Singaleserne ryster på hovedet

Både pigerne og Jens har oplevet singaleserne gøre denne karakteristiske glidende hovedbevægelse fra side til side, mens de snakker med dem. For os kan det hurtigt opfattes, som om de ryster på hovedet af det man siger, eller at de er uenige, men det betyder "ja" eller "enig".

I metaforen "Kulturens isbjerg" tredeles kulturen: Fra oven Adfærd - så Normer - og nederst Værdier.
Adfærd: Fysiske udtryk, genstande, adfærd - Det synlige.
Normer: Systemer, strukturer - Det usynlige.
Værdier: Mening, tro, antagelser, som tages for givet - Det ubevidste.

Jeg er spændt på, hvor langt ned ad isbjerget vi vil bevæge os under vores liv her. Pigerne kommer nok tættest på at opleve normer og værdier, fordi de i den grad er i mindretal og blot må følge med i deres kammeraters leg og hverdag og adfærd. For Jens er der tale om en delvist tilpasset kultur, fordi de halvvejs møder ham, hvor han er. For mig er det nærmere en kunstig kultur, som hverken er deres eller min, fordi mine omgivelser næsten helt tilpasser sig det, de tror og får at vide, at jeg ønsker (jeg tænker på herhjemme i huset). Foreløbigt består mit møde med singaleserne i at mødes med dem i forretningerne, hvor jeg er kunde, og de gerne vil have mig til at købe.

Generelt er vores indtryk, at høflighed og tålmodighed er nøgleordene, når man omgås de lokale. At hidse sig op nytter intet, for det skaber ingen respekt om ens person - tværtimod. Jeg har mærket det på egen krop, for de er så laaaaaaangsomme om at ekspediere. I detailforretninger skrives der en regning i et hæfte med tre lag papir. Det skrives stille, roligt og sirligt. I supermarkeder har de kasseapparater, og halvdelen af stederne også en håndscanner, men for det meste står de og slår flercifrede tal ind på apparatet. Ikke som derhjemme, hvor varen ryger hen over en scanner i en fart.

Nå, men det har jeg allerede vænnet mig til, og jeg har jo alverdens tid, så jeg venter bare og smiler, som man skal her. Og det giver faktisk en god dag.