White water rafting

2. juledag valgte vi at tage en gang white water rafting. Vi kørte et par timer til Kitulgala og blev her "headhuntet" af en af fyrerne fra et af de foretagender, som tilbyder rafting i området. Vi valgte en tur på niveau 3 ud af 6 dvs. middelsvær. Det blev en super vild oplevelse.

På grund af den brækkede tå måtte Jane desværre blive på land, hvilket til gengæld betød, at vi fik nogle fantastiske billeder.

Efter køreturen og før raftingen skulle vi lige fylde maverne.

Så var det ellers af med alle løse genstande, det meste af tøjet og på med udstyret. Her ses den korrekte påklædning - og det bedste smil i forhold til at kaste sig ud i bølgerne.
Bagefter skulle vi køre op til startstedet - hvilket var en noget varm omgang. Hvad I ikke kan se er, at sveden løber ned ad ryggen på os. Os med små hoveder måtte vente med at få vores hjelme. PS. Carl var hurtig, da han så mig med hjelm: "Du ligner fuldstændig Byggemand Bob".
Foran os kørte "vores" båd - selvfølgelig på taget af en tuk tuk.
Her er vi på vej ned gennem junglen til floden.
Her er vi så "søsat". Det hvide skum lige foran os var første udfordring, som gjorde os våde fra top til tå, så var linien lagt.
Igen så vi et fantastisk smukt stykke Sri Lanka, grønt og frodigt. Undervejs kom vi forbi stedet, hvor filmen "The Bridge over the River Kwai" blev optaget.
Nær ved afslutningen på turen fik vi mulighed for at "body rafte" dvs. kaste os ned i vandet og lade os drive med af strømmen. Det viste sig dog, at der var sten nær ved vandoverfladen, så det gav nogle blå mærker hist og her. Det sidste stykke svømmede vi bare. Dejligt, dejligt.

Tips:

Et par af udbydere af white water rafting i Sri Lanka; den ene og den anden.

Vi kom af med 2000 Rs pr. person (ca. 100 kr.) og halv pris for nogle af børnene.

Glædelig Jul 2009

Glædelig Jul her fra Kandy

Plastikjuletræet med kulørte lamper, som blinker på skift. Gustav så ud til at synes, at det var en flot udgave af et juletræ vi holder os her - med alle farverne, som lyste. De gav da også anledning til at synge "Rock'in around the christmas tree". Senere tog vi en tur gennem huset, mens vi sang "Nu er det jul igen...". Sådan kan det gå, når der ingen traditioner er.
Og der blev pakket julegaver op.
Og hygget...
Og kælet...

Snapshots fra julen 2009

Sådan begynder vi juledagene - det store morgenmåltid på terrassen.

Det bliver som regel til et spil Wii eller to i løbet af dagen. Gustav har lammetævet Jens i tennis.
Curt og børnene var i buddhistisk tempel, hvilket vist nok var både kedeligt og fascinerende.
Der var andre end Curt og børnene i templet.
Hvorfor var Jane ikke med i templet? Fordi hun og Jens var en tur på privathospital og få røntgenfotograferet sin venstre lilletå, som pludselig strittede og blev stor og blå efter en tur ind i sofabenet. Lægens konklusion: Lilletåen er brækket, så Jane skal have den bundet fast til sidemanden de næste 10 dage.
En brækket lilletå forhindrer vel ikke Madam i at shoppe lidt - her er Jane set i en juvelerbutik. Herren i den hvide skjorte står med en lommeregner. Hvad kan det mon betyde?

Sarinas 12 års fødselsdag

Jeg er lidt stille her på bloggen - ja, faktisk på alle tre blogs. Jeg - vi - holder juleferie i gode venners lag. Torsdag den 17. december kom vores gode venner fra Danmark nemlig for at fejre jul og nytår med os. Herligt. Det har vi alle længe glædet os til, og så dejligt, når de endelig er her, og vi kan dele vores hverdag med dem.

Lørdag den 19. december var Sarinas 12 års fødselsdag. Dagen begyndte tidligt med morgensang og gaver på sengen.

Her pakker hun gaven fra mormor og morfar op. Masser af dejligt tøj. Hendes ynglings"ting", bøger, fik hun også. Et smykkesæt fra os og Stella og masser af dejlige hilsener både på kort, over Facebook og pr. mail.
Ved 14-tiden ankom gæsterne, som var to piger fra Sydafrika (som bor fast i Kandy) og to piger fra Cuba/Italien (som bor midlertidigt i Kandy). Vi supplerede selv med fem børn, så der var gang i poolen og trampolinen. Det sjove består i at hoppe fra trampolinen og over i poolen.
Nogle af rødderne.
Resten af rødderne. Uno er et fantastisk spil for børn i alle aldre og fra alle lande. Man behøver ikke at kunne tale samme sprog, for at spille det.
Dagen sluttede med take-away-pizzaer, ganske som Sarina havde ønsket.

Shoppingtur til Colombo med tog

En togtur er ikke bare en togtur. I alt fald er en togtur tur-retur fra Kandy til Colombo en stor oplevelse. Nu hvor krigen er over, tør vi godt tage toget. Under krigen var toge og busser oplagte bombemål. Sarina og jeg valgte at tage toget til Colombo for at shoppe, hente bestilte julegaver (hos juveleren!) og vende retur senere samme dag.

Vi bestilte billetter til 1. klasse, hvilket vil sige den bagerste vogn, hvor endevæggen er erstattet af vinduer, og alle stole er vendt, så vi kan kigge ud af side- og endevinduer. Her udsigten ud af bagvinduet.

Colombo banegård, nøjagtigt som i 1800-tallet.
Dagens første kop kakao på Cinnamon Grand (hotel), hvor der var pyntet op til jul.
Dagens anden kop kakao på Coffee Bean & Tea Leaf - Colombos svar på Starbucks.
Hjemturen. Utroligt så mange sorter af palmer og træer der findes i dette land. Mange mennesker gik langs skinnerne.
Afsted kl. ca. 6 og hjemme igen kl. ca. 18 - for 35 kr. pr. mand. Det hed første klasse, men var (som ventet) møgbeskidt, men det tæller ikke. Meget hurtigere end at tage bilen. Faktisk også meget mere behageligt, da vi ikke hele tiden skal stoppe op. Til gengæld bumlede, hoppede og svingede vi afsted, nogle gange så vi helt grinte, fordi vi nærmest lettede flere centimeter fra stolen.

Stella optræder med koret til julekoncert

Mandag aften den 14. december tog vi alle fire op til Trinity College kirken, hvor Stella skulle optræde med junior og senior koret til skolens julekoncert. Det er altid en oplevelse at være i denne åbne kirke, mens mørket falder på. Så hyggeligt og roligt og smukt.

Her ses seniorkoret

Her ses juniorkoret - og Stella.
Her optræder juniorkoret.
Af alle de flotte engelske christmas carols, som eksisterer er min absolutte yngling er "O comes all ye faithful". Hør den evt. her - synget af et drengekor

http://www.youtube.com/watch?v=phL9rYto7wk&feature=related

Fluer i soveværelset

Jeg ved ikke, hvad de hedder, de her større fluer med transparente vinger, som nogle gange kommer stormende om aftenen og natten og tiltrækkes af alt lys. Jeg kalder dem fluer pga deres vinger. Den ene aften var det helt galt. De var i hoppetal uden for og selv om vi havde lukket alt, hvad der kunne lukkes, fik de sig alligevel sneget ind.

Godt at vi sover under moskitonet, hvor de da trods alt ikke fandt ind.

Her ses vores badeværelsevask om morgenen. Støvsugerposen blev fyldt op den dag.

En dårlig dag i går

I går var bare ikke min dag. Dagen begyndte med regnvejr. Den voldsomme regn om natten havde (igen) væltet en mur og givet jordskred, hvilket ofte sker for tiden pga deres dårlige byggeri. Forskellen var bare, at dette jordskred fandt sted på vores vej på vej ind til byen, så vi måtte køre omveje hele dagen i går for at komme til og fra vores hus. Og jeg skulle til byen og blandt andet hente en bestilt julegave.

Jeg har ringet mange gange til min singalesiske "ven" og forretningsindehaver om denne ting (som jeg jo af gode grunde ikke kan afsløre, hvad er). "Ok, I will get it for you. No problem, Madam. Come next week". En uge senere: "Oh, hello, Madam, no bla bla bla, but next week, Madam". I den mellemliggende tid var jeg i Colombo og kunne købe tingen der, men ikke helt den samme som jeg havde fået lovning på i Kandy, så jeg valgte at satse på min forretningsmand i Kandy. En uge senere får jeg at vide, at jeg kunne hente den i går. Og så er det bare slet ikke den ting, jeg har efterspurgt. Skuffelsen var så stor, at jeg højlydt måtte give ham besked om, at det bare ikke var i orden, og hvordan jeg så tingene. På grund af tiden hang jeg på hans ting, som jeg så til gengæld fik presset ned i pris. Øv, hverken tilfredsstillende for ham eller mig.

Bagefter en tur til stationen og købe billetter til toget til Colombo og retur for Sarina og jeg. Meget larm, dårlige engelskkundskaber, en hvid der ikke kan tale singalesisk, fem andre mænd omkring mig, som skubber og lige vil ekspederes samtidig med mig, hvilket billetsælgeren selvfølgelig tillader (det er kulturen her) gjorde det til en 20 minutters lang samtale med vrissen, stønnen og "please...". Men det lykkedes næsten at få de billetter, jeg ville have.

På vejen hjem skulle jeg lige handle. Kunne som sædvanligt ikke få halvdelen af tingene og måtte tænke i alternativer hele tiden, hvilket gjorde det til en længere affære.

DRÅBEN kom, da jeg kom inden for døren, og telefonen ringede. Det var Stellas skole, der ringede. De ville bare fortælle, at Stella ikke var velkommen til at deltage i Julekoncerten mandag aften, da hun ikke havde været til dagens prøver i kirken. "Jamen, hun er jo syg og ligger i sengen med feber", fik jeg sagt, samtidig med at jeg efterhånden som alvoren af ordene gled ind i min hjerne mærkede, at jeg blev gal. "Ja, vi ved det, men vi kan ikke have hende til at deltage i koncerten, når hun ikke har deltaget i dag", lød det igen. Belært af erfaringer bad jeg straks om at blive stillet om til hendes overordnede, hvilket skete. Jeg forklarede, at for mig at se gjaldt det om at have deltaget i korprøverne på skolen hele semesteret og især i de sidste fire ugers julesange, og ikke så meget om, hvor man skulle stå, hvilket vel hurtigt kunne forklares. Jeg fortalte, at Stella møgsommeligt havde brugt sine frikvarterer på at indhente, hvad de andre havde lavet i timerne, fordi hun havde prioriteret at følge korundervisningen. Den overordnede lovede at undersøge tingene.

Imens jeg ventede på tilbagemeldingen og "dommen" fra skolen satte jeg mig ned på gulvet og tænkte, at der altså bare er så stor forskel fra det danske skolesystem og dets værdier om at deltage alle sammen, at give eleven succesoplevelser til den her skoles stræben efter, at koncerten skal profilere skolen udadtil og derfor kan de ikke acceptere, at nogle elever ikke ved, præcist hvor de skal stå og gøre. Under alle omstændigheder, hvad er det for noget med at smide en elev af holdet i sidste øjeblik? Hvad pokker ligner det?

Den overordnede ringede tilbage og sagde, at vi undtagelsesvis kunne aftale, at hvis min datter var blevet rask på mandag og kunne deltage i prøverne på mandag, så kunne hun få lov til at deltage om aftenen til selve julekoncerten... (den sætning lader jeg lige stå uden kommentarer).

Og hvorfor er det så lige, at jeg sidder her og blogger, mens jeg stadigvæk kan mærke, at jeg bliver gal og skuffet? Jeg fik jo min vilje. Stella skal optræde, hvis hun er rask. FORDI jeg ikke føler, at jeg har gjort en forskel. Skolen gav mig ret, de fik fred. Min pointe om, at man altså ikke leger sådan med elevers/børns engagement er aldrig nogensinde nået frem. Snarere tænker jeg, at de tænker, at endnu engang brokkede en hvid madam sig og at de måtte give hende særbehandling. Selv efter snart 1½ år hernede gør sådanne oplevelser mig frustreret.

Set lidt på afstand skete der jo ikke noget katastrofalt i går. Jeg fik næsten den julegave, jeg vil give væk. Jeg fik næsten de togbilletter, jeg gerne ville. Vi fik noget at spise til aftensmad, og vigtigst af alt, Stella får lov til at optræde, hvis hun er rask. I går havde jeg bare ikke overskuddet til at affinde mig med omstændighederne og kulturen. Hvad kan jeg lære af det? At jeg må finde overskuddet, for de omstændigheder er nu engang eksisterende her.

En sang fra Fridsro børnehjem til Nyborgværkstedet

Omkvædet på sangen:

This world belongs to you, this world belongs to me, this world belongs to all of us, who lives in harmony... passende omkvæd til samarbejdsprojektet mellem Fridsro og Nyborgværkstedet.

PS. Nyborgværkstedets butik, hvor varerne sælges, hedder Krammet - et kram fra Nyborg til Kandy.

Nyborg/Danmark - Kandy/Sri Lanka via skype

En helt almindelig onsdag sen eftermiddag blev til en mindre begivenhed i går, da to dele af verden mødtes på skype. Nyborgværkstedet holdt i går kl. 13 dansk tid officiel åbning for deres salg af børnehjemmet Fridsros varer. I Nyborg blev der klippet snor, interviewet og vist varer frem i butikken Krammet. Bagefter var der æbleskiver og gløgg for brugerne, personalet og pressen i kantinen. Imens dette foregik i Nyborg samledes vores familie, personale fra Fridsro børnehjem samt 11 børn i alderen 5 til 18 år i Fridsro forretningen her i Kandy. Vi kunne desværre ikke få æbleskiver, så Sarina delte sine nybagte finskbrød ud og Stella delte dansk slik ud. Kl. ca. 18 Sri Lankansk tid skypede vi Nyborg, mens de sad i kantinen med storskærm.

På billedet her kan I måske ane Dorthe, souschefen, på skærmen. Hun stiller en masse af brugernes spørgsmål til børnene fra børnehjemmet. Spørgsmål som "Fejrer I jul?", "Hvad spiser I?".

Det er Mark, som på vegne af børnene besvarer spørgsmålene. De ældre børn kan godt snakke engelsk, men de var meget generte og foretrak, at Mark oversatte Dorthes engelske til singalesisk.
Her ses de to mindste på 5 år (pigen) og 6 år (drengen).
I næste indlæg kommer den sang, som de glemte, at de skulle have sunget for webkameraet.

En artikel fra Fyns Stiftstidende

Sov godt, Stella

Stella med hendes elskede abe, købt af mormor og morfar i Zoologisk Have i Odense.

Forsøg på at komme i julestemning

Denne weekend var hjemme- og "komme-i-julestemning"-weekend. Efter Jens' fyraften lørdag eftermiddag var der dømt fælles indsats for at lave julekonfekt. Sarina og jeg havde handlet her og der og alle vegne for at samle de rette ingredienser. Jens begyndte med at sætte julemusik på. Stella hev nissehuerne frem, og Sarina og jeg begyndte at finde det hele frem i køkkenet. Så langt så godt, men det gik altså bare ikke.

Musikken drillede, huerne var alt for varme at have på, chokoladen og florsukkeret var ikke ordentlig kvalitet, hvilket for øvrigt gjaldt de fleste af ingredienserne. Rekvisitterne var heller ikke de rigtige, og når der i opskriften stod, at trøffelmassen skulle stivne, ja, så smeltede den, mens smøret i havregrynskuglerne blev vandet mellem hænderne på Stella. For slet ikke at nævne dadlerne, som var hårde indeni og klistrede uden på. "Det er altså bare ikke hyggeligt, det her", sagde pigerne samstemmende, mens Jens og jeg for rundt og forsøgte at redde, hvad reddes kunne, mens vi også var overraskede over, hvor svært det dog kunne være. Anyway, vi fik da taglagt trøffelkugler (med klumpet florsukker), havregrynskugler, marcipanfyldte dadler m.v. i diverse aflagte isbokse og stillet i køleskabet.

Puhha, det gik bedre sidste år, hvor vi lod det være ved saks og papir og skabeloner.

Søndag aften tog jeg til julekoncert med en af de lokale skolers drengekor. En flot - og julet - oplevelse i et smukt sceneri. Dog var jeg i den grad skuffet over, at koret valgte at vende hovederne væk fra "publikum" (må de godt hedde sådan, når det er en kirke?) og synge hen mod maleriet med korsfæstede Jesus - se billedet nedenfor. Min britiske ledsager forklarede mig, at sådan skal det være. "Det er jo ikke et show", forklarede han. Hm, hvorfor var det hele så stillet op som et show med lys, kamera og salg af cd'er?

Jeg kom faktisk lidt i julestemning, men det blev ødelagt, da vi skulle hjem og opdagede, at det var selvopfundne singalesiske parkeringsregler, som havde hersket uden for kirken med det resultat, at vi holdt absolut inderst, og at vi ventede i en halv time med stikkende myg, inden vi kom fri. Vi burde have forudset det. Så kort blev julestemningen.

Nå, men nu sidder jeg her og blogger/skriver med Stig Rossens julemusik flydende ud af min bærbares højttaler, mens jeg nyder eftersmagen af Sarinas brunkager (de eneste brunkager, jeg nogensinde har kunnet lide) og konstatere, at julestemningen ligesom alt andet smukt kommer indefra.

Book club

Stort set siden vi ankom til Kandy har jeg været "medlem" af en bogklub her i byen. Vi er 12 kvinder, som mødes den anden mandag i hver måned fra 10 til 12. Vi mødes som regel på Hotel Citadel, hvor vi låner deres ene møderum mod bestilling af kaffe, the og en mindre morgenbuffet.

Der er tale om 12 vidt forskellige kvinder med vidt forskellige baggrunde. Der er singalesiske kvinder, britiske, en halv fransk kvinde, en schweisisk og ja, sørme 3 danske kvinder. De er alle - undtagen mig - fastboende i Kandy og omegn.

I går havde vi vores årlige julefrokost, som holdes privat, og hvor vi hver især bidrager med noget spiseligt. Ellers går vores møder ud på at udveksle bøger - romaner, ikke faglitterære bøger. Vi analyserer og fortolker ikke pokkers meget, men vi kan godt tage en god snak om en bog, som har været rundt hos de fleste. Jeg har endnu ikke oplevet, at vi alle kunne lide den samme bog. Jeg er godt vant fra Kolding, hvor jeg er i en bogklub - en "rigtig" bogklub, hvor vi analyserer og fortolker bøger, vi alle har læst. Men bogklubben her har et udmærket koncept til mit behov for at kunne læse, hvad jeg har lyst til - alle bøgerne er på engelsk, og det er ikke hvad som helst jeg kaster mig ud i at læse på engelsk, selv om mit engelsk er blevet bedre - samtidig med, at jeg får en masse inspiration via bøgernes fysiske eksistens på bordet og den korte, mundtlige anbefaling.
Så, ja, jeg har været glad for bogklubben og kvinderne i den. Det er få af dem, som jeg omgås i min dagligdag, men jeg har nydt godt af dem som netværk på mange områder a la hvor køber jeg det, hvor kan man tage hen etc. Jeg er spændt på, om der er en bogklub i Dhaka. Hvis der er, så tror jeg lige, at jeg kigger forbi, hvis det er tilladt, for jeg nyder at dele mine bogoplevelser med andre.