Supermarkedet

Grøntsagsafdelingerne ser noget anderledes ud end hjemme. Køledisken fylder ingenting. Dybfryseren heller ikke. Kolonialvarerne er en junglen. Lokale varer koster ikke meget. Det gør importvarerne til gengæld. Nutella 25 kr. En liter mælk (uden sukker!) koster 5 kr. Ris, nudler, kolonialvarer, te etc koster under en femmer. Så generelt er det billigt at handle.

Møntfoden hedder ruppee. 100 ruppees = 5,30 kr.

Kødafdelingen byder på fisk til ingen penge, kylling, oksekød og måske svinekød. Det koster ikke så meget.

Og så lige en lille ting: Der er mere personale end kunder i butikkerne, føler jeg.

Når jeg handler foregår det sådan her:
Jeg køres til supermarkedets dør. Indenfor
er der en dreng, som kører min vogn og tager de ting ned fra hylden, som jeg læser op. Følges jeg med en mand, hjælper drengen mig ikke. I grøntsagsafdelingen vejer og pakker de de grøntsager, som jeg beder om. Dernæst er der en tiende person
som tager tingene på transportbåndet og i poser, mens det bliver slået ind af den tolvte hjælper. Herefter tager det trettende personale og kører vognen med varerne ud til driveren, som henter mig ved døren og læsser bagagerummet. Jeg betaler ved kassen og drikkepenge.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige om det. Det er selvfølgelig luksus. Det føles umiddelbart ikke forkert, for de er så mange ansatte, og de vil åbenlyst gerne have noget at lave. Den eneste som føler det akavet er vist mig, som ikke aner, hvor jeg skal gøre af mig selv, og hvilken mimik jeg skal benytte.