Den 18. maj 2009: Borgerkrigen er slut

Så skete det endeligt. 26 års borgerkrig mellem den srilankanske regering og terrororganisationen De Tamilske Tigre (LTTE) er nu slut.


Søndag den 17. maj indtog regeringens styrker det sidste stykke land oppe nordpå og havde for første gang i alle de år fuld kontrol over landet. Sejrsrusen hos srilankanerne var dog beskeden, da det lød, at LTTEs leder og demagog, Velupillai Prabhakaran, endnu var i live. Hans søn var blevet skudt. Det hed sig også, at der var selvmordsaktioner i gang blandt de tamilske soldater under overgivelsen.


Mandag middag kom så meldingen om, at Prabhakaran var blevet skudt under et flygtforsøg i en ambulance. Han har været et samlingspunkt i forhold til LTTE, og med hans død anses LTTE for død.


Allerede søndag var der fyrværkeri igennem dagen, der tog til efter mandagens udmelding om LTTEs lederens død. Jeg sendte maiden og gartneren hjem for at fejre det med familie, venner og landsbyen.


Tirsdag formiddag holdt præsidenten en tale for nationen. Vores maid blev placeret i sofaen med det singalesiske TV-program tændt, så hun kunne se og høre ham fortælle. Han var utrolig kedelig - og upersonlig - at høre og se på. Han kiggede bare ned i papirerne og snakkede løs. Han sagde, at hans mål var LTTE, ikke det tamilske folk. Han sagde, at fra nu af er der kun ét folk i Sri Lanka: Srilankanere. Ingen tamilere, ingen singalesere, ingen muslimer. Fremover skal alle på dåbscertifikaterne blot stå opført som srilankanere. Han vil som noget af det første bygge en hovedvej fra Colombo til byen Jaffna i nord, så den nordlige del af øen kan genopbygges. Han fortalte, at andre lande nu trygt kan starte deres virksomheder op her. Hvad han præcist vil gøre for at genopbygge den nordlige del socialt og menneskeligt har jeg ikke kunne finde frem til. Hvad angår alle flygtningene i camps, så skal de tilbage til deres hjem, sagde han. Det er ikke lykkedes mig at få det uddybet. Han sluttede talen af med at erklære den 20. maj for nationaldag.
PS. De har i forvejen en nationaldag for uafhængigheden fra englænderne.


Der er glæde rundt om her i byen Kandy, men slet ikke som på de billeder jeg har set fra maj 1945 i Danmark. På den anden side er dette jo også en borgerkrig, hvor afslutningen har længe været undervejs. Der deles små riskager på blade ud på gaderne. Især de unge, som kun kender til et liv med krigen, synes at være glade.


Personligt har jeg en lidt flad fornemmelse. Det hele er jo endt med en militær løsning, der ikke nødvendigvis sætter en stopper for eller forandre de forhold, der er årsag til krigens begyndelse. En terrororganisation er død - det er godt.


Det hedder sig mange steder, at en af de ting, som udløste konflikten var, at det i begyndelsen af 60'erne blev lov, at singalesisk skulle være det eneste officielle sprog i landet. Dengang kørte verdens første kvindelige premiereminister, Bandaranaike, en utrolig hård kurs mod tamilerne. I dag hedder det sig, at singalesere og tamilere har lige adgang til uddannelse og job. Singalesisk, tamilsk og engelsk er alle tre officielle sprog, ligesom buddhisme, hiduisme og islam alle tre er godkendte religioner i landet. Hvad der er praksis, har jeg ikke overblik over. Faktum er, at der stadigvæk er tamilere - også blandt de 600.000 tamilere, som er flygtet til vesten - som ønsker en uafhængig stat i det nordlige Sri Lanka.


Under alle omstændigheder er det her en ny begyndelse - en mulighed for at genopbygge den nordlige del af Sri Lanka og lade denne genopbygning få afsmittende effekt på resten af landet. En fremtid, hvor pengene skal bruges på andet end krig. Ét lille minus vil der dog være for familien Bastrup her; nu får vi nok ikke hotellerne for os selv mere.