste.

Jeg kunne ikke snakke om det over middagsbordet af frygt for at miste appetitten, og det er da også et af de emner, hvor vi skal overveje, hvor meget pigerne behøver at vide. Min singalesiske venindes teenagedatter besvimede under et besøg dér, på grund af det hun så, og jeg føler mig stadigvæk mærket af oplevelsen.

PS.
Ren faktuelt kan jeg fortælle, at præsidenten netop har været i Rusland og forhandlet sig til en kontrakt om køb af våben for $300 mio USD (kilde). For $300 mio USD kan man købe rigtigt mange ting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar