Farvel til Indrani og Nandapala

I dag, fredag, var det tiden at sige farvel til vores kære maid, Indrani. Et af hendes ønsker var at få et billede af os alle fem på terrassen. Jens kom et smut hjem i eftermiddags for at sige farvel, og vi benyttede chancen til at opfylde hendes ønske. Resultatet ser I her under.

Indrani er arbejdsløs fra på mandag, men vi har lagt rigtigt mange tråde ud for hende og håber, at en af dem giver hende job i nærmeste fremtid. Hun kørte herfra med en masse af vores ting. Vi kan ikke have det med til Dhaka, og hvis vi lader det blive i huset, er der en eller anden, som vi ikke kender, som tager det. Så hellere give det til vores personale, som har taget sig så godt af os.

I dag var også vores gartners, Nandapala, sidste dag. Af vores affald har han lavet denne afskedsgave til os. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal kalde "den", men det er tanken, der tæller. Som I kan tyde jer til, så blev han ret vilde med mine forældre, selv om de kun var her en uge. Master er selvfølgelig sat i centrum, fordi han symboliserer firmaet. Madam og babies er der også.

Nandapala er også arbejdsløs fra på mandag, men han skal hjælpe naboen med hendes have i ny og næ, hvilket jeg tror passer Nandapala fortrinligt. Nandapala har savnet at gå i templet (buddhistisk), når det passede ham, eller når der var særlige begivenheder.

Vi var alle kede af det, da vi sagde farvel - og Nandapala var på hans egen særlige måde nede og kysse vores fødder igen og igen. Jeg er fortrøstningsfuld. De skal nok klare sig. Indrani finder måske ikke lige en expat familie foreløbigt, fordi her simpelthen ikke er nogen expats, og hun ønsker ikke at flytte efter det, men et job skal hun nok finde. Desuden har hun, modsat de fleste af hendes landsmænd, sparet op gennem årene og kan da også som enlig kvinde og mor kalde sig husejer, hvilket der er mange mænd, som ikke kan.

Huset er snart helt tomt. Hele dagen er gået med at give væk, og det fortsætter vi med i weekenden. Til gengæld - jeg tør ikke skrive desværre - vælter det ind med gaver - som fylder og vejer i kufferterne, der i forvejen er proppede. Nå, det finder vi nok ud af.

En uventet oplevelse

I går eftermiddags tog Jens og jeg på Kandys offentlige hospital for at sige farvel til vores ven, som ligger der, fordi han skal opereres. Hans kone ringede mig op i går middags for at spørge, om jeg var sikker på, at vi ville besøge David midt i den travle flytning. "Ja, da", svarede jeg, mens jeg igen, igen undredes over denne engelske beskedenhed. "Ok, i så fald synes jeg ikke, at I skal tage pigerne med pga bakterier m.v.", sagde hun. Jeg skulle senere erfare, at det var ikke af ren beskedenhed, hun spurgte.

Jens og jeg tog til dette kæmpe store hospital. Vi kunne ikke helt finde vej - der er ligesom ingen blå eller orange linier, der fører til den og den afdeling, så vi havde fornøjelsen af at se lidt af hvert. Lugten (stanken!) af urin og blod var gennemtrængende. Patienter lå på gulvet på sivmåtter, og gennemsnittet af ben og arme var ikke to. Til gengæld var der langt over to soldater med maskingeværer, som passede på patienterne, hvoraf nogle er tidligere tamilske tigre. De arme, der holdt maskingeværerne, kunne have være meget nyttigere, hvis de havde gjort rent, tænkte jeg umiddelbart.

Vores ven lå på en tomandsstue og var ved rigtig godt mod og fortalte om de dygtige læger, som tog sig af ham, og det er jo det vigtigste.

Jeg kunne ikke snakke om det over middagsbordet af frygt for at miste appetitten, og det er da også et af de emner, hvor vi skal overveje, hvor meget pigerne behøver at vide. Min singalesiske venindes teenagedatter besvimede under et besøg dér, på grund af det hun så, og jeg føler mig stadigvæk mærket af oplevelsen.

PS.

Ren faktuelt kan jeg fortælle, at præsidenten netop har været i Rusland og forhandlet sig til en kontrakt om køb af våben for $300 mio USD (kilde). For $300 mio USD kan man købe rigtigt mange ting.

Farvel mig her og der

Mens Jens fejrer afleveringen med det ene og det andet, siger jeg farvel her og der. Som det har været min vane de sidste 1½ år hver mandag formiddag, var jeg en tur på markedet og hilse på min grønsagsmand, frugtmand og min sjalsmand (ja, hvem der er så heldig at have sådan én).

Selvam, hedder sjalsmanden, og I ser ham lige herunder. Han er tamiler, men dyrker en blanding af buddhisme og hinduisme. Hver morgen er forretningen fyldt med røgelse. Deraf duften i forretningen - og i sjalerne.

Hans assistent ser I på billedet neden under. Hun står foran alle sjalerne, som der har været en vis udskiftning i, takket være mig, jer der har været her og alle jer i Danmark, som i øjeblikket varmer jer med de mange smukke cashmere/silke sjaler. Hun er normalt meget smilende, men også meget genert, derfor det mutte udtryk.
Det har været ren fornøjelse at handle med Selvam, og jeg er blevet en del klogere på en uheldig side af vestlige turister, når jeg har stået og handlet og oplevet turister komme ind i butikken og "forlange" at prutte prisen ned til en slik. Jeg vil savne både Selvam og hans udvalg af sjaler, hovedpudebetræk og silketing. Han vil såmænd også savne mig og jer ;-D

Det samme vil byens muslimske urmager, som tørt konkluderede, at jeg har købt 10 armbåndsure og 1 køkkenur hos ham gennem det sidste års tid. Jeg måtte selv konstatere, at alle tilsyneladende var glade for samarbejdet.

Det har også været ren fornøjelse at handle hos juvelerforhandler Lakmini. Jeg skal ikke kunne sige, om de bare er glade for, at hende den pedantiske kunde rejser.

I går, tirsdag, var jo yogadag. Hver tirsdag eftermiddag siden september 2008 har jeg siddet, ligget, stået, strækket og balanceret mig gennem yogatimer. Og det har da været ren fornøjelse! I går var sådan en smuk dag og med en let vind, som kærtegnede huden, mens vi dyrkede yoga på terrassen. Når øvelserne krævede fokus, så kunne jeg bare finde et punkt ude i junglen og kigge på - og ikke lade mig distrahere af aber, ørne, farverige fugle eller andet. Clare, min kære veninde, havde efterfølgende arrangeret high-tea med sandwich og hjemmebag. Vi sad på den anden side af huset med udsigt over floden og drak te, hyggede og så solen gå ned (ja, high tea er ved 17-18-tiden, det er pga disse engelske traditioner, vi altid skal spise så pokkers sent på de hoteller). Det var bare en perfekt afslutning på yogatimerne.

I dag tager Jens og jeg på sygehuset og tager afsked med David, som desværre har brækket hoften. David er nulevende kolonihistorie med hans baggrund i Sri Lanka som søn og efterkommer af en engelsk plantageejer. David giftede sig med datteren af en englænder, som bosatte sig i Kina lige efter anden verdenskrig. De mødtes i Afrika. Dejlige mennesker.

I morgen skal jeg sige farvel til min singalesiske veninde, som bl.a. har lært mig meget om katolicisme. Jeg har også været med hende og datteren i katolsk kirke. I morgen aften skal vi alle fire sige farvel til den Cuba italienske-familie.

Ind mellem disser "farveller" forære jeg vores ting væk. I aften kommer der nogle buddhister, som skal til at åbne et yoga-center. De har brug for ting til køkkenet og sikkert andre ting også. Så det er ikke kun trist, det er også... nej, det er nok mest trist.

Festivitas som afslutning på vandprojektet

Søndag aften kl. 19 var vi inviteret til middag hos project manageren fra det singalesiske firma, som Jens har samarbejdet med i vandprojektet. Vi vidste, at der kom et par stykker mere fra MTHøjgaard. Vi er lidt trætte af altid at komme til tiden og nogen gange sidde i pinlig tavshed som de førstankomne. Så vi kørte hjemmefra kl. 19...og ankom som gæst nummer to.

