Melankolien kommer krybende

Der er i dag 25 dage til vi flytter fra Kandy. I ved godt, at der er forskel på at bevæge sig fra noget og til noget, og man skal helst fokusere på det man bevæger sig hen til. Jeg tillader mig lige at dvæle ved det vi flytter fra. De sidste par måneder har været fyldt med jul, nytår, venners besøg, og så venners besøg igen, og så lige lidt pakkeri ind i mellem. Vores engelske venner ville gerne arrangere farewell party, men det takkede vi nej til. Vi tager hver især afsked med dem vi skal og så lige et par middagsaftener med nogle af de udvalgte. Så indtil i dag har mine tanker været optaget af praktiske gøremål og hyggelige stunder med venner, men netop i dag kan jeg godt mærke, at tristheden over at skulle rejse så småt kommer krybende. Min dejlige morgen-løbeture med alle de mange smil fra de lokale. Den dejlige sol og varmen og udsigten fra terrassen. Gosh, jeg kommer til at savne det hele, og jeg er altså bare ikke ret god til at sige farvel.

Jeg kan ikke engang vise min tristhed, for Indrani går rundt og ser ked ud af det. Det er endnu ikke lykkedes os at finde et job til hende, så hun risikerer at miste både job og "familie". Tina, vores kære, kære hund, mangler vi også at finde et hjem til. Det er vist godt, at jeg skal til Danmark og på kursus i de næste to uger, så kommer jeg tilbage hertil og har lige en uge, inden vi tager flyet til Dhaka. Ja, for heldigvis fortsætter eventyret - vores selvvalgte eventyr - og det her bliver langt fra vores sidste farvel. For afsavn og herlige oplevelser, goddag og farvel er nu engang en del af det at rejse og flytte rundt, så jeg vil forsøge at opmuntre mig selv lidt...måske med slutningen på bogen "Headhunterne" af Jo Nesbø, som er fantastisk skrevet og SÅ spændende.