Berømt for en weekend

Sikken en herlig weekend i Colombo. Det føles som om, at jeg har været berømt for en weekend. Fredag var der en artikel om udstillingen i to landsdækkende aviser. Fredag sen eftermiddag drønede familien til Colombo for at spise på en af vores ynglingsrestauranter. Undervejs fik jeg at vide, at to af mine collager (heriblandt det største og dyreste) var solgt. Bagefter tog vi direkte til Galle Face Hotel og indlogerede os.

Lørdag morgen tog jeg af sted til galleriet for at sætte collagerne op. Dét var der heldigvis en rutineret handy-mand, som havde fuld styr på, så jeg mødtes med Jens og pigerne til frokost og shopping i byens svar på Magasin. Efter shopping tog vi til pool side på hotellet inden omklædningen. Klokken lidt i 18 steg vi ud af tuk-tuken foran galleriet.

Det var altså helt underligt at se sine collager sådan udstillet. Desværre har galleriet jo selvfølgelig hvide vægge, hvilket ikke er den optimale baggrund for de hvide rammer i collagerne, men anyway, det så godt ud.

Langsomt kom flere og flere gæster, venner, bekendte, ukendte, som snakkede på kryds og tværs. Og heldigvis købte nogen af dem også.

Udstillingens karakter og indhold er tilsyneladende atypisk, for der var forbavselse over mediet (collage) blandt gæsterne, og tre aviser har skrevet større artikler om udstillingen. Journalisterne åd, som forudset, vores overskrift om "Closet Artists" (=skabskunstnere). Jeg er ikke selv for vild med den, da den kan læses som om, at vi har lukket os inde med vores kunst, fordi vi er flove over den. På den anden side, kan jeg godt se, at Layla og jeg repræsenterer en atypisk gruppe af kunstnere (vi kalder os jo ikke engang kunstnere), som er svære at benævne. Så I invitationen skrev vi Closet Artists, og det blev også overskriften i den ene avis. Den anden avis (se link nedenfor) slår lidt på det med, at vi er kvinder og mødre, og at landet trænger til flere kvindelige kunstnere.

Her ses Layla og jeg. Super sød kvinde, der laver nogle fantastisk flotte skulpturer, synes jeg.
Søndag eftermiddag, da vi tjekkede ud af hotellet, blev dørmanden (som normalt står og smiler lige så sødt og formelt i sin hvide galla-agtige uniform) lige lidt forfjamsket og udbrød: "Madam, du er da i avisen i dag!?!", hvorefter han løb ind og hentede artiklen, så jeg kunne se den. I mellemtiden kunne Jens så selv pakke bilen.

Vi fik hilst på en helt anden del af Sri Lanka, end vi ellers kommer i kontakt med. Det hele var sådan lidt surrealistisk og uvirkeligt. Lørdag sent krøb pigerne under deres dyne og fik en ordentlig godnat- og tak-knuser af mig, da de begge dels har hjulpet mig undervejs med billederne og dels har støttet mig hele weekenden igennem. Jo, det var en dejlig, anderledes og sjov weekend.

PS. Udstillingen varer til den 8. november. P.t. har jeg solgt 9 collager af en værdi til Rs. 200.000 (ja, det lyder af rigtigt mange penge, når det opgives i rupees, men I skal lige dividere med to og trække et nul fra, så er beløbet knap så højt). Jeg er ovenud tilfreds og glad.

Tag med på udstillingen:

http://picasaweb.google.dk/mia.bastrup/UdstillingDen17Oktober2009IColombo?feat=directlink

Den ene af avisartiklerne, The Sunday Times:

http://sundaytimes.lk/091018/Plus/plus_14.html

Sarinas indlæg: Jeg har skiftet skole

Hej alle sammen. Som nogle af jer allerede ved, har jeg valgt at skifte skole. Jeg har skiftet fra Colombo International School (C.I.S) til Gateway College, International School. Stella bliver ved med at gå på C.I.S.

Her ser I mig i min nye skoleuniform.

Jeg har valgt at skifte af flere grunde, men først og fremmest fordi, at mine pige-klassekammerater snakker singalesisk hele tiden. Min lærer har forsøgt at snakke med dem, de har været hos principal, men lige meget hjalp det. Så skete der det, at den samme lærer valgte at vise en singalesisk film uden engelske undertitler i engelsktimerne. Engang imellem forklarer hun også tingene i timerne på singalesisk, hvis de ikke forstår det. Hvordan skal pigerne lærer at snakke engelsk på skolen, når skolen vælger at snakke singalesisk til dem?

Da jeg skulle testes til Gateway fik jeg både en test til year 6 og 7. Jeg bestod year 7 og er derfor sprunget year 6 over. I tirsdags startede jeg så i min nye klasse, year 7B på Gateway College. Så jeg har fået ny uniform og nye fag som fysisk, biologi, kemi, ”business study” og geografi.

Jeg synes, at det er hårdt at gå på Gateway. Vi har mange lektier for, og jeg er i gang med at indhente de timer, som de andre har haft inden jeg kom. Især fysisk og kemi er svære fag. Jeg synes også, at det er en god skole, fordi jeg ikke har hørt ét singalesisk ord, og fordi der er nogle søde piger i min klasse. Drengene er lige så skudt i peteret som dem på CIS.

Kvalitetstjek på varer på børnehjemmet FRIDSRO

Tidligere på bloggen har jeg fortalt om Fridsro, børnehjemmet her i Kandy (http://bastrupssrilanka.blogspot.com/2009/03/fridsro-brnehjem-lidt-uden-for-kandy.html). Siden dengang er der sket det, at Nyborg Kommune har godkendt, at institutionen for voksne fysisk og psykisk handicappede i Nyborg, Nyborgværkstedet, bruger penge på køb af varer fra Fridsro og sælger det i Nyborgværkstedets butik. Målet er penge til børnehjemmet OG at give Nyborgværkstedets brugere en oplevelse af at gøre en forskel, trods deres handicap.

Projektet er nu kommet så langt, at papirerne er i orden, varerne er bestilt og produceret, og i disse dage pakkes varerne ind i plastik, inden de sendes af sted til Danmark med skib. Tirsdag morgen tog jeg turen til børnehjemmet for at kvalitetstjekke varerne inden afsendelse. Her ses nogle af sykvinderne, som allerede var i fuld gang med at tjekke varerne for fejl, da jeg ankom.

Det er første gang for begge parter, at man samarbejdet på kryds af kontinenter, så der har været flere sjove episoder ind imellem. Blandt andet ønskede Nyborgværkstedet at købe dynebetræk af Fridsro. Det blev vi nødt til at mødes om, for ingen på Fridsro vidste, hvad et dynebetræk er. Jeg forklarede, tegnede og havde et dynebetræk med til mødet, så det kom på plads. Da jeg skulle godkende demoen opdagede jeg, at mønsteret var placeret i fodenden, hvorefter det gik op for mig, at jeg havde glemt at fortælle, hvad der er fodenden.

I alt fald er der om få dage 210 kg bomuldsvarer i form af duge, dynebetræk, tasker og pennalhuse m.v. på vej til Nyborg.

Her ses de råhvide duge med frynser.

Her ses en af sykvinderne i gang med at nærstudere vævningerne.

Det her er Suneetha, som har syet stort set alt det, som skal sælges i Kramboden.
Her ses mit bord, mens jeg var i gang med at måle, føle og se nærmere på vævningerne.

Det ternede stof er duge.
Knapperne til at lukke dynebetrækkene med er lavet af kokosnød af en lokal håndværker. De er testet i både styrke og farvefasthed.
Så er der gjort klar til vævning.
Det er den blinde mand her, som gør alt for-arbejdet til vævningen.
Vævestuen.

Her er så den ene del, som det hele drejer sig om; nemlig et af husene for de hjemløse børn. Den anden del er selvfølgelig Nyborgværkstedets handicappede, som trods behov for hjælp i hverdagen kommer til at gøre en forskel idet det bliver dem, som skal sælge varerne, så børnehjemmet får nogle penge.

Her er så Mark, der er leder af væveriet og syværkstedet. Det er altid en fornøjelse at arbejde sammen med Mark. Han er dybt kristen, og jeg skal ikke kunne sige, om det er det, der gør, at han altid er så positiv, taknemmelig og nem at arbejde sammen med. I alt fald findes der altid en løsning, og alle anstrengelser og ideer værdsættes højt.

Forlænget weekend til Singapore og Dhaka, okt. 2009

De to næste indlæg handler om vores tur til Dhaka og Singapore i sidste weekend.

Årsagen til vores tur var, at Jens skulle til Dhaka for at se på et vandprojekt, der skal startes op i byen. Geografisk ligger Dhaka stik nord og så lidt mod øst for Sri Lanka. Afstanden ser ikke ud af meget på kortet, men der er ingen direkte afgange, så vi skulle enten via Bangkok eller Singapore. Bangkok er den nemmeste vej, men der var ikke plads på flyet, så vi måtte tage Singapore med et stopover på ca. 12 timer hver vej. Turen til Dhaka endte derfor med at blive en forlænget weekend til Dhaka med en dags ophold i Singapore i hver ende.

Vores forlængede weekend fra torsdag til mandag indholdt hele to kulturchok og et bekendtskab med to vidt forskellige sider af Asien repræsenteret ved dets næstrigeste land (efter Japan), Singapore, og dets fattigste land, Bangladesh. Forskellighederne var til at få øje på på alle måder. Selv om nætterne blev tilbragt i ubehagelige sovestillinger i diverse fly, og meget tid gik med at vente i lufthavne (fire flyrejser på fem dage), så var det det hele værd. Vi fik vi i den grad en på opleveren.

Dhaka - endnu et kulturchok

Hvis vi lige havde oplevet et kulturchok til den positive side (fra Sri Lanka til Singapore), så oplevede vi i første omgang et kulturchok til det negative side (fra Singapore til Dhaka). Dhaka er stik modsat Singapore - kæmpestor, ludfattig, møgbeskidt, overcrowded og med stillestående trafik.

Som nævnt i forrige indlæg skulle vi til Dhaka, fordi Jens skulle ud og se på et vandprojekt.

Vi ankom i nattens bulder mørke efter en times venten på visa og kuffert. Godt trætte blev vi transporteret til vores hotel, der faktisk hed "Hotel Sarina".

Om morgenen vågnede vi til et syn ud over Dhaka, der stod i modsætning til det fornemme hotel vi boede på. Høje bygninger lige så langt øjet rækkede. Ingen fancy arkitektur og glas – beskidt, hvid beton tæt plantet i uendelighed. Gisp, en grim by.

Jeg har læst, at der bor 130 mio. indbyggere i Bangladesh på et område, der er tre gange større end Danmark. Dette ville svare til, at der skulle bo 50 mio. mennesker i Danmark! En anden sammenligning er, at det i befolkningstæthed svarer til, at hele danmarks befolkning skulle bo nord for limfjorden! I Dhaka bor ca. 15 mio. indbyggere.

Efter morgenmaden bevægede vi os ud i den nordlige del af byen, hvor vi boede. Denne bydel er diplomatområde og hedder Baridhara. Det er her alle ambassaderne ligger. Der bor mange expats i området, og byens amerikanske internationale skole ligger her.

Dhaka er et mylder af mennesker og biler og rickshaw, der fungerer som cykel-taxaer. Når trafikken gik i stå, eller vi holdt for rødt, strømmede gadesælgere, tiggere med synlige handicap eller sygdomme og barfodede børn til bilruderne med bønfald og bedende øjne. Det syn kender vi kun alt for godt fra Indien og lidt fra Colombo og Kandy. Især det med at udstille sit handicap og de store, bedende, brune børneøjne har jeg svært ved at se på.

Billedet her er taget på en fredag - muslimernes helligdag, derfor er der ikke meget trafik. Da Bangladesh er et muslimsk land, har man fri fredag og måske lørdag - men ikke søndag.

Turen var arrangeret af en dansk familie, som er udstationeret af MTH i Dhaka. Først var vi en tur på skolen og kigge. Her fik vi for alvor oplevet, hvad det vil sige, når en skole er international. 40 forskellige nationaliteter går på denne skole, og hovedsproget er engelsk/amerikansk. Dhaka har flere tusinde amerikanere boende, og skolen er amerikansk. Stella og Sarina svømmede helt hen i den multietniske atmosfære og den high-school-musical-agtige stemning. På skolen mødte vi en anden dansk familie med en datter på Sarinas alder.

Billedet: Vi er i gymnastiksalen og overvære et sportsarrangement. Engagementet var stort, og stemningen god.

Herefter kørte vi et smut til Dhakas golfbane. Dét, der var fascinerende var, at vi kom kørende i de her beskidte, brune, ustrukturerede gader, ind igennem en gate, og vupti så var vi i det grønneste og smukkeste åndehul i byen, man kan forestille sig (se nedenfor).

Et andet trækplaster for danske expats i Dhaka er Nordic Club. En klub hvor svenskere, nordmænd og danskere kan spille tennis, gå i fitnessklub, få spabehandlinger, se på kunst, låne bøger, lege, svømme og spise. Her hyggede vi resten af eftermiddagen med forskellige danskere, som er i Dhaka af vidt forskellige grunde. Nedenfor: Billeder fra Nordic Club - aften og eftermiddag.

Om aftenen tog vi på Sushi-restaurant. En fantastisk god sushi-restaurant for øvrigt.

Næste dag tog mænderne på ingeniør-tour, mens kvinderne tog på shopping i den nordlige bydel. Det var absolut en fordel at blive guidet rundt af en sted-kendt kvinde. Det er stort set umuligt at gennemskue bag hvilken facade og vinduer, der gemmer sig en butik, hvis varer man kunne være interesseret i. Men de interessante butikker er der, og supermarkederne har lidt af hvert. Som hos os gælder det, at de lokale varer kan du få smidt i nakken for en krone, mens man næsten betaler overpriser for importvarer.

Resten af lørdagen blev tilbragt i klubben med svømning, tennis, afslapning og socialt samvær.

Søndag var vi igen på rundtur på skolen og sluttede dagen af med koreansk mad, som faldt i alles smag. Søndag nat var det retur til Singapore med flyveren.

At være udstationeret i Dhaka forekommer at være vidt forskellig fra, hvordan vi for eksempel har det. Vi er stort set de eneste danskere i Kandy og omegn. Vi er omkranset af natur og har friheden til at gå og køre rundt. Dhaka giver til gengæld muligheden for samvær med de andre skandinavere, OG så har de den her fantastisk velfungerende amerikanske skole med en masse børn, som er "i samme båd" og som snakker engelsk/amerikansk. En skole styret af værdier og respekt frem for regler og ordrer. Kunne man da for Søren bare slå de ting sammen til et sted.

Singapore - et kulturchok

Onsdag sent den 30. September efter en laaaang dag i Colombo kørte jeg direkte til lufthavnen for at mødes med Jens og pigerne. Vi skulle på forlænget weekend – kombineret arbejde og fornøjelse – i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Vi måtte mellemlande i Singapore med et stopover på ca. 12 timer hver vej. Da flyselskabet ikke kunne tilbyde en bedre ruteforbindelse kompenserede de med at give os gratis hotel under opholdet samt diverse fribilletter til byens attraktioner. Så ja, efter nogle timers flyvning og skruen uret yderligere frem, ja, så stod vi lige pludselig i en af verdens mest moderne lufthavne (Changi) og byer. Kulturchok, siger jeg bare.

Singapore er: Renlighed – struktur – service – glidende trafik – høje glashuse – veltalende engelsk og shopping med stort S. En ”velfriseret” by med flot beplantning arrangeret og sirligt klippet langs veje og i parker. Alt det som Asien – og Sri Lanka - ikke er. Her et billede fra Orchard Road, byens absolutte hovedstrøg for shopping.

Singapore er lidt større end Bornholm og har 4.8 mio indbyggere. Hvis det ikke var for de 80% kinesere, ville man tro, at man var i et stykke USA. Der er ikke meget charme over byen, blandt andet fordi den er uden gamle bygninger, men indbyggerne var afslappede klædt. Ingen dominerende mørke jakkesæt. Ikke noget med Madam og Sir her. Men masser af høflighed.

Singapore er kendt for kontrol. Jeg kan forstå på folk, som har boet der tidligere, at der har været for meget kontrol, men det synes jeg ikke at vi fornemmede. Guidebøgerne siger også, at byen er blevet mere afslappet. Alligevel kan små historier fra det virkelige liv afsløre, at regeringen stadigvæk dyrker at "holde øje". Fx fortalte vores taxa-chauffør, som egentlig var vores guide, at han ikke havde turistlicens og derfor ikke måtte snakke med turister, kun transportere dem.

Singaporeanerne er blandt verdens rigeste, og Singapore er det næstrigeste land i Asien efter Japan. Egentlig er det fantastisk, for landet har ingen råvarer at sælge af. Landets største (og eneste) ressource er indbyggerne. Befolkningen går for at være flittige, veluddannede og disciplinerede. Uddannelsesniveauet er et af de højeste i verden, og når det gælder it og sundhed, er Singapore med helt fremme. Det er tydeligt, at Singapore er hjemsted for en af verdens travleste havne. Supertankere, fragtskibe og krydstogtskibe samt hundredvis af rederier ses nede ved havnen. Byen lugter af penge. Det er da også forholdsvist dyrt at være der. Priserne ligger vel generelt lidt lavere end i Danmark.

Udlandsgæld er et ukendt begreb, og der er så godt som fuld beskæftigelse, hvilket forklarer, hvorfor der nærmest er mennesketomt på gaderne i dagtimerne. Godt nok kom vi uden for højsæsonen, men det slog os, hvor stille og roligt der var.

Billedet herunder viser fint, hvad Singapore står for: I baggrunden selve Singapore bymidte med alle højhusene, arkitektonisk flotte højhuse. Midt i billedet grundlaget for velfærden i byen: alle fragtcontainerne og kranerne til at løfte dem. I forgrunden et af de utallige byggerier af hoteller, shoppingcentre, forlystelser etc.

