Eventyret fortsætter...i Dhaka

Her et billede fra aftenen på Kolding Bibliotek, hvor pigerne og jeg fortalte om at bo på Sri Lanka (se forrige indlæg). Der kom 76 mennesker, og spørgsmålene var mange. Heldigvis har vi fået mange positive tilbagemeldinger.

Med dette billede afslutter jeg bloggen og henviser til vores nye blog, hvor jeg skriver om vores nye liv i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Et liv som pt er cirka 2 måneder gammelt, og som allerede viser sig at være en helt anden måde at være udstationeret på. Læs selv med på www.bastrupsdhaka.blogspot.com

Bloggen er også anderledes, idet jeg i Dhaka-bloggen skriver mere om dagligdagsting.

Endelig vil jeg gerne henvise til min blog, Blogguiden, en guide med tips og råd til, hvad du skal overveje undervejs i skabelsen af din personlige blog.

Bloggen a live

Vil du høre og se mere om vores ophold i Sri Lanka, det der aldrig kom på bloggen

og måske spørge mig om noget?

Så er du mere end velkommen til at komme til arrangementet

Familie på eventyr - fra Kolding til Sri Lanka

Kolding Bibliotek

onsdag den 24. marts 2010

kl. 19.00 og et par timer frem

Det er gratis.

Billetter kan bestilles på tlf. 79 79 11 00 eller på bibliotek@kolding.dk

Sarinas indlæg: Farvel til Kandy

Nu er vores tid i Kandy kommet til en ende, og vi sætter kurs mod Dhaka.

Rent socialt har jeg syntes at Kandy var forfærdelig at leve i uden nye venner. Men naturmæssigt har det været helt fantastisk smukt. Hvis man kunne bo i en blanding af Dhaka med venner og Kandy med natur ville jeg elske at bo der, men man må tage hvad man kan få.

Det at bo i Kandy har lært mig en masse om forskellige kulturer og religioner, fx vidste jeg ikke, hvad ramadanen var, får vi flyttede her ned, og jeg vidste ikke, at hinduisme eksisterede.

At gå i en skole med engelske principper var mega irriterende med mange unyttige regler som fx at man ikke må drikke i timerne, og at man kun har ét frikvarter om dagen.

Hvis jeg i fremtiden fik et tilbud om at flytte til Kandy, ville jeg sige nej tak, men hvis jeg til gengæld fik et tilbud om at flytte til hovedstaden, Colombo, ville jeg sige ja.

Farvel Kandy.

Mias farvel til Kandy

Måske er det første sted, man er udstationeret, det bedste, uanset hvad. Det skal jeg ikke kunne sige, andet end at Kandy har været et fantastisk sted at være udstationeret. Vi har boet så flot og stort i vores hus hér, og omgivelserne findes vist ikke smukkere og frodigere, tror jeg. Og vi lærte nogle fantastiske mennesker at kende.

Hvad vidste vi om Sri Lanka før vi kom? Natursmukt. Det holdt i den grad stik. Borgerkrig. Jep, der blev smidt en bombe små tre kilometer fra det atletikstadion, hvor Sarina boede i Colombo. Flere bomber blev smidt, mens vi var der. Buddhistisk land. Den er også god nok. Dengang var vi ikke helt på det rene med, hvad det indebar, men det føler vi, at vi er meget bevidste om i dag. Også hvori forskellen ligger mellem buddhismen i teori og praksis.

Hvad havde vi af forhåbninger, dengang for 1½ år siden? Kort sagt at vi ville få en på opleveren. Det føler vi også at vi har fået. Både i Sri Lanka og med turerne til Maldiverne, Indien, Singapore og Dhaka. Turen til Bangkok har vi til gode endnu.

Hvorfor var det nu, at vi flyttede om på den anden side af jorden? Fordi vores piger var ved at blive store og løb fra os som sand mellem fingrene. Fordi hverdagen i Danmark nogle gange føltes for rutinepræget og stram. Fordi vi ville have mere ud af livet.

Med flytningen til Kandy fik vi så sandelig en anden hverdag. Ikke kun pga det personale vi fik ansvar for, men også på grund af en anderledes døgnrytme med lige del lyse og mørke timer året rundt og en gennemsnitstemperatur på nogen og tyve grader. Og på grund af skolens anderledes rytme med fritidsaktiviteter lige efter skole og fri resten af dagen til lektier og fornøjelse. Vi oplevede især timerne fra fire til seks som afslappede, fordi alt det praktiske var gjort (handle, rengøring, vask m.v.) og lektierne var lavet eller tæt på at være lavet. Og så fordi solen og varmen bare er så vidunderlig på dette tidspunkt.

Dér hvor Sri Lanka for alvor overraskede os positivt var ved dens mangfoldighed af muligheder for ture/ferier og rejser. Vi har boet midt i teplantager, vi har slænget os på resorter ved kysterne, og vi har overnattet i hytte midt i nationalparker omringet af vilde dyr. Nordpå kom vi aldrig. Først var der borgerkrig og adgang forbudt, så blev der åbent og folk valfartede dertil, så vi ikke kunne få et hotelværelse, til sidst nedprioriterede vi det.

Vi fik lov til at opleve afslutningen af borgerkrigen - 28 års krig afsluttet lige så militaristisk og brutalt, som den har været undervejs. Valget i januar 2010 bekræftede for alvor den siddende præsidents magt, og ja, jeg er alvorlig talt noget bekymret for de enevældige tendenser, jeg ser praktiseret i øjeblikket.

Mine stærkeste oplevelser er vores kobberbryllup på The Beach i Negombo, min 40 års fødselsdag med alle de mennesker, jeg holdt af, og bestigningen af Adams Peak, min personlige pilgrimsrejse, som på mange måder var så opløftende; vi var også over skyerne, da solen stod op. Wauv, det syn glemmer jeg aldrig, heller ikke da australieneren begyndte at synge "here comes the sun..."

Jeg endte op med virkelig at kunne lide Colombo. Den første gang, pigerne og jeg besøgte byen, konkluderede jeg, at jeg var så glad for, at det ikke var dér vi skulle bo. Efterhånden som jeg lærte byen og nogle af dens herlige og farverige personer at kende - især via min udstilling - da oplevede jeg byen helt anderledes. Bevares den mangler kultur, den har ingen storbyaktiviteter, den har ingen teater og museer og smukke parker, men så har den overskueligheden, strejfet af udvikling og nogle dejlige, kreative og dygtige mennesker.

Det absolut værste ved Kandy var skolen - eller de to engelske skoler, som pigerne gik på - eller burde jeg måske skrive kulturen, nej, det kan jeg jo ikke, for det er deres kultur, og den kan der ikke være noget i vejen med. Summa summarium er i alt fald, at det aldrig lykkedes pigerne at få venner i Kandy. De singalesiske børn er hoveder bagud vores selvstændigt opdragne børn, som anser venner for uundværlige til at dele oplevelser og lege med. Singalesiske børn er hjemme hos sine forældre indtil en ret høj alder. De laver lektier og ser Bollywoodfilm. De mere velhavendes børn altså. Læs evt. Sarinas farvel til Kandy her.

Til gengæld har pigerne mødt så utroligt søde og åbne expatsbørn rundt omkring. De blev venner med Fiona fra Australien, Clara og hendes brødre fra Colombo, Clara fra Sverige/Indien, Poppy og Peter fra England/Thailand, Stephanie og Gabriella fra Cuba/Italien/Afrika. Sjovt at se, hvordan der åbenbart er en fællesnævner mellem expatsbørn, som om de er i samme båd.

En anden skidt ting har været savnet. Savnet af familie og venner har været stort. Når vi har levet her, har det ikke fyldt så meget, eller også er det bare vores forsvarsmekanisme, fortrængningsevne, men når der er sket noget derhjemme - både godt og skidt - så har det gjort ondt, og farvelscenerne har slet ikke været sjove, fordi vi vidste, hvor tomt der er, lige der hvor tæt kontakt fylder ens person ud. Jeg kan ikke lige sige, hvor det er, men jeg kan love jer for, at det kan mærkes over hele kroppen.

Det er blevet til mange små og sjove oplevelser og erfaringer:

Blandt andet kan jeg fortælle, at det mest utidige sted at få et myggestik er på øret.

Jeg har set og oplevet i mit sind, hvor meget et smil betyder, for ih guder, hvor de buddhister smiler meget. Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes noget andet sted på jorden, hvor man under sine løbeture får så mange smil med til resten af dagen.

Jeg har oplevet min indre frustration, når singalesere ikke forstår en brik af et eller andet og jeg inderst inde godt ved, at de ikke kan gøre for det, når nu de ikke ved bedre.

Jeg har erfaret, hvor stik tosset jeg kan blive, når jeg har oplevet singalesere - buddhister - udnytte min godtroenhed og spille uvidne, når de udmærkede vidste, hvad et eller andet gik ud på.

Jeg har konstateret, at der ren faktisk er noget om, at singaleserne ikke kan blive flove.

Ja, jeg kunne blive ved, men skal nok stoppe her, for konklusionen for mig at se er bare, at Kandy har været en stor, stor oplevelse, at Kandy røg lige ind i hjertet på mig med sine mennesker, og at jeg aldrig vil glemme Sri Lanka.

Det store regnskab viser et kæmpeplus og et "har aldrig fortrydt" til vores valg af, at blive udstationerede.

1½ år - før og efter

September 2008. Sarina, 10 år, og Stella, 8 år. Forventningsfulde. Spændte.

Februar 2010. Sarina, 12 år, og Stella, 9 år. Mætte, men ikke trætte af oplevelser. Vi kunne sagtens have taget en større bid af Sri Lanka, hvis ellers der havde været en god skole til pigerne. Havde vi boet i Colombo, havde den amerikanske skole dér nok ikke været noget problem, men så havde vi på den anden side aldrig oplevet junglen, naturen, dyrerne og det dejlige klima i bjergene. Vi har absolut intet fortrydt! Selv pigerne snakker om en ferie engang i Sri Lanka.

Farvel igen, igen

Lørdag og søndag var to - vejrmæssigt - fantastiske dage i Kandy. Ikke for varmt, ikke for koldt og med brændende sol dagen lang, hvilket gjorde det endnu sværere at trisse rundt i weekenden og vide, at det var vores sidste dage.

Lørdag eftermiddag tog vi på Citadel og sagde farvel til poolen og de mange, skønne timer dér.

Søndag kom venner og sagde farvel og fik vores aflagte ting med sig. En del af de store ting som vores pool og havemøblerne gik til et hjem for misbrugte, srilankanske kvinder. Hjemmet drives af vores venner, som egentlig er hollændere fra Afrika. Missionærere. Mange af køkkentingene gik til et nyåbnet yogacenter. Resten blev fordelt mellem venner. Det var faktisk hyggeligt, og især fandt vi - desværre for sent - ud af, at vi burde have set nogen af dem noget oftere. Ind imellem farvellerne massede vi vores ting sammen i kufferterne, og vi fik da det meste med.

Søndag aften omkring kl. 18.00 sagde vi farvel til huset, vores hund og vores vagt, Vije, gennem 1½ år. Vije græd, gartneren græd, og de faldt begge på knæ og kyssede vores fødder.

Vi kørte til Kandy House og spiste vores middag der, hvilket var ekstra hyggeligt, for de fejrede Valentinsdag med levende lys i haven - nogle udformet som et hjerte midt i græsplænen. Manageren kender vi særdeles godt, det samme gjaldt nogle af gæsterne, så det blev alt i alt et vellykket farvel. Tjenerne havde for øvrigt skrevet "Bon voyage" med blomster midt på bordet, og den gode rødvin var på husets regning.

Vores kære driver der som den første tog i mod os for 1½ år siden en meget, meget tidlig morgen tog afsked med os foran den selv samme lufthavn. Det var bare så trist. Men security'en bad os om at træde nærmere og vise pas, så vi gled hurtigt ind i lufthavnen, hvor vi to timer senere lettede mod Bangkok, som mellemstop på vores flyvetur og flytning til Dhaka.

Farvel Riverdale Road, Aniwatte, Kandy

Alle disse billeder er fra Riverdale Road - vores vej i Kandy. Det er her, at jeg har løbet mange, mange gange og med lige stor fornøjelse. Gosh, hvor har jeg haft mange fantastiske oplevelser her. Ja, billederne fortæller så meget i selv sig.

Her mango- og cashewnødder-træer til højre.

Det her gælder for at være fin, fin vej i Kandy. To biler kan lige komme forbi hinanden, og der er langt mellem hullerne i vejen.
Bourgainvilla-blomsterne vælter ud over muren.
Et udpluk af de mange, forskellige slags træer.
Udsigten fra vores have.
Om på terrassen.

Farvel til Indrani og Nandapala

I dag, fredag, var det tiden at sige farvel til vores kære maid, Indrani. Et af hendes ønsker var at få et billede af os alle fem på terrassen. Jens kom et smut hjem i eftermiddags for at sige farvel, og vi benyttede chancen til at opfylde hendes ønske. Resultatet ser I her under.

Indrani er arbejdsløs fra på mandag, men vi har lagt rigtigt mange tråde ud for hende og håber, at en af dem giver hende job i nærmeste fremtid. Hun kørte herfra med en masse af vores ting. Vi kan ikke have det med til Dhaka, og hvis vi lader det blive i huset, er der en eller anden, som vi ikke kender, som tager det. Så hellere give det til vores personale, som har taget sig så godt af os.

I dag var også vores gartners, Nandapala, sidste dag. Af vores affald har han lavet denne afskedsgave til os. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal kalde "den", men det er tanken, der tæller. Som I kan tyde jer til, så blev han ret vilde med mine forældre, selv om de kun var her en uge. Master er selvfølgelig sat i centrum, fordi han symboliserer firmaet. Madam og babies er der også.

Nandapala er også arbejdsløs fra på mandag, men han skal hjælpe naboen med hendes have i ny og næ, hvilket jeg tror passer Nandapala fortrinligt. Nandapala har savnet at gå i templet (buddhistisk), når det passede ham, eller når der var særlige begivenheder.

Vi var alle kede af det, da vi sagde farvel - og Nandapala var på hans egen særlige måde nede og kysse vores fødder igen og igen. Jeg er fortrøstningsfuld. De skal nok klare sig. Indrani finder måske ikke lige en expat familie foreløbigt, fordi her simpelthen ikke er nogen expats, og hun ønsker ikke at flytte efter det, men et job skal hun nok finde. Desuden har hun, modsat de fleste af hendes landsmænd, sparet op gennem årene og kan da også som enlig kvinde og mor kalde sig husejer, hvilket der er mange mænd, som ikke kan.

Huset er snart helt tomt. Hele dagen er gået med at give væk, og det fortsætter vi med i weekenden. Til gengæld - jeg tør ikke skrive desværre - vælter det ind med gaver - som fylder og vejer i kufferterne, der i forvejen er proppede. Nå, det finder vi nok ud af.

En uventet oplevelse

I går eftermiddags tog Jens og jeg på Kandys offentlige hospital for at sige farvel til vores ven, som ligger der, fordi han skal opereres. Hans kone ringede mig op i går middags for at spørge, om jeg var sikker på, at vi ville besøge David midt i den travle flytning. "Ja, da", svarede jeg, mens jeg igen, igen undredes over denne engelske beskedenhed. "Ok, i så fald synes jeg ikke, at I skal tage pigerne med pga bakterier m.v.", sagde hun. Jeg skulle senere erfare, at det var ikke af ren beskedenhed, hun spurgte.

Jens og jeg tog til dette kæmpe store hospital. Vi kunne ikke helt finde vej - der er ligesom ingen blå eller orange linier, der fører til den og den afdeling, så vi havde fornøjelsen af at se lidt af hvert. Lugten (stanken!) af urin og blod var gennemtrængende. Patienter lå på gulvet på sivmåtter, og gennemsnittet af ben og arme var ikke to. Til gengæld var der langt over to soldater med maskingeværer, som passede på patienterne, hvoraf nogle er tidligere tamilske tigre. De arme, der holdt maskingeværerne, kunne have være meget nyttigere, hvis de havde gjort rent, tænkte jeg umiddelbart.

Vores ven lå på en tomandsstue og var ved rigtig godt mod og fortalte om de dygtige læger, som tog sig af ham, og det er jo det vigtigste.

Jeg kunne ikke snakke om det over middagsbordet af frygt for at miste appetitten, og det er da også et af de emner, hvor vi skal overveje, hvor meget pigerne behøver at vide. Min singalesiske venindes teenagedatter besvimede under et besøg dér, på grund af det hun så, og jeg føler mig stadigvæk mærket af oplevelsen.

PS.

Ren faktuelt kan jeg fortælle, at præsidenten netop har været i Rusland og forhandlet sig til en kontrakt om køb af våben for $300 mio USD (kilde). For $300 mio USD kan man købe rigtigt mange ting.

Farvel mig her og der

Mens Jens fejrer afleveringen med det ene og det andet, siger jeg farvel her og der. Som det har været min vane de sidste 1½ år hver mandag formiddag, var jeg en tur på markedet og hilse på min grønsagsmand, frugtmand og min sjalsmand (ja, hvem der er så heldig at have sådan én).

Selvam, hedder sjalsmanden, og I ser ham lige herunder. Han er tamiler, men dyrker en blanding af buddhisme og hinduisme. Hver morgen er forretningen fyldt med røgelse. Deraf duften i forretningen - og i sjalerne.

Hans assistent ser I på billedet neden under. Hun står foran alle sjalerne, som der har været en vis udskiftning i, takket være mig, jer der har været her og alle jer i Danmark, som i øjeblikket varmer jer med de mange smukke cashmere/silke sjaler. Hun er normalt meget smilende, men også meget genert, derfor det mutte udtryk.
Det har været ren fornøjelse at handle med Selvam, og jeg er blevet en del klogere på en uheldig side af vestlige turister, når jeg har stået og handlet og oplevet turister komme ind i butikken og "forlange" at prutte prisen ned til en slik. Jeg vil savne både Selvam og hans udvalg af sjaler, hovedpudebetræk og silketing. Han vil såmænd også savne mig og jer ;-D

Det samme vil byens muslimske urmager, som tørt konkluderede, at jeg har købt 10 armbåndsure og 1 køkkenur hos ham gennem det sidste års tid. Jeg måtte selv konstatere, at alle tilsyneladende var glade for samarbejdet.

Det har også været ren fornøjelse at handle hos juvelerforhandler Lakmini. Jeg skal ikke kunne sige, om de bare er glade for, at hende den pedantiske kunde rejser.

I går, tirsdag, var jo yogadag. Hver tirsdag eftermiddag siden september 2008 har jeg siddet, ligget, stået, strækket og balanceret mig gennem yogatimer. Og det har da været ren fornøjelse! I går var sådan en smuk dag og med en let vind, som kærtegnede huden, mens vi dyrkede yoga på terrassen. Når øvelserne krævede fokus, så kunne jeg bare finde et punkt ude i junglen og kigge på - og ikke lade mig distrahere af aber, ørne, farverige fugle eller andet. Clare, min kære veninde, havde efterfølgende arrangeret high-tea med sandwich og hjemmebag. Vi sad på den anden side af huset med udsigt over floden og drak te, hyggede og så solen gå ned (ja, high tea er ved 17-18-tiden, det er pga disse engelske traditioner, vi altid skal spise så pokkers sent på de hoteller). Det var bare en perfekt afslutning på yogatimerne.

I dag tager Jens og jeg på sygehuset og tager afsked med David, som desværre har brækket hoften. David er nulevende kolonihistorie med hans baggrund i Sri Lanka som søn og efterkommer af en engelsk plantageejer. David giftede sig med datteren af en englænder, som bosatte sig i Kina lige efter anden verdenskrig. De mødtes i Afrika. Dejlige mennesker.

I morgen skal jeg sige farvel til min singalesiske veninde, som bl.a. har lært mig meget om katolicisme. Jeg har også været med hende og datteren i katolsk kirke. I morgen aften skal vi alle fire sige farvel til den Cuba italienske-familie.

Ind mellem disser "farveller" forære jeg vores ting væk. I aften kommer der nogle buddhister, som skal til at åbne et yoga-center. De har brug for ting til køkkenet og sikkert andre ting også. Så det er ikke kun trist, det er også... nej, det er nok mest trist.

Festivitas som afslutning på vandprojektet

Søndag aften kl. 19 var vi inviteret til middag hos project manageren fra det singalesiske firma, som Jens har samarbejdet med i vandprojektet. Vi vidste, at der kom et par stykker mere fra MTHøjgaard. Vi er lidt trætte af altid at komme til tiden og nogen gange sidde i pinlig tavshed som de førstankomne. Så vi kørte hjemmefra kl. 19...og ankom som gæst nummer to.

Jens lurede med det samme, at den førstankomne var en fra det singalesiske firma, så han konkluderede, at vi nok blev lidt flere til middagen. Det blev vi også. Vi blev henvist til haven, hvor vi opdagede, at der var dækket om til 40-50 mennesker. Gisp, tænkte vi alle fire, fordi vi regnede ud, at hvis vi først kunne spise, når vi havde ventet på den sidstankomne, så ville klokken gå hen og blive 21, før vi ville få mad. Det skal lige fortælles, at der her er tradition for, at herrerne begynder at drikke alkohol med det samme, de ankommer. Og de drikker som regel indtil flaskerne er tømte. Og så spiser de. Og så går de hjem.

Fruerne og børnene befandt sig i stuen - altså inden for - og jeg og pigerne, ja, vi var uden for sammen med Jens. Når vi skulle igennem stuen blev der grundigt kigget på os. Ikke ondskabsfuldt, blot nysgerrrigt.

Værtinden var god, hun åbnede buffeten lidt over kl. 20, så vores udhulede maver kunne fyldes med ris, vegetarretter, kylling og en stærkt krydret oksegryde. Desserten med det dejlige friske frugt måtte vi springe over, da det pludseligt blev tæt på pigernes sengetid.

En interessant aften.

Pakke-weekend

Mens jeg har tulret rundt i Danmark i små to uger og coachet og planlagt diverse fremtidige arrangementer, har Jens afleveret de sidste etaper af vandprojektet og været alene-far samtidig. Alle dele med stor succes. Vandprojektet er nu officielt afsluttet og afleveret.

Jeg ankom lørdag middag efter ca. 30 timers transit, hvor jeg dog havde fået sovet hist og her, så jeg var okay, bl.a. fordi det var så dejligt at se dem alle tre igen.

Efter frokost begyndte vi at sortere og pakke de ting, som skulle til Dhaka eller gives væk. Pigerne og jeg har faktisk over flere uger ryddet ud i bøger, tøj, dvd'er etc., men jeg skulle hilse og sige, at Jens B. ikke var fornøjet, da han så den ene bunke af ting efter den anden hobe sig op i stuen parat til at komme i en kasse. Efter tredie runde af sortering forsøgte Sarina sig med argumenter om, at deres legetøj og bøger jo var deres arbejde, og de derfor havde så meget af det. For min skyld kunne vi godt have været meget skrappere i udrydningen, hvis det ikke lige var fordi, at det har taget mig hundredevis af timer at samle disse ting. Min fornemmelse siger mig, at det ikke bliver nemmere som fremmed i Dhaka at skulle ud og finde den der ting til køkkenet, de der varme bluser til pigerne, og de bedste bøger til læsning. Kvalitet er jo i den grad en mangelvare på disse kanter i Asien, og jeg orker bare ikke at skulle bruge timer på at finde fx sengetøj i god kvalitet igen. Derfor var jeg lidt stejl.

Så fra at de tre havde gået og hygget sig gevaldigt, kom jeg hjem, der skulle pakkes, og pludselig var stemningen desværre en anden. Efterhånden som weekenden gik måtte vi - Jens!? - sande, at der var behov for en fjerde kasse til vores ting, og at nogle større ting blev sorteret fra til sidst.

Nu er kassernes indhold registreret og vurderet, og kasserne er afhentet. Indrani mødte mandag morgen og sagde: "I feel like I die little by little when I see all the things disappear". "I know what you mean", kunne jeg kun mumle tilbage, for jeg vidste lige, hvad hun mente.

Præsidentvalg på mikro- og makroplan

I går, tirsdag den 26. januar 2010, blev der afholdt præsidentvalg i Sri Lanka. I ugerne op til valget blev der dræbt 5 og såret cirka 70 mennesker. Nu havde vi ellers lige haft det så stille og roligt siden borgerkrigen sluttede maj sidste år.

22 kandidater stillede op, men kun to kandidater havde realistiske chancer for at vinde valget. Den ene var den siddende præsident, M. Rajapaksa. Hans hovedrival var general S. Fonseka. Begge har i valgkampen forsøgt at tage æren for den militære sejr over De Tamilske Tigre.

I begyndelsen af valgperioden var stemningen meget for Rajapaksa. Sandsynligvis fordi det fremstod som hans fortjeneste, at borgerkrigen blev tilendebragt. Jo tættere vi kom på valgdagen, des flere syntes at skifte side til generalen, blandt andet fordi at det var tiden til forandring. Ny mand, nye tider, syntes mange at tænke. Jeg kunne måske godt have tænkt mig en tredie kandidat, én som ikke med rette kunne beskyldes for at have begået krigsforbrydelser.

For os har valget helt konkret betydet, at valgdagen i går var fridag. Det er valgdage altid her i landet. Sarina fik allerede i sidste uge besked om, at hun ikke skulle komme i skole fra tirsdag og resten af ugen. Stella fik at vide, at hun skulle i skole halv dag tirsdag, og at alt efter udfaldet på valget, så skulle hun møde op sidst på ugen. I denne vage udmelding lå der vist nok, at hvis de blå vandt (den nuværende præsident), så ville der hurtigt komme ro på, hvorimod at hvis de grønne vandt (generalen), så var der risiko for uroligheder. Mandag aften meddelte regeringen lige pludselig, at i dag, onsdag, ville blive en officiel lukkedag. Sådan med knap to dages varsel!!! Så det betyder, at Stella heller ikke skal i skole i dag.

Nu her onsdag morgen, dagen derpå, ser det ud til, at Rajapaksa fortsætter som landets præsident. Vi afventer med spænding, hvad der sker i løbet af i dag.

PS. Vores kære maid, som jo måtte indse, at valget i går og lukkedagen i dag ville betyde, at hun ikke kunne komme til at fra vores hus pga ingen busser, sørgede for overnatning i Kandy by og gik de mange kilometer på arbejde her i morges, for at være der hos pigerne. Gosh, hvor kommer vi til at savne hende i Dhaka. Hun er bare så god ved os.

PPS. Artikel fra Politiken.

Melankolien kommer krybende

Der er i dag 25 dage til vi flytter fra Kandy. I ved godt, at der er forskel på at bevæge sig fra noget og til noget, og man skal helst fokusere på det man bevæger sig hen til. Jeg tillader mig lige at dvæle ved det vi flytter fra. De sidste par måneder har været fyldt med jul, nytår, venners besøg, og så venners besøg igen, og så lige lidt pakkeri ind i mellem. Vores engelske venner ville gerne arrangere farewell party, men det takkede vi nej til. Vi tager hver især afsked med dem vi skal og så lige et par middagsaftener med nogle af de udvalgte. Så indtil i dag har mine tanker været optaget af praktiske gøremål og hyggelige stunder med venner, men netop i dag kan jeg godt mærke, at tristheden over at skulle rejse så småt kommer krybende. Min dejlige morgen-løbeture med alle de mange smil fra de lokale. Den dejlige sol og varmen og udsigten fra terrassen. Gosh, jeg kommer til at savne det hele, og jeg er altså bare ikke ret god til at sige farvel.

Jeg kan ikke engang vise min tristhed, for Indrani går rundt og ser ked ud af det. Det er endnu ikke lykkedes os at finde et job til hende, så hun risikerer at miste både job og "familie". Tina, vores kære, kære hund, mangler vi også at finde et hjem til. Det er vist godt, at jeg skal til Danmark og på kursus i de næste to uger, så kommer jeg tilbage hertil og har lige en uge, inden vi tager flyet til Dhaka. Ja, for heldigvis fortsætter eventyret - vores selvvalgte eventyr - og det her bliver langt fra vores sidste farvel. For afsavn og herlige oplevelser, goddag og farvel er nu engang en del af det at rejse og flytte rundt, så jeg vil forsøge at opmuntre mig selv lidt...måske med slutningen på bogen "Headhunterne" af Jo Nesbø, som er fantastisk skrevet og SÅ spændende.

Stellas klasse optræder

I forbindelse med hvert semesters generelle emne optræder hver klasse med et skuespil, som relaterer sig til emnet. Stellas' klasses emne var "Sri Lanka" (historien, geografien, demografien etc.).

Her ses Stella i rollen som elev.

Her ses Stella i rollen som engelsk lærer - iklædt sari for første gang i sit liv. Hvor kommer den løftede pegefinger fra?

Med Maldiverne på Kandalama

I sidste uge og frem til i dag har vi haft besøg fra Maldiverne. Når man sådan har besøg fra bountyland, så går man ikke efter weekendophold ved strandene i Sri Lanka, så vi bookede et ophold midt på øen, midt i dens storslåede og vilde natur. Nærmere bestemt hotellet Kandalama. Jeg har tidligere skrevet om Sri Lankas berømte arkitekt, Geoffrey Bawa, hvis hoteller vi har boet på. Dette er endnu et. Han er berømt for at sammentænke natur og arkitektur.

Her kan I måske fornemme, hvordan hotellet er bygget ind i en klippe og integreret med den omkringliggende natur.

Her ses poolen - svævende og med en fantastisk udsigt udover søen.

Hotellet nægtede at lade os have to ekstra senge i et triple værelse, så vi tog suiten. Vi skal vist til at indse, at vores to piger er så store, at de gælder som unge voksne.

Vi så slanger, aber og hundredevis af ørne. Fantastisk syn med deres store vingefang og rolige bevægelser. Her en der sidder stille og roligt på en - sin? - pind.
De her glade ansigter savner vi allerede. Jasmin på snart 4 måneder og Lærke på 4 år, og en glad og rolig mor, som er et godt eksempel for at man sagtens kan rejse med små børn. Faderen spiller vist nok bordtennis med Stella og Jens.
Åh, ja, de kære hoteller, hvor man først kan få mad fra kl. 19.30. Personligt vænner jeg mig aldrig til det. Det er tortur. Pigerne afleder opmærksomheden fra sulten ved bøger og dvd. Lærke ligger i smørhullet. 3 store piger.
Udsigten kunne vi ikke klage over.
Nu er vores venner taget videre på øen, men vi ses helt sikkert igen - vi ved blot ikke hvor i verden.

PS. Kandalama er et unikt og dyrt hotel. Desværre har de en forfærdelig restaurant med ekko, dårlig udluftning og ikke specielt god mad. Et alternativt indlogeringssted midt på øen er Jetwing Vil Uyana, som vi har hørt meget godt om. Men de gode værelser var udlejet her i weekenden.

Godt nytår igen igen

I dag den 14. januar er det nytår - hinduernes nytår. Til april er det buddhisternes nytår. Jo, jo, der er mange muligheder for at starte på en frisk eller at revidere sine nytårsfortsætter, hvis man som os bor i Sri Lanka. Hinduernes og buddhisternes nytår giver en helligdag - en fridag, men ikke vi andres. Den 1. januar i år var i og for sig en almindelig dag på Sri Lanka med åbne forretninger, almindelig buskørsel etc. Jeg skriver det her på bloggen, fordi jeg faktisk synes, at det er lidt sjovt det her med, at vi - altså os vestlændinge - som den største selvfølge går rundt og betragter 1. januar som begyndelsen på det nye år, mens denne del af verden dårligt skænker det en tanke. Også lidt pudsigt med kalenderne, som for os selvfølgelig skal udskiftes omkring juletid, mens du her kan købe kalendere med en helt anden års-, måned- og ugeoplistning. Det er dog ikke helt uproblematisk - eller er det? - med alle disse "nytårerer", for skal muslimske forretninger holde lukket på en tamilsk nytårsdag? Skal buddhisterne fejre det kristne nytår? Så sent som i går sad jeg i en buddhistisk butik i Colombo og hørte dem drøfte, om de skulle holde lukket i dag pga. hinduernes nytår. Uden fagforeninger kan sådan en beslutning snildt tages eftermiddagen før. For os halv-kristne er det bare noget bøvl med "mærkelige" kalendere og uvisheden om lukkede butiksdøre eller ej. Men det er lige et par overvejelser værd, at vi lever efter forskellige (års-)rytmer og logikker. Når vi flytter til Dhaka skal vi til fast at have fri om fredagen og fast arbejde om søndagen. Gad vide hvad det kommer til at betyde for os? Og gad vide, hvornår muslimerne fejrer nytår?

En hilsen fra vores gartner

Jeg har helt glemt at vise jer, hvad vores gartner havde forberedt til os, da vi kom tilbage fra nytårsferie. Denne tegning hang foran vores hoveddør. Nandapala, som er hans navn, er i det hele taget utrolig god til at tegne. Han er Buddhist med stort B, og er overbevist om, at vi er tilsvarende kristne.

