Pigerne synger til skolens Vesakfest

Det begyndte - som sædvanlig - lidt skævt med kommunikationen mellem skolen og os. Pigerne bringer et brev hjem, hvor der står, at skolen skal fejre den buddhistiske Vesak-fest - for nærmere beskrivelse af Vesak se bloggens indlæg her http://bastrupssrilanka.blogspot.com/2009/05/vesak.html. Dato, tid og program står i brevet. Fint nok. Så kommer den sædvanlige lange smøre om, hvad de skal have på, frisure, have i håret etc. Her bliver det understreget, at det forventes, at børnene møder op i den hvide nationaldragt, hvilket for pigers vedkommende vil sige en "halv sari". Vi ved godt, at singaleserne er klædt i hvidt, når de går i templer, fejrer større nationale fester etc., men det er ikke noget vi har købt til pigerne af den simple grund, at de ikke har brug for den. Pigerne fortæller mig, at ifølge musiklæreren må de ikke komme på scenen og optræde med den sang de har øvet de sidste uger, med mindre at de er iført den hvide, halve sari. Jeg ringer til skolen for at høre, hvad jeg eventuelt så kan iføre dem. Sagen er jo den, at tiden er kort, at pigerne er så høje og tynde, at de ikke lige kan låne, desuden benytter alle vi kender deres egen sari på dagen. Kontaktpersonen på skolen siger, at de kan bare komme i deres normale uniform. Hm, det er musiklæreren så ikke enig med hende i.

Kl. 5.15 på selve dagen kom vores kære chauffør med nyplukkede tempelblomster til pigernes hår og en lånt sari fra en nabo (uden vi havde bedt ham om det). Pigerne køres til skole en halv time tidligere i håb om, at de sammen med musiklæreren finder endnu en nationaldragt, så de begge kan få lov at optræde. Som sædvanlig ender det hele godt. Dragterne byttes på kryds og tværs, sikkerhedsnåle får tøjet til at sidde rigtigt, og blomsterne holder deres facon, så pigerne lige så fint kan optræde med den singalesiske nationalsang.

Sådanne oplevelser har vi tit her. Vi kommunikerer lidt skævt med hotellet, skolen, butikken, håndværkeren, ja, hvem som helst, men det ender altid godt. Ikke med planlægning, men med tålmodighed og fleksibilitet løser tingene sig. Dér hvor det for alvor går galt, er når personer/virksomheder får det til at se ud som om, de er har tjek på tingene, men ikke har det. For så er det, at vi møder dem med krav om professionalisme, og det holder sjældent.

I kan høre pigerne synge her: