søndag den 14. september 2008

Skolen og pigerne

Første skoledag på Colombo International School Kandy var for Stella og Sarina en af de ting, som de havde set frem til med både glæde og nervøsitet. Vi har snakket meget om det hjemme. Skulle de mon have madpakke med? Hvor mange børn er der i hver klasse. På skolens hjemmeside http://www.cis.lk/kandy_branch/index.htm havde vi tjekket uniformerne, og Sarina noterede sig, at der på billederne ikke var andre lyshårede.

Mandag ringede vi til skolen og fik en aftale om test om tirsdagen kl. 9 am. Tirsdag mødte pigerne og jeg op og de blev - alene - fulgt op i skolens bibliotek, hvor de ved hvert deres bord med god afstand blev sat og skulle løse 3 siders skriftlig test i engelsk og matematik. De fik en times tid og klarede begge testen godt i matematik, mens deres engelsk afslørede, at det ikke er deres moderssprog eller hovedsprog. På baggrund af testen blev det besluttet, at Stella skulle gå i Year 3 (klasse 3I), mens Sarina skulle gå i Year 5 (klasse 5C). Pigerne samlignede med danske klassetrin, hvorfor Stella blev glad og Sarina skuffet. Aldersmæssigt er pigerne nogle af de yngste i deres klasser.
Herefter var det "godkendelse" hos skolelederen, betaling, køb af skoleuniformer, hvide sko og sokker og afhentning af bøger. Under afhentningen af bøgerne viste det sig, at begge piger skulle have fransk og singalesisk. Dette bad jeg dog straks skolen om at ændre til ekstraundervisning i engelsk. Oplysninger af mere indholdsmæssig og pædagogisk karakter samt om skema m.v. var der ikke. Så jeg spurgte løs til højre og venstre.

Nervøsiteten onsdag morgen var stor. Jeg har aldrig tidligere set pigerne sådan i ansigterne. Nærmest stenede og med et unaturligt smil. Jeg fulgtes med Sarina til hendes klasseværelse, hvor jeg hilste på klasselæreren og vinkede farvel til hende. Herefter fulgtes jeg med Stella til hendes klasseværelse og -lærer nedenunder. Her blev hun budt velkommen med klap fra alle de andre. Efter en halv time blev jeg venligst henvist til forkontoret i administrationsbygningen, hvor jeg tilbragte resten af dagen til kl. 1 pm uden pigerne. Men de smilede begge stort, da jeg hentede dem og det har de gjort siden. Lektierne er mange - især for Sarina, og det er svært, når alt foregår på engelsk og det går så stærkt, og alt er så anderledes. Måske er det værst for Sarina, for hun forstår, hvad hun ikke forstår, mens Stella tager det hele forfra.

Af mere faktuel art - og til alle mine veninder, som er klasselærere - kan jeg fortælle:
De er tæt på 30 elever i hver af pigernes klasse.

Infant:
Year 1 = 5- 6½ år
Year 2 = 6½ - 7½ år
Junior School:
Year 3 = 7½ - 8½ år
Year 4 = 8½ - 9½ år
Year 5 = 9½ - 10½ år
Senior School:
Year 7 til 13
Sarina og Stella går begge i Junior School, altså den samme bygning.

Skoleåret er inddelt i 3 "terms":
First Term: August til december.
Second Term: Januar til april.
Third Term: April til juli.

Ferier og helligdage:
Mid Term holiday i oktober (det er ikke efterårsferie, for de har jo ikke noget efterår!)
Fri alle dage, hvor fuldmånen ligger på en hverdage.
Helligdage i forbindelse med diverse "festivals" (ved ikke helt hvad det går ud på).
En længere holiday mellem second og third term (det er ikke påskeferie, for det fejrer de ikke).

De møder kl. 7.30 am og får fri kl. 1.15 pm. De kører stort set uafbrudt undervisning fra 8 til 10.30. Nogle gange siger læreren bare, "så tager I de andre bøger op", og så har de et nyt fag, fortæller Sarina. Kl. 10.30 er der en halv times spisepause. Så kører de på indtil kl. 13.10 igen kun med 5 minutters pause. Nogle gange i pauserne går de - i række - fra et klasseværelse til et andet fx musiklokalet. Når de går skal det være på række og med bluserne i shortsene og hænderne på ryggen, tror jeg nok det er. Klasserne får point for at gøre det bedst og ordentligt. Ingen mobil eller andre gadgets. Håret sat op og ingen smykker. Og så skoleuniformen selvfølgelig. Røde shorts og hvide t-shirts med skolens logo og navn. Hvide sko og hvide ankelstrømper (der er også henvisninger til, hvordan strømperne skal være). I gymnastik og under nogle andre aktive timer skifter de den hvide trøje ud med en gul, fordi de begge går i det "Yellow house"; aktivitetshus (har intet med SFO at gøre).

Madpakken ligger hele dagen i skoletasken. Rugbrød har de af gode grunde ikke med, så det bliver til hjemmebagte gulerodsboller med skiveskåret kød (da pålæg ikke findes her) og så frugt og nødder.

Skolen styrer "After School Activities" - et ugeprogram, hvor de kan vælge mellem forskellige sportsgrene og kreative aktiviteter. Stella har valgt Netball og Sarina har valgt Junior Kor. Mens Sarina er til kor, går Stella i Homework Club (lektieklub) og vice versa. De dage hentes de kl. 2.30. Nogle af sportsgrenene, som pigerne gerne ville følge, ligger om morgenen kl. 6.45 - 7.45 FØR skolen, men det blev vi enige om, var lige tidligt nok. Der er ca. 20-30 minutters kørsel til skolen.

Det her med skolen er det vigtigste for os alle fire, for det fylder det meste af pigernes hverdag herude og det bliver kun godt, hvis det fungerer for dem. Så...godt begyndt er halvt fuldendt, siger vi.

2 kommentarer:

  1. Jeg vil lige gøre opmærksom på at der kan være visse ulemper ved at acceptere lokale mærkværdigheder som skoleuniform.

    Ved at bære uniform kan det enkelte menneske miste noget af sine individualitet og måske kan det ligefrem skade, når der vendes tilbage til et så overlegent uddannelsessystem som det danske.

    Check mulighederne for at undgå skoleuniformen, så dine børn ikke risikerer at glemme at være dansker.

    I Danmark er vi som bekendt kendetegnet ved at være et åbent samfund som accepterer de tilrejsendes skikke og lader dem udleve dem i forskellige ghettoer uden at befolkningen uden for disse områder skades specielt af hvad der foregår. Kun når selve selve fundamentet - nationalstaten - er under pres reagerer vi så strålende og med trods alt så stor respekt for andre folkeslag som vi gjorde med Jyllandspostens tegninger.

    Jeg synes at det at nogle andre skulle acceptere at ens børn måtte gå på skolen uden at gå i uniform og gå hjem istedet for at gå i lektiecafe må være lige så bagatelagtig som at acceptere at nogle kvinder bærer tørklæde.

    Jeg ville aldrig have accepteret denne ydmygelse for mine børn.

    SvarSlet
  2. Det er dog det dummeste jeg nogen sinde har hørt!!!!!!!!!

    SvarSlet