Jens lurede med det samme, at den førstankomne var en fra det singalesiske firma, så han konkluderede, at vi nok blev lidt flere til middagen. Det blev vi også. Vi blev henvist til haven, hvor vi opdagede, at der var dækket om til 40-50 mennesker. Gisp, tænkte vi alle fire, fordi vi regnede ud, at hvis vi først kunne spise, når vi havde ventet på den sidstankomne, så ville klokken gå hen og blive 21, før vi ville få mad. Det skal lige fortælles, at der her er tradition for, at herrerne begynder at drikke alkohol med det samme, de ankommer. Og de drikker som regel indtil flaskerne er tømte. Og så spiser de. Og så går de hjem.

Fruerne og børnene befandt sig i stuen - altså inden for - og jeg og pigerne, ja, vi var uden for sammen med Jens. Når vi skulle igennem stuen blev der grundigt kigget på os. Ikke ondskabsfuldt, blot nysgerrrigt.

Værtinden var god, hun åbnede buffeten lidt over kl. 20, så vores udhulede maver kunne fyldes med ris, vegetarretter, kylling og en stærkt krydret oksegryde. Desserten med det dejlige friske frugt måtte vi springe over, da det pludseligt blev tæt på pigernes sengetid.

En interessant aften.

Pakke-weekend

Mens jeg har tulret rundt i Danmark i små to uger og coachet og planlagt diverse fremtidige arrangementer, har Jens afleveret de sidste etaper af vandprojektet og været alene-far samtidig. Alle dele med stor succes. Vandprojektet er nu officielt afsluttet og afleveret.

Jeg ankom lørdag middag efter ca. 30 timers transit, hvor jeg dog havde fået sovet hist og her, så jeg var okay, bl.a. fordi det var så dejligt at se dem alle tre igen.

Efter frokost begyndte vi at sortere og pakke de ting, som skulle til Dhaka eller gives væk. Pigerne og jeg har faktisk over flere uger ryddet ud i bøger, tøj, dvd'er etc., men jeg skulle hilse og sige, at Jens B. ikke var fornøjet, da han så den ene bunke af ting efter den anden hobe sig op i stuen parat til at komme i en kasse. Efter tredie runde af sortering forsøgte Sarina sig med argumenter om, at deres legetøj og bøger jo var deres arbejde, og de derfor havde så meget af det. For min skyld kunne vi godt have været meget skrappere i udrydningen, hvis det ikke lige var fordi, at det har taget mig hundredevis af timer at samle disse ting. Min fornemmelse siger mig, at det ikke bliver nemmere som fremmed i Dhaka at skulle ud og finde den der ting til køkkenet, de der varme bluser til pigerne, og de bedste bøger til læsning. Kvalitet er jo i den grad en mangelvare på disse kanter i Asien, og jeg orker bare ikke at skulle bruge timer på at finde fx sengetøj i god kvalitet igen. Derfor var jeg lidt stejl.

Så fra at de tre havde gået og hygget sig gevaldigt, kom jeg hjem, der skulle pakkes, og pludselig var stemningen desværre en anden. Efterhånden som weekenden gik måtte vi - Jens!? - sande, at der var behov for en fjerde kasse til vores ting, og at nogle større ting blev sorteret fra til sidst.

Nu er kassernes indhold registreret og vurderet, og kasserne er afhentet. Indrani mødte mandag morgen og sagde: "I feel like I die little by little when I see all the things disappear". "I know what you mean", kunne jeg kun mumle tilbage, for jeg vidste lige, hvad hun mente.

Præsidentvalg på mikro- og makroplan

I går, tirsdag den 26. januar 2010, blev der afholdt præsidentvalg i Sri Lanka. I ugerne op til valget blev der dræbt 5 og såret cirka 70 mennesker. Nu havde vi ellers lige haft det så stille og roligt siden borgerkrigen sluttede maj sidste år.

22 kandidater stillede op, men kun to kandidater havde realistiske chancer for at vinde valget. Den ene var den siddende præsident, M. Rajapaksa. Hans hovedrival var general S. Fonseka. Begge har i valgkampen forsøgt at tage æren for den militære sejr over De Tamilske Tigre.

I begyndelsen af valgperioden var stemningen meget for Rajapaksa. Sandsynligvis fordi det fremstod som hans fortjeneste, at borgerkrigen blev tilendebragt. Jo tættere vi kom på valgdagen, des flere syntes at skifte side til generalen, blandt andet fordi at det var tiden til forandring. Ny mand, nye tider, syntes mange at tænke. Jeg kunne måske godt have tænkt mig en tredie kandidat, én som ikke med rette kunne beskyldes for at have begået krigsforbrydelser.

For os har valget helt konkret betydet, at valgdagen i går var fridag. Det er valgdage altid her i landet. Sarina fik allerede i sidste uge besked om, at hun ikke skulle komme i skole fra tirsdag og resten af ugen. Stella fik at vide, at hun skulle i skole halv dag tirsdag, og at alt efter udfaldet på valget, så skulle hun møde op sidst på ugen. I denne vage udmelding lå der vist nok, at hvis de blå vandt (den nuværende præsident), så ville der hurtigt komme ro på, hvorimod at hvis de grønne vandt (generalen), så var der risiko for uroligheder. Mandag aften meddelte regeringen lige pludselig, at i dag, onsdag, ville blive en officiel lukkedag. Sådan med knap to dages varsel!!! Så det betyder, at Stella heller ikke skal i skole i dag.

Nu her onsdag morgen, dagen derpå, ser det ud til, at Rajapaksa fortsætter som landets præsident. Vi afventer med spænding, hvad der sker i løbet af i dag.

PS. Vores kære maid, som jo måtte indse, at valget i går og lukkedagen i dag ville betyde, at hun ikke kunne komme til at fra vores hus pga ingen busser, sørgede for overnatning i Kandy by og gik de mange kilometer på arbejde her i morges, for at være der hos pigerne. Gosh, hvor kommer vi til at savne hende i Dhaka. Hun er bare så god ved os.

PPS. Artikel fra Politiken.

Melankolien kommer krybende

Der er i dag 25 dage til vi flytter fra Kandy. I ved godt, at der er forskel på at bevæge sig fra noget og til noget, og man skal helst fokusere på det man bevæger sig hen til. Jeg tillader mig lige at dvæle ved det vi flytter fra. De sidste par måneder har været fyldt med jul, nytår, venners besøg, og så venners besøg igen, og så lige lidt pakkeri ind i mellem. Vores engelske venner ville gerne arrangere farewell party, men det takkede vi nej til. Vi tager hver især afsked med dem vi skal og så lige et par middagsaftener med nogle af de udvalgte. Så indtil i dag har mine tanker været optaget af praktiske gøremål og hyggelige stunder med venner, men netop i dag kan jeg godt mærke, at tristheden over at skulle rejse så småt kommer krybende. Min dejlige morgen-løbeture med alle de mange smil fra de lokale. Den dejlige sol og varmen og udsigten fra terrassen. Gosh, jeg kommer til at savne det hele, og jeg er altså bare ikke ret god til at sige farvel.

Jeg kan ikke engang vise min tristhed, for Indrani går rundt og ser ked ud af det. Det er endnu ikke lykkedes os at finde et job til hende, så hun risikerer at miste både job og "familie". Tina, vores kære, kære hund, mangler vi også at finde et hjem til. Det er vist godt, at jeg skal til Danmark og på kursus i de næste to uger, så kommer jeg tilbage hertil og har lige en uge, inden vi tager flyet til Dhaka. Ja, for heldigvis fortsætter eventyret - vores selvvalgte eventyr - og det her bliver langt fra vores sidste farvel. For afsavn og herlige oplevelser, goddag og farvel er nu engang en del af det at rejse og flytte rundt, så jeg vil forsøge at opmuntre mig selv lidt...måske med slutningen på bogen "Headhunterne" af Jo Nesbø, som er fantastisk skrevet og SÅ spændende.