Bastrups pizzaria

I 1½ år har vi hver dag set på husets pizzaovn, som er placeret lige uden for vores spisestuevinduer. Jens mente, at det var ved at være tiden at afprøve ovnen, hvis det skulle nås, inden vi flytter. Med lidt informationer fra de tidligere lejere af huset og vores driver fik vi forberedt lørdagens opgave: At bage pizzaer i den udvendige pizzaovn.

Kl. 14.00:

Stella tænder pizzaovnen op med tørt brænde og kokosskaller med lampeolie.

Spjælet åbnes og der kommer røg fra skorstenen. Så langt så godt.

Kl. 14.00-18.30:

Stella, Jens og vagten, Vije, skiftes til at fylde brænde på og holde øje med, at der er ild i ovnen.
Kl. 18.00:

Der er kommet rigtigt meget brænde i ovnen - måske også for meget, for der skal kun være gløder, som er fejet til siderne, når pizzaerne skal ind og bages.

Kl. 18.30:

Stella og Jens holder nøje øje med kullenes udvikling, mens de spiller 31 og Røvhul (ja, undskyld, men sådan hedder kortspillet).
Kl. 19.00:

Kullene er perfekte. Jens har skubbet dem til side, så der er gjort klar til at bage.

Vi andre tre farer forvildet rundt. Efter at have ventet i fem timer skal det lige pludselig gå stærkt med at dække bord, og så beslutter vi i sidste øjeblik, at pizzaerne da selvfølgelig skal spises ude foran ovnen.
Kl. 19.15:

Efter cirka 15 minutter serverede Bastrups pizza 1 stk. chicken hawaiian, 1 stk. prawns og 2 stk. med pepperoni. Serveret med cola, rødvin og vand og restvarmen i baggrunden.
Resultatet? Vi måtte konstatere, at smagen ikke var så pokkers anderledes end i den almindelige ovn, men sjovt var det!

Godt nytår

Godt nytår til jer alle - fra os alle fire. Vi glæder os til et nyt år med flytning til Dhaka, ny skole og nye jobs. Ikke mindst glæder vi os til de to ferier i Danmark, som vi foreløbigt har planlagt. I Danmark har vi nemlig alle vores kæreste og dyrebareste.

Nytårsaften 2009

Solen står højt på himlen, en let brise og vi hygger ved pool og i havet, mens personalet på hotellet farer rundt og dækker op til nytårsaften. 130 gæster er ventet. Her bordopstilllingen rundt om scenen, hvor der senere indfandt sig et 11-mands orkester. Hele arrangementet fandt sted under åben himmel.

Forretterne - omringet af (smeltende) isskulpturer.
Hovedrettens fiskeudvalg. Jummi, jummi.
Boderne rundt omkring med madtilbud inspireret fra nær og fjern.
Dessertbordet, eller burde jeg skrive dessertopsatsen?
Blot et stemningsbillede.
Så er vi bænket, alle zusammen. Nytårsaften faldt tilfældigvis sammen med fuldmånedag, så himlen var helt mørkeblå og månen rund natten igennem. Fuldmånedag er jo helligdag her på øen, hvilket betyder, at udskænkning af alkohol er ulovligt. Dette resulterede i, at nogle hoteller og restauranter aflyste deres arrangement. På vores hotel "ordnede" vi det ved at bestille vinen dagen før, hvor det så også blev bonnet. Vi tørstede ikke ;-)
Så uddeles der godt nytår-krammere.
Sammenlignet med danske traditioner kan singalesisk fyrværkeri forekomme noget "fattigt" og sparsomt, men lidt og godt har også sin berettigelse. I det mindste var det ikke koldt at stå og se på.

The Beach igen igen igen...

Efter godt 1½ uge i Sri Lankas bjerge og i Kandy gik turen til Negombo ved vestkysten, hvor vi selvfølgelig skulle bo på The Beach. Gosh, hvor vi bare godt kan lide det hotel og dets omgivelser. Det kunne vores venner heldigvis også.

Noget af det første vi gjorde var at kaste os i bølgen blå. Det indiske ocean viste sig ovenikøbet fra sin absolutte bedste side med kun lidt bølger og strøm. Ansigterne på billedet siger vist det hele.

Der var nogen problemer med at indlogere vores venner på det bestilte værelse, som kunne rumme dem alle. Efter parlamentering frem og tilbage blev det til suite til vennerne. Suite med 30 m2 stort badeværelse, hvor den ene halvdel var udendørs. Her nydes jacuzziens egenskaber.
Suitens "dagligstue".
Her et ganske almindeligt dobbeltværelse til familien Bastrup.

Tøserne ses i baggrunden med hver deres julegave: en portable dvd-afspiller, hvilket sådan set var en god ide, når det tages i betragtning, at de tilbringer megen tid i bil her. Men Stella gav samtidig Sarina den komplette udgave af den amerikanske serie Friends. Så der har siden jul været mange undskyldninger for at se endnu et afsnit af Friends. Hm, det må slutte efter nytår.