Overalt hvor folk på en eller anden måde skal mødes, det være sig på togstationer, færgeovergange, lyskryds, ja, hvor som helst, er der et shoppingmall af rimelig imponerende størrelse. Og Starbucks overalt. Uhmm, I like what I see, som Stella plejer at sige, når hun blandt andet ser en McDonalds.

2 gange 12 timer i Singapore betyder til- og fravalg. Da vi kun var der i dagtimerne fik vi ikke mulighed for at se to af de ting, som vi ellers gerne ville. Den ene ting var safari om natten i zoo. Det skulle være helt fantastisk for både børn og voksne. Den anden ting er lys- og musikshowet ved vandet om aftenen. Det skulle også være imponerende.

Syd for Singapore ligger Sentosa. En mindre, flad ø som byplanlæggerne meget fornuftigt har prioriteret at omdanne til en kæmpestor forlystelsespark med kunstige strande, luksushoteller, golfbane og tropisk jungle. Altså alt det som byen ikke kan byde på, lader de Sentosa byde på.

Link til billeder: http://picasaweb.google.dk/mia.bastrup/SingaporeOkt2009?feat=directlink

Faktaboks:

Singapore løsrev sig fra Malaysia i 1965.

Singapore ligger 137 km nord for ækvator, så det er det tætteste vi har været på ækvator.

Singapore er 42 km lang og 23 km bred. Lidt større end Bornholm.

Klima: varme og høj luftfugtighed.

Møntfoden hedder Singapore Dollars (S$)

Singapore praktiserer dødsstraf for at smugle narkotika.

Møde med pressen

I onsdags tog jeg så til Colombo igen. Denne gang for at blive interviewet af nogle aviser i galleriet.Fire aviser var inviteret (Daily Mirror, Sunday Times, The Nation og The Island). De tre førstnævnte dukkede op og interviewede os på skift. Det foregik stille og roligt, hvor journalisterne stillede spørgsmål om, hvem jeg er, hvor længe jeg har malet, hvor inspirationen kommer fra etc.

Vi fik bagefter godkendt invitationen og skrevet gæstelister. Lige nu afventer jeg prisforslag og invitationer i form af postkort.

Jeg mødtes desuden med direktøren bag Colombos nyfødte Biennale, en kunstfestival, som for første gang løb af stabelen i sidste måned. Biennalen skal køre igen i 2011, og denne gang ønsker de mere planlægning og struktur på processen. Jeg har sagt ja til at skrive et udkast til projektbeskrivelsen samt coache direktøren til at finde konceptet for Biennalen. What's in it for me? Biennalen er et godt forsøg på at tilføre øen kultur, hvilket her i høj grad mangler. Hvis jeg indirekte kan være med til at sikre, at dette sker, uden at de primære kræfter bag går død, så gør jeg det gerne.

Mange af jer har spurgt, om jeg ikke vil ligge billeder af collagerne ud på bloggen. Jo, det vil jeg mægtig gerne efter udstillingen. Collagerne holdes hemmelige indtil da. Her får I dog lige en smagsprøve.

Aflevering af collagerne i Colombo

Sidste onsdag afleverede jeg mine collager til galleriejeren, Saskia Fernando. Hun bad mig om at aflevere dem i hendes private hjem, da sikkerheden er større her. Det studsede jeg lidt over; større sikkerhed i et privathjem end på et galleri?! Vi fandt adressen i et mondænt kvarter i Colombo centrum. Wauw, hvor et hjem, siger jeg bare. Det viste sig at være familiens residens, og da familien tilfældigvis er ejer af diverse førende brugskunstforretninger, gallerier, hoteller og restauranter i byen, kan I godt forestille jer, at huset emmede af kvalitet, kunst og æstetik. Derfor den store sikkerhed. Her er link til familiens hotel http://www.tintagelcolombo.com/index.php Og der stod mine collager så lige pludselig op ad væggene i deres stue – og tog sig i øvrigt flot ud mod de rå betonvægge. Alle collagerne er sort/hvide og ser altså noget kedelige ud her i vores hvidmalede stuer.

Nå, men vi tog på café og mødtes med den anden udstiller, Layla. Her får I lige en smagsprøve på hendes vægskulpturer.

Vægtallerknerne er lidt mindre end en middagstallerken og rå med deres blanding af glas og metal. Fantastiske farver, fantastisk dekorative.

Vi blev enige om at lade udstillingen løbe fra kl. 18-20 lørdag den 17. Oktober 2009. Tidspunktet blev valgt blandt andet for at lade collagerne og skulpturerne blive vist i både dagslys og elektrisk